JEHOVAS VIDNER årsag til SAMVITTIGHEDSKRISE

Tidligere medlem af Jehovas Vidners
Styrende Råd afslører sandheden om
dette trossamfund.

Eksklusivt indlæg til det danske folk
du kan få et indblik om bag vagttårnsforhænget,
idet vi her præsenterer dig for et uddrag af
Raymond Franz' bog:

SAMVITTIGHEDSKRISE:

Kapitel 1

SAMVITTIGHEDENS PRIS

MORALSKE UDFORDRINGER møder vi alle, hvad enten vi vil eller ej - ingen af os kan undgå disse bittersøde oplevelser, der kan berige vort liv eller forarme det, og som kan være prøvestenen for vort forhold til dem, som kender os. Det hele afhænger af vor reaktion på udfordringen - vi må vælge, selv om det til tider kan være svært.

Vi kan naturligvis foretrække at omgive vor samvittighed med en kokon af selvtilfredshed, så vi passivt lader stå til, idet vi beskytter vore inderste følelser mod alt, hvad der kunne forstyrre dem. Når der så opstår problemer, så kan vi undlade at tage stilling til dem og i stedet sige som så: "Det her holder jeg mig udenfor - selv om det berører andre og måske sårer dem, så kommer det ikke mig ved!" Der er nogen, der indtager en sådan"afventende" holdning hele livet. Men når alt er sagt og gjort, og livet nærmer sig sin afslutning, så må det trods alt være mere tilfredsstillende for dem, der havde sine meningers mod, end for dem, der altid veg tilbage fra ansvaret.

Til tider kunne man ligefrem tro, at folk med stærke overbevisninger er ved at dø ud, at de er et fænomen fra fortiden, der nu næsten er forsvundet. De fleste af os har rimeligt let ved at følge samvittighedens bud, så længe der ikke står for meget på spil; men når der står meget på spil, når omkostningerne er høje, så kan det være svært at følge sin samvittighed, at bedømme tingene rigtigt moralsk set og at tage følgerne. Når prisen er høj, står vi på moralens skillevej - så står vi overfor en ægte krisesituation.

Denne bog handler om sådanne kriser og om nogle menneskers måde at løse dem på - og virkningerne heraf på deres liv.

Det skal indrømmes, at det, bogens personer har været udsat for, langt fra er så dramatisk som f.eks. kætterprocessen mod John Wycliffe, den rænkefulde jagt fra land til land på William Tyndale eller Miguel Servetos rædselsfulde død på bålet. De kampe og lidelser, bogens personer er udsat for, er ikke desto mindre lige så intense på deres måde. Kun få af dem formår at udtrykke deres synspunkter på samme veltalende måde som Luther, skønt deres standpunkt er meget lig hans, da han sagde til de 70 mænd, der dømte ham:

"Dersom jeg ikke overbevises af Vidnesbyrd fra Skriften eller af klare Grunde, kan jeg ikke vige. Thi jeg tror hverken på Pavens eller Kirkemødernes Ufejlbarhed, eftersom det er aabenlyst, at de ofte har taget fejl og modsagt sig selv. Jeg er blevet overbevist at de Skriftsteder, jeg har nævnt, og min Samvittighed er bundet til Guds Ord. Jeg kan ikke og vil ikke tilbagekalde noget, thi det er farligt og urigtigt at handle imod sin Samvittighed. Gud hjælpe mig. Amen." 1

For mere end 1900 år siden, længe før nogle af disse mennesker levede, blev apostlene Peter og Johannes stillet ansigt til ansigt med næsten det samme problem, da de blev stævnet for en domstol bestående af de mest respekterede medlemmer af det religiøse samfund, de havde tilhørt hele deres liv, og de stod frem og sagde frimodigt:

"Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt." 2

De mennesker, jeg skriver om, hører til blandt mine nærmeste venner, og de har tilhørt trossamfundet Jehovas Vidner. Meget tyder på, at deres oplevelser på ingen måde er enestående, og at der indenfor mange andre trosretninger findes mennesker, der slås med lignende samvittighedsspørgsmål. De står overfor det samme problem som Peter og Johannes og flere andre efter dem, nemlig: kampen for at holde fast ved sin personlige overbevisning under pres fra religiøse autoriteter.

