Et af de omfangsrigeste 'svar' fra bevægelsen selv kan findes i bogen Jehovas Vidner Forkyndere af Guds Rige fra 1993, et digert værk på 750 sider, der beskriver vidnernes historie med mange detaljer og illustrationer, hvoraf en del ikke har være publiceret før. I forhold til bogens længde er forordet dog meget kort, og det indledes således:
 

• "Jehovas Vidner er et folk som de fleste kender."

Det er dog ganske klart, at man ikke kan lære så speciel en bevægelse at kende ved et tilfældigt møde på gaden eller ved gadedøren, og næppe heller ved et blot og bart bekendtskab, som f. eks. på arbejdspladsen - der skal mere til. Desuden er det manges erfaring, at de menige vidner simpelt hen ved alt for lidt om deres eget trossamfunds opståen og udviklingshistorie frem til vore dage, sådan som den reelt er gået for sig; og selv om vi måske har et nogenlunde kendskab til vidnernes udadvendte aktiviteter, må vi alligevel spørge: Kender vi dem rigtigt? Ved vi egentlig, hvad de står for, og hvad de vil med deres propaganda? At dette ikke menes at være tilfældet, antages i ovennævnte forord, for efter nogle ord om vidnernes missionsarbejde siges der videre:
 

• "Alligevel spekulerer mange over hvem Jehovas Vidner egentlig er. Andre har skrevet om dem - men ikke altid lige fordomsfrit. De har sikkert ikke været i besiddelse af kendsgerningerne."

Når der yderligere siges om vidnerne i forordet, at ingen kender deres historie bedre end de selv, så lyder det jo ligetil, men det er reelt en sandhed med modifikationer, for en stor del af vidnerne har i hvert fald ikke noget særligt klart billede af deres egen bevægelses historiske udvikling, og om dem kan man visselig anvende forordets udtryk, at de sikkert 'ikke er i besiddelse af kendsgerningerne'! Hvis de var det, ville de nemlig have et meget mere nuanceret billede af den organisation, som de har valgt at tilslutte sig, og det ville i hvert fald ingen skade være til.

Selvfølgelig tror mange af dem, at de får det i denne tykke bog, ikke mindst fordi det også hævdes, at redaktørerne af den 'har bestræbt sig for at være objektive og for at fremlægge en åbenhjertig historisk fremstilling'. Det er da godt at de selv siger det, for netop objektivitet og åbenhjertighed har hidtil været en stor mangelvare i Vagttårns-ledernes egen omtale af deres organisation, især når der var tale om det, der foregik bag kulisserne og om, hvorfor visse specielle læresætninger er blevet udformet på den måde, som de er, og hvorfor visse forandringer finder sted fra tid til anden. Reelt har disse ledere aldrig villet tage imod selv den mest berettigede kritik fra andre, og selv hvor det har været uundgåeligt at indrømme, at der var begået fejl, har man først forsøgt at snakke udenom, og derefter at trække tiden ud, til sagen næsten var glemt, hvorefter det hele sædvanligvis er blevet fremstillet som en lille tilfældig menneskelig fejltagelse, som selve organisationen slet ikke har ansvaret for, og da slet ikke lederne. Man er endda gået så vidt som til at påstå, at det var de menige vidners egen skyld, at de blev skuffede over de bristede forhåbninger, fordi de havde lagt alt for meget i de ledendes alt for kategoriske forudsigelser.