Det er for mange et følelsesmæssigt tovtrækkeri. På den ene side vil de helst undsige den menneskelige autoritet, der har lagt sig mellem dem og deres Skaber, vrage religiøs dogmatisme, lovtrældom og blind autotitetstro, for i stedet at holde sig til læren om, at Jesus Kristus og ikke et menneskeskabt, religiøst råd er "hver mands hoved". 3 På den anden side risikerer de derved at måtte sige farvel til livslange venskaber, at opleve at familiebånd bliver skåret over, og at måtte afskrive sig flere generationers religiøs arv. Ved en sådan skillevej er der ingen lette løsninger.

Det er derfor ikke blot "en storm i et glas vand" eller et større stridsspørgsmål i et mindre trossamfund, der her er tale om. Selv om kun få personer er direkte involveret, så tror jeg, at ethvert menneske kan drage fordel af at læse denne bertening, for det er et stridsspørgsmål af vital interesse, som gennem tiden tit og ofte har forårsaget alvorlige samvittighedskriser hos mange. Det drejer sig om friheden til at søge sandheden uden snærende bånd og om retten til at have et personligt forhold til Gud og hans Søn uden præstelig indblanding fra menneskelige autoriteter. Medens det meste af det her beskrevne overfladisk set synes at være møntet på Jehovas vidners organisation, berører de grundlæggende, principielle spørgsmål i virkeligheden alle, der kalder sig kristne.

Nogle af de mennesker, jeg kender, har måttet betale en høj pris for at holde fast ved deres overbevisning om, at "det er farligt og urigtigt at handle imod sin Samvittighed". Som et resultat af en religiøs proces finder de sig pludselig adskilt fra deres familie - afskåret fra forældre, sønner og døtre, brødre og søstre, ja, selv bedsteforældre eller børnebørn. De kan ikke længere nyde samværet med dem, der har været deres venner hele livet, og som de holder meget af, for hvis deres venner bliver ved med at komme sammen med dem, risikerer de selv at blive udsat for den samme proces. De må se på, at deres gode navn og rygte, som de har været et helt liv om at opbygge, svines til, og de bliver berøvet enhver mulighed for at have positiv indflydelse på de mennesker, de kender allerbedst i deres samfund, i deres land, i hele verden. Materielle tab, ja, selv fysisk mishandling og tortur, kan være lettere at klare end den slags behandling.

Hvad kan bevæge et menneske til at løbe en sådan risiko? Hvor mange ville gøre det i dag? Der findes selvfølgelig altid mennesker, der på grund af hårdnakket stolthed, begær efter materiel vinding, magt, prestige, en fremtrædende stilling eller endog sanselige nydelser, er villige til at udsætte sig for sådanne ting. Men når alt tyder på, at det er lige det modsatte, de kan vente sig - hvad er det så, der driver dem?

Det, der er sket blandt Jehovas vidner, giver et usædvanligt og tankevækkende indblik i den menneskelige natur. For udover de mennesker, der er villige til at se en udstødelse i øjnene for at bevare en god samvittighed, hvad så med det langt større antal, der føler sig forpligtet til at støtte en sådan udstødelse og dermed acceptere, at familiebånd og mangeårige venskaber bliver brudt? Der er ingen tvivl om disse menneskers oprigtighed, eller at de er kede af at skulle udføre, hvad de anser for en nødvendig religiøs pligt. Men hvilken overbevisning og hvilke ræsonnementer motiverer dem da?

Det er værd at lægge mærke til, at de involverede personer ikke er yderliggående elementer indenfor Jehovas vidner, men mennesker der har været tilsluttet organisationen i tyve, tredive, fyrre, ja, måske flere år. Fremtrædende medlemmer af Jehovas vidners internationale hovedkvarters stab i Brooklyn, New York; mænd, der har fungeret som rejsende tilsynsførende eller ældste; kvinder, der har været mange år i missionærtjenesten. Da de i sin tid blev Jehovas vidner, opgav de tit venskaber med personer af en anden tro, fordi sådanne forbindelser ikke er velsete indenfor vidnerne. Herefter var deres eneste venner at finde indenfor den samme tro. Deres liv blev bygget op omkring de mål, organisationen satte; ligesom de lod den bestemme, hvilken uddannelse eller hvilket arbejde de skulle vælge. Deres "investering" var kolossal, det dyrebareste de ejede. Og nu måtte de se alt dette gå tabt, miste enhver værdi på nogle få timer.

Jeg finder det besynderligt, at meget af den værste undertrykkelse af personlig frihed i vor tid kommer fra religiøse grupper, der engang udmærkede sig som forsvarere for menneskers ret til at følge deres samvittighed.

For at illustrere dette vil jeg i det følgende beskrive, hvad der indenfor samme år hændte tre mænd, alle ansete lærere indenfor deres trossamfund:

Én skrev i løbet af ti år bøger og holdt foredrag, hvori han angreb selve grundlaget for sin kirkes autoritære opbygning.

En anden holdt et foredrag for et tusindtalligt publikum, hvor han satte spørgsmålstegn ved sin kirkes lære om et nøgleår og dette års betydning for opfyldelsen af Bibelens profetier.

Den tredje derimod udtalte sig ikke offentligt. Kun overfor sine allernærmeste venner gav han udtryk for divergerende synspunkter angående visse lærepunkter.

Ikke desto mindre var graden af de respektive trossamfunds sanktioner mod disse mænd omvendt proportionale med omfanget af deres handlinger; den største strenghed blev udvist, hvor man mindst havde ventet det.

Den første person er Hans Küng, romersk-katolsk præst og professor ved Tübingen universitet i Vesttyskland. Efter i ti år at have givet sin kritik til kende og herunder benægtet dogmet om pavens og biskoppernes ufejlbarlighed, behandlede selve Vatikanet hans sag, og i 1980 fratog man ham hans status som katolsk teolog. Han er dog stadig præst og en af de ledende skikkelser indenfor universitetets økumeniske forskningscenter. Selv kommende præster kan gå til hans forelæsninger, uden at de derved udsætter sig for kirketugt. 4

Den anden er den australskfødte professor Desmond Ford, der er syvendedagsadventist. I en tale han holdt for ca. tusind adventister på et californisk universitet, satte han spørgsmålstegn ved et af adventisternes kardinalpunkter, nemlig året 1844, hvilket førte til en kirkelig høring. Man bevilgede ham seks måneders orlov, for at han kunne forberede sit forsvar; og i 1980 mødtes han med ét hundrede repræsentanter for kirken, der hørte på hans vidnesbyrd i halvtreds timer. Adventkirkens embedsmænd besluttede herefter at afsætte ham fra hans lærepost og fratage ham hans status som præst. Han er dog ikke blevet udstødt eller udelukket fra sin kirke, skønt han har offentliggjort sine synspunkter og fortsætter med at tale om dem i adventistkredse. 5

Den tredje er Edward Dunlap, som i mange år var administrator ved Jehovas vidners eneste missionærskole, "Watchtower Bible Scool of Gilead". Tillige en af hovedkræfterne bag organisationens bibelordbog, Aid to Bible Understanding [dansk: Hjælp til forståelse af Bibelen], og forfatter til Selskabets eneste rigtige bibelkommentar, Commentary on the Letter of James [Kommentar til Jakobs brev]. Sine divergerende meninger angående visse lærepunkter udtrykte han kun overfor sine allernærmeste venner. I foråret 1980 blev han indkaldt til et lukket møde med et udvalg på fem mænd, ingen af dem medlemmer af organisationens Styrende Råd, hvor han i nogle timer blev forhørt om sine synspunkter. Efter at have været tilknyttet organisationen i over fyrretyve år blev han frataget sit arbejde og sit hjem på det internationale hovedkontor og udstødt af organisationen.

Således viste det sig, at det trossamfund, der for mange havde stået som det mest autoritære, var det, der udviste den største tolerance. Hvorimod den organisation, der havde fremhævet sig selv som forkæmper for religions og talefrihed, udviste den mindste.