En gennemgang af bogen viser dog, at selv om den vitterlig mangler meget i objektivitet, så er der trods alt mere åbenhjertighed end man ellers finder i bevægelsens egne 'historiske' redegørelser - selv om der heller ikke her er nok! Den er endda så åbenhjertig, at både vidner og kritikere er blevet forbløffede - som et vidne (der er på nippet til at 'stå af') udtrykte det: "Jeg fatter ikke, at de turde udgive sådan en bog - den er jo selvafslørende!" Og det er lige, hvad den er! Der kommer virkelig artige ting frem, som burde få ikke blot de små, menige medlemmer til at vågne op, men så sandelig også lederne selv, der har ladet bogen udgive! Og selv om mange alvorlige problemer, der førte til splittelser, med mere, fremstilles som ubetydelige krusninger på overfladen så er det en kendsgerning, at de førte til store stridigheder, frafald og megen skuffelse og bitterhed hos mange af de tilbageblevne, idet de virkede som snublesten for dem, der var vant til blindt af følge Vagttårnets 'vejledninger'. Og i næsten alle disse tilfælde opstod de fejlagtige slutninger som følge af de rene spekulationer, helt uden bibelsk basis, det pure opspind, ofte rene uhyrligheder.

Endelig kan man gå videre og være radikal nok i sin synsmåde til at hævde, at lige fra denne bevægelses spæde start i 1870'erne i Pennsylvanien har den haltet fra forkert udlægning til grov fejltagelse og tilbage igen, og når lederne påstår, at de er de eneste, der kan fortolke Bibelen, så har de kun ret, hvis man føjer til, 'ja, på den mest inkonsekvente og selvoptagne måde!' Dette er desværre tilfældet, og man kunne fylde adskillige store bind med indgående skildringer af disse mærkelige hjemmestrikkede fortolkninger, der, ikke mindst i begyndelsen, ofte var naive og nærmest latterlige, som når den første leder, stifteren af Vagttårnsselskabet, den ulærde handelsmand Charles Taze Russell, fra Allegheny, Pennsylvanien, hævdede, at man kunne bruge de indre mål i gangene i den store pyramide ved Gizeh til at udregne tiden for Kristi genkomst og verdens ende! Om dette kan der læses en lang afhandling i bogen Komme dit Rige fra 1891 (Dansk-norsk udgave, Kristiania 1905 og 1916; se kap. XXI,) hvorfra det efterfølgende diagram er taget (se s. 294 i 1916-udgaven): Selvfølgelig har hans efterfølgere forlængst forladt denne skøre ide, men det var dog ikke før end i 1929, 13 år efter Russells død og 15 år efter 1914, det årstal, som disse 'beregninger' tog sigte på, at der kom et officielt dementi!

Netop fejlagtige kronologiske beregninger har været bevægelsens varemærke lige fra starten, og nogle af de ældste og værste er såmænd stadig i brug. De første grundlæggende lærepunkter var iøvrigt ikke vidnernes egne opfindelser, for dem fik Russell fra de små og i dag nærmest ukendte adventistgrupper, som han en tid samarbejdede med, og hvorfra han fik sin inspiration, før han besluttede sig til at begynde for sig selv, i sikker forvisning om, at han kunne udlægge skriften bedre end alle andre. Derefter begyndte han at udgive bladet Zion's Watch Tower Herald of Christ's Presence ('Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Rige') fra og med juli 1879, og det blad 'lever' stadig, selv om gamle Russell næppe ville genkende ret meget af det, det diverterer med i dag! Sagen er jo den, at alle hans 'forudsigelser' slog fejl, og han døde som en skuffet mand i 1916. Efter ham kom der imidlertid en ny og stærk leder, der tog magten fra Russell's gamle medarbejdere, hvorefter han omkalfatrede både det læremæssige og det organisatoriske i den grad, at mange hidtil trofaste tilhængere tog deres gode tøj og gik deres vej. Den nye leder var en snu og lidt grovkornet sydstatsjurist, Joseph Franklin Rutherford, og det var i hans regeringstid, nemlig i 1931, at navnet 'Jehovas Vidner' blev heftet på tilhængerne. Før den tid kaldtes de sædvanligvis 'bibelstudenter', fordi en af deres tidlige foreninger hed 'International Bible Students Association' (Dansk: 'International Forening for Bibelstudium') men det tog sin tid, før det nye navn slog an. Jehovas Vidner hævder selv, at dette er deres rette 'bibelske' navn, men sagen er reelt den, at den sammensatte betegnelse 'Jehovas Vidner' overhovedet ikke forekommer i Bibelen, hverken hos profeten Esajas eller i noget andet skrift. Faktisk er denne betegnelse konstrueret af Rutherford ud fra udsagnet i Esajas 43:12: '"I er mine vidner", lyder det fra Jehova, at jeg er Gud' (efter King James-oversættelsen). Disse ord blev i sin tid henvendt til Israel i det andet hovedafsnit af Esajas' profeti, der pegede hen på hjemkomsten til Israels land fra det babyloniske fangenskab, men det betød ikke, at Israels hjemvendte nation derefter antog navnet 'Jehovas Vidner', og vi finder det heller ikke anvendt i det nye testamente ('de Kristne Græske Skrifter') ; der finder vi derimod udtrykket 'Jesu Vidner' i Åbenbaringen 17:6, men den betegnelse bruger Jehovas Vidner ikke. Navnet 'Jehovas Vidner' anvendes således slet ikke i Bibelen.