Heri ligger der et paradoks. Til trods for at vidnerne meget ihærdigt besøger folk ved dørene, er det kun ganske få, der ved andet om dem, end at de nægter at modtage blodtransfusion, ikke vil hilse flaget eller andre symboler, nægter militærtjeneste og deltagelse i politisk virksomhed. Men de, der kender noget til kampen for frihed i amerikanske retssale, ved, at Jehovas vidner har ført omkring 50 sager helt op til De Forenede Staters Højesteret, alle for friheden til at følge sin samvittighed, herunder også retten til at forkynde for andre på trods af modstand og misbilligelse. I lande hvor forfatningen giver denne samvittighedsfrihed, kan de uhindret benytte sig af disse rettigheder. I andre lande har de været genstand for svære forfølgelser i form af arrestationer, fængsling, mobning, prygling og forbud mod deres forkyndelse og litteratur.

Hvordan kan det da være, at hvis nogen blandt Jehovas vidner i dag giver udtryk for divergerende opfattelser angående organisationens lære, kan de næsten være sikre på at blive udsat for religiøs retsforfølgelse med udstødelse til følge, med mindre de da trækker deres ord tilbage? Hvordan kan de, der praktiserer disse metoder, give en fornuftig forklaring på en så åbenlys selvmodsigende holdning? Det vil være naturligt at spørge, om Jehovas vidner udholder forfølgelse og mishandling fra deres modstanderes side, udelukkende fordi de anser det for at være af vital betydning for deres samvittighed eller om de gør det af ren og skær angst for at overtræde deres organisations lærepunkter, hvilket de ved kan medføre alvorlige disciplinære konsekvenser for dem.

Nogle vil sikkert sige, at problemet ikke er helt så enkelt, som det fremstilles her, at der er andre, mere afgørende faktorer at tage hensyn til. Er det ikke nødvendigt med religiøs enhed og orden? Er det ikke nødvendigt med beskyttelse mod mennesker, der spreder falsk, splittende og ødelæggende lære? Er det ikke nødvendigt med tilbørlig respekt for autoritet?

At ignorere disse faktorer ville være tegn på en højst urealistisk indstilling til tingene.

Kan frihed, hvis den misbruges, ikke føre til uansvarlighed og forvirring, måske endda ende i anarki? Tålmodighed og tolerance kan ligeledes vise sig kun at være en undskyldning for ubeslutsomhed og uvirksomhed og en sænkning af det moralske niveau. Selv kærlighed kan vise sig at være ren og skær sentimentalitet, afsporede følelser, der negligerer de egentlige behov og dermed fører til sorg og ulykke. Alt dette er sandt, og det er, hvad de, der i kraft af religiøs autoritet ønsker at beherske andres samvittighed, fokuserer på.

Hvad bliver imidlertid konsekvensen, hvis åndelig "ledelse" udvikler sig til mentalt herredømme, ja, endog åndeligt tyranni? Hvad sker der, hvis den så ønskværdige enhed og orden søges opnået gennem krav om organisatorisk ensretning og ved et regimente, der bygger på paragrafrytteri? Hvad bliver resultatet, når tilbørlig respekt for autoritet forvandles til blind lydighed og krybende underdanighed, så man helt opgiver sit personlige ansvar ind for Gud til at træffe sine egne afgørelser, dikteret af ens egen samvittighed?

Disse aspekter må tages i betragtning for ikke at give et falsk og fordrejet billede. I resten af denne bog vil jeg forsøge at belyse disse problemers indvirkning på menneskelige forhold, belyse ensidige personers usædvanlige indstilling og handlemåde og de yderligheder, de vil gå til, for at opretholde deres ensidige syn på sagen.

Det er min mening, at forståelse af disse ting også kan føre til forståelse af de egentlige stridsspørgsmål på Jesu og apostlenes tid, og af hvordan og hvorfor der på så relativ kort tid og på så underfundig måde kom afvigelser ind i deres lære. Læsere fra andre religiøse retninger, der kunne fristes til hurtigt at dømme Jehovas vidner, gjorde måske klogt i først at se nærmere på deres eget religiøse tilhørsforhold i lyset af de holdninger og den adfærd, der her lægges for dagen.

For at få svar på de rejste spørgsmål er det nødvendigt at gå bagom enkeltpersonerne i organisationens indercirkel, sætte sig ind i deres lære og kontrolsystem, og finde ud af på hvilket grundlag lederne kommer frem til deres afgørelser og erklærede fremgangsmåde samt i nogen udstrækning at undersøge organisationens historie og oprindelse. Vore konklusioner kan forhåbentlig hjælpe til at afsløre de egentlige grunde til den religiøse uro, og vise hvad der er nødvendigt, for at de, der prøver på at være oprigtige Kristi efterfølgere, kan leve i fred og enhed.