Men for at vende tilbage til den omtalte bog, så lad os lige se, om den virkelig præsenterer Jehovas Vidner, deres lære og organisation for os på en uhildet måde, så vi får ren besked om det hele? Svaret må blive et klart nej, for selv om den giver os en masse navne og årstal og en generel gennemgang af hele bevægelsens historie, så kan det ikke skjules, at den er aldeles enøjet! Hele fremstillingen virker forskønnende, nærmest glansbilledagtig, ganske som de farvestrålende og reklameagtige illustrationer, der pryder de første kapitler, og som svarer til dem, der nu anvendes i bevægelsens blade og andre skrifter. Prøv engang at betragte den glatfriserede filmhelt på side 23!

Det billede skal forestille Jesus, den stærke og snilde tekton, tømrer eller bygningshåndværker fra Nazaret, der i mange af sine lignelser og taler demonstrerede, at han kunne grundfæste huse på klippen i stedet for på sand, han vidste, hvordan man nedlagde en hjørnesten, hans stærke hænder havde sikkert ofte håndteret bygmesterens hammer og mejsel, når stenblokke skulle tilpasses, så alt var i lod og vage - dette billede er næppe en god repræsentation af Guds søn i hans jordiske skikkelse. Det er fortegnet, idealiseret, akkurat som historien i bogen er - det er uægte skønmaleri altsammen, til skade for læserne, der tror de får den sande historie.

Blandt illustrationerne bedes man også lægge mærke til den på side 31, der er et rent falsum, og billedteksten med: sagen er nemlig den, at der aldeles ikke var noget 'centralt styrende råd' i Jerusalem, der kunne sidde mageligt og drøfte tingene .... som det skal give sig udseende af her. Hvad man åbenbart har gjort, er at man har tegnet et ældsteråd, som de findes i alle vidnernes menigheder i dag, og så givet dem datidens klædedragt på og placeret dem i noget, der kunne ligne en hvælvet stenbygning fra oldtiden! Men det er det rene og pure falskneri! Dette skal vi se på senere, i forbindelse med apostelmenighedens styreform. Efter de første kapitler går man over til fotografiske illustrationer, og der er rigtig mange af dem, så mange, at en del 'læsere' nok nøjes med at betragte billederne, der iøvrigt er ganske gode og interessante - men teksten forbliver et skønmaleeri hele vejen ud, det ændrer sig ikke. Hele værket virker næsten, som om det er tilrettelagt og udarbejdet af en flok moderne amerikanske reklameeksperter, og det er nok ikke helt galt - hvis der er nogen, der forstår at slå på tromme for sig selv, så er det vidnerne. - Matt. 6: 1,2.