Noter:

1: Dette var de afsluttende ord i Luthers forsvarstale ved Rigsdagen i Worms, Tyskland, i april 1521. (Niels Nøjgaard: MARTIN LUTHER, 1943, side 145.)

2: Apostelgerninger 4:19,20, Ny Verden-oversættelsen, udgivet af Vagttårnsselskabet, dansk 1985, herefter forkortet til NV- overs.

3: 1 Korinther 11:3, NV-overs.

4: Overværelse af disse forelæsninger regnes dog ikke med som en del af studiet.

5: 1982 fortalte Desmond Ford under en privat samtale i Chattanooga, Tennessee, at over 120 præster i syvendedagsadventisternes kirke indtil da havde trukket sig tilbage eller var blevet fradømt kjole og krave, fordi de ikke kunne støtte visse lærepunkter eller deres kirkes seneste sanktioner.

Kapitel 6

DOBBELTMORAL

""På Moses' lærestol sidder de skriftkloge og
farisæerne. Ret jer efter, hvad de siger,
og overhold det; men ret jer ikke efter,
hvad de gør. For nok taler de om det, men
de gør det ikke."

Mattæus 23:2,3; Seidelin.

Der er mange lødige og nyttige artikler i Vagttårnsselskabets publikationer. Ofte finder man artikler, der støtter troen på en Skaber, tilskynder til et sundt familieliv, formaner til ærlighed, lægger vægt på betydningen af ydmyghed og andre dyder og gør det med Skriften som grundlag. Andre artikler taler stærkt imod religiøst bedrag og hykleri. Se f.eks. det uddrag af en Vagttårns-artikel, der gengives på næste side.

 

Sålænge Vagttårnsselskabet har eksisteret, har det aldrig nogensinde gjort sig skyldig i at "se gennem fingre med" eller ligefrem retfærdiggøre den urette adfærd og overtrædelse af Guds retfærdige normer fra forskellige religiøse organisationers og deres lederes side. Over hele verden har Vagttårnets publikationer ført an med tydeligt og klart at gøre opmærksom på enhver uredelig handling eller tegn på hykleri indenfor disse organisationer. De har peget på parallellen mellem sådanne religiøse lederes vildførelse og farisæernes bedrag på Jesu tid. De har gjort rede for deres egen erklærede indstilling, nemlig streng overholdelse af retfærdige normer, moralsk uangribelighed og en retskaffen og ærlig handlemåde i enhver henseende.

Det var lige nøjagtig dette, som medførte, at visse oplysninger, der kom frem, medens vi diskuterede spørgsmålet om alternativ tjeneste inden for Det Styrende Råd, vakte stor bekymring hos mig. Oplysningerne kom fra Mexico. Men hvor chokerende disse oplysninger end var, så fandt jeg det langt mere foruroligende at blive konfronteret med den skarpe kontrast mellem organisationens standpunkt overfor dette land og så det standpunkt, den havde indtaget overfor et helt andet land nemlig Malawi (tidl. Nyasaland) i Østafrika.

For at forstå dette er det nødvendigt at kende noget til baggrunden. I 1964 startede en bølge af forfølgelse og vold mod Jehovas vidner i Malawi i en målestok næsten uden sidestykke i moderne tid. Gentagne gange i løbet af årene 1964, 1967, 1972 og 1975 blev vidnerne over hele landet udsat for ondskabsfulde og brutale overgreb fra ophidsede menneskemassers side. Ved det første angreb i 1964 måtte 1081 malawiske familier se deres hjem blive brændt ned eller på anden måde raseret og 588 marker med afgrøde ødelagt. Ved angrebsbølgen i 1967 rapporterede vidnerne, at over ét tusind af deres kvinder var blevet voldtaget. En mor blev skændet af seks forskellige mænd og hendes trettenårige datter af tre mænd. Over fyrre kvinder aborterede som følge af disse overgreb. Under hver voldsbølge fandt der prygling, tortur, ja, selv mord, sted, uden at myndighederne greb ind, og det hele tiltog i en sådan grad, at tusinder af familier til sidst flygtede fra deres hjem og marker til nabolandene. I 1972 blev det officielt anslået, at 8.975 personer var flygtet til Zambia og 11.600 til Mozambique. Når volden stilnede af, flyttede familierne lidt efter lidt tilbage til deres hjemland. Men så satte en ny bølge ind og tvang dem til at flygte igen. Oven i denne tragedie kom så rapporter fra lejrene om, at små børn døde af mangel på medicin og lægebehandling. 118

Hvad var den dybere årsag til disse tilbagevendende voldsbølger? Dette, at Jehovas vidner nægtede at anskaffe sig et medlemskort til det regerende politiske parti. Malawi er en ét-parti stat, regeret af Det malawiske Kongresparti gennem dets leder, dr. H.Kamuzu Banda, som er "præsident på livstid" i landet. Jehovas vidner, som spurgte Selskabets afdelingskontor, fik den besked, at hvis de købte et sådant medlemskort, ville det være at bryde deres kristne neutralitet, et kompromis, og dermed det samme som troløshed mod Gud. Hovedkvarterets organisation støttede afdelingens holdning, der blev fremstillet detaljeret i Vagttårnsselskabets publikationer. Langt de fleste af Malawis vidner holdt fast ved denne indstilling på trods af den enorme pris, som det kostede dem selv.

Den brutale handlemåde overfor disse forsvarsløse mennesker i Malawi kan aldrig retfærdiggøres. Der hersker ingen tvivl i mit sind om det. Regeringen og partifunktionærerne var fast besluttede på, at for at opnå en total indordning under deres politik skulle alle mennesker i staten besidde et partikort som et håndgribeligt bevis på deres loyalitet mod den herskende struktur. De metoder, der blev benyttet for at nå dette mål, var både amoralske og kriminelle.

Der er imidlertid alvorlig tvivl i mit sind med hensyn til den holdning, Vagttårnets hovedkontor indtog, og som blev støttet af det centrale hovedkvarter i Brooklyn. Der er en række grunde til denne tvivl.

I 1975 fik jeg til opgave at skrive om de seneste voldskampagner mod de malawiske vidner. For at forklare hvorfor Jehovas vidner betragtede det som en så alvorlig sag at besidde et partikort, henviste jeg til nogle tidligere offentliggjorte informationer, der præsenterede nogle historiske kendsgerninger og drog en parallel mellem vidnerne i Malawi og de kristne i det første århundrede, der nægtede at brænde så meget som det mindste gran røgelse på et alter som offer til den romerske kejsers "genius". 119 Da jeg skrev artiklen, følte jeg mig usikker var denne parallel nu også fuldstændig korrekt? Der var ingen tvivl om, at det at brænde røgelse på et alter blev betragtet som en form for tilbedelse. Men var det lige så indlysende, at anskaffelsen af et partikort var en slags tilbedelse? Jeg kunne faktisk ikke finde noget afgørende argument, der pegede i den retning. Jamen, var det så en krænkelse af den kristne neutralitet, et brud på den kristnes integritet over for Gud?

Jeg kan ikke påstå, at jeg på det tidspunkt havde dannet mig et krystalklart billede af spørgsmålet og er den dag i dag heller ikke fuldstændig sikker på dette punkt. Men jeg begyndte at spekulere på, hvor solidt et grundlag organisationens Styrende Råd, som jeg nu var medlem af, egentlig havde for så sikkert og ubøjeligt at fordømme anskaffelse af et sådant kort som en utro handling mod Gud.

Det, man hængte sig i, var, at kortet var "politisk" og repræsenterede medlemskab af et "politisk" parti. For mange mennesker er ordet "politisk" uløseligt forbundet med noget dårligt, og især Jehovas vidner har denne opfattelse. Korrupte politikere har i århundredernes løb bidraget til det indtryk af noget usmageligt, ordet i dag indgiver én. Det samme kan imidlertid siges om ordet "hellig", der tit får én til at tænke på skinhellighed og forstillelse som følge af visse religiøse menneskers hykleri. I virkeligheden er betydningen, når man taler om en "hellig" person: én, der nærer skyldig ærefrygt og oprigtig hengivenhed for Gud; dette er den grundlæggende betydning. På samme måde har ordet "politisk" denne grundlæggende betydning:

"En regerings fastlagte eller lovmæssige system eller administration; Interesse i statsanliggender eller nationale målsætninger; hørende til statsligt styre til forskel fra kommunalt styre; noget der omhandler politik eller ledelse; kort sagt: politiske partier." 120

Jeg vidste, at ordet "politik" og "politisk" stammede fra det græske ord polis, der helt enkelt betyder en by. Det græske ord politês betyder en "borger", og adjektivet politikos betyder "af borgerne, af staten". Vi har fået disse udtryk gennem latinen, og det latinske udtryk politia betyder simpelthen "borgerskab, regering, administration". Ord som "politi" og "police" stammer fra samme kilde.

Det er helt indlysende, at alle regeringer er politiske i den grundlæggende betydning af ordet. Hver eneste regering på jorden er en politisk enhed; ethvert folk organiseret under en eller anden styreform er en "statsorden" eller "stat" (engelsk: "polity", der stammer fra det græske politeia). At være borger i et land er at være medlem af en politisk stat, idet man nyder godt af goderne og er med til at bære de ansvarsbyrder, dette medlemskab medfører. Grænserne for, hvor langt man vil gå for at underkast sig kravene fra en sådan politisk stat, kan naturligvis variere; men medlemskabet er stadig en kendsgerning.

Det er om sådanne politiske stater og deres regenter, apostlen Paulus skriver i Romerbrevet, det trettende kapitel, og han formaner de kristne til at være lydige mod disse som overfor "Guds tjener" eller "redskab". Det er sandt, at politiske aktiviteter kan blive korrupte og der er ingen tvivl om, at den politiske stat, Romerriget, blev utrolig korrupt. Det er dog ikke ensbetydende med, at alt, hvad der har med politik at gøre, er uløseligt forbundet med noget ondt. Det beviser heller ikke, at statsborgerskab i et land medlemskab af en politisk stat eller nation er uløseligt forbundet med noget dårligt. Det er hovedsageligt de politiske partier, der i deres kappestrid om at opnå størst mulig magt er ansvarlige for den nye, underordnede (ikke den grundlæggende eller fundamentale) betydning, ordet "politik" har fået som: "udtænkning af intriger og rænkespil, af dem der søger at opnå personlig magt, ære, position m.v." Den slags er ondt, men derfor er ikke nødvendigvis alt med forbindelse til politik ondt, for i verdslig forstand ville mangel på politisk aktivitet være det samme som mangel på ledelse.

Hvilket fører frem til den næste årsag til min tvivl. Jeg kan sagtens forstå, at en person måske af samvittighedsgrunde ønsker at holde sig udenfor de politiske stridigheder og den voldsomme konkurrence, der almindeligvis karakteriserer parti-politik. En af de faktorer, der fik mig til at tænke alvorligt over situationen i Malawi, var imidlertid, at det var, og er, en ét-parti stat. Det malawiske Kongresparti er det regerende parti i landet, og andre partier er ikke tilladt. Partiet er derfor faktisk ensbetydende med regeringen selv, "den højere myndighed". Hvis en person kan være statsborger og som følge deraf medlem af et politisk samfund uden at krænke sin integritet overfor Gud hvor er så beviserne for, at man ved at være lydig mod regeringens bud (som kom fra statens øverste instans), om at enhver skulle anskaffe sig et medlemskort til det regerende parti dermed krænkede sin integritet overfor Gud? Jeg spekulerede dengang på, og gør det for så vidt endnu, hvor stor forskellen egentlig var i dette tilfælde.

Mest af alt spørger jeg mig selv, hvordan situationen ville have været på bibelsk tid, om Abraham, Daniel eller Jesus og hans apostle ville have betragtet lydighed mod sådanne regeringskrav på samme måde som organisationen? Indrømmet: der var ikke i Malawi vedtaget en egentlig lov om anskaffelsen af dette kort; men mon Jesus Kristus ville have anset en sådan teknisk formalitet for afgørende, når myndighedernes krav nu var blevet bekendtgjort overalt i landet? 121 Hvordan ville de kristne i det første århundrede have set på sagen i lyset af apostelens tilskyndelse: "Giv alle hvad der tilkommer dem, ham [der kræver] skat, skat; ham [der kræver] afgift, afgift