Men hvis denne bog, der nærmest må betragtes som vidnernes stærkeste partsindlæg i sagen, ikke fortæller os den usminkede historie om Jehovas Vidner, hvordan får man så fat i de 'korrekte' oplysninger? Som alle ved, kan en sag jo ses fra mindst to sider, så hvis man afbalancerer sin læsning af bevægelsens 'officielle' historie med det, som saglige kritikere har at fremføre, burde man kunne nå et rimeligt resultat. Til disse kritikere må vi regne lærde teologer fra de trossamfund, som har taget til genmæle mod vidnernes angreb, og de er ikke så få endda. Desværre er deres gensvar ofte noget farvede af deres egne dogmer, og de er ikke alle lige nøjagtige i deres fremstilling. Desuden må vi naturligvis medtage de snart utallige eks-vidner, der har skrevet bøger eller småskrifter om deres oplevelser inden for organisationen og deres erfaringer med at forlade den. Mange af disse har dannet såkaldte 'støttegrupper', der har sat sig for at hjælpe andre, der har forladt vidnebevægelsen, og nogle af dem udgiver en slags medlemsblade, hvori de bringer oplysninger til de interesserede. Der findes vist nok sådanne grupper i alle de skandinaviske lande, her i landet er der vist en 2-3 stykker.

Der findes dog andre og mere koncentrerede hjælpemidler, nemlig en del udmærkede bøger, der er blevet udgivet af kyndige eksvidner, der jo har den fordel, at de kender det hele indefra. En sådan bog er værket Apocalypse Delayed fra 1985, der er forfattet af en nu pensioneret canadisk historieprofessor, M. James Penton, der selv var 'født' ind i bevægelsen og tjente den trofast, indtil han også opdagede, at der var noget helt galt i 'organisationen', og det helt øverst i topledelsen. Da hans forsøg på at få dem til at tage mod fornuft slog fejl, forlod han bevægelsen og begyndte skrive imod den og om bibelske emner, og hans ovennævnte bog er en komplet historisk oversigt over hele udviklingen fra de allerførste år og helt op til nutiden. Denne bog er et sobert, velskrevet og veldokumenteret modstykke til vidnernes egen historie. Vil man endelig læse den 'officielle' udgave, bør man konferere den grundigt med Pentons aldeles udmærkede værk, der vist nok kun findes på engelsk.

Der er også et par andre værker, der påkalder sig opmærksomheden, og det af ganske særlige grunde, fordi de er skrevet af et eks-vidne, der nåede meget højt op i vidnernes hierarki. Denne forfatter, Raymond Franz, er nevø af Vagttårnets velkendte 'grå eminence', nu afdøde Frederick W. Franz, der i mange år var vidnernes vigtigste bibelfortolker og en tid lang var 'vicepræsident' og sidenhen 'præsident' for Vagttårnsselskabet. Raymond Franz var først en tid lang missionær, men blev så hentet til hovedkvarteret, hvor han havnede i redaktionen, idet han kom til at redigere bevægelsens store bibelleksikon, Aid to Bible Understanding (1969-71 der fra 1988 hedder Insight on the Scriptures, på dansk Indsigt i den hellige Skrift (1997)). Under arbejdet hermed blev han klar over, at bevægelsens kronologiske udregninger ikke holdt stik, og da han ærligt og oprigtigt søgte at overbevise sine medarbejdere og trosfæller i ledelsen herom, blev han bortvist fra hovedsædet og senere udstødt helt af menigheden. Han skrev så bogen Samvittighedskrise (1985; dansk udgave 1991), og efter den et endnu større værk, In Search of Christian Freedom (1991; foreligger ikke på dansk). I begge disse værker gør han brug af sin helt exceptionelle viden om det, der foregår i toppen af hierarkiet, helt inde bag de allerinderste kulisser, og de afsløringer, han fremkommer med kunne ingen anden have bragt frem i lyset. Han samarbejder nu med andre eks-vidner, der også nåede langt inden for bevægelsen, inden de forlod den, og man kan sikkert vente sig endnu mere fra hans pen i fremtiden.

I de følgende afsnit om Jehovas Vidner vil disse værker blive anvendt som kilder, sammen med anden relevant litteratur, idet dog Bibelen selv vil være den helt altafgørende målestok for alle lærepunkter, både vidnernes og andres. Hvor intet andet anføres, vil vidnernes egen bibeludgave, den såkaldte Ny Verden Oversættelse, blive anvendt, men der vil også blive gjort brug af andre moderne bibeludgaver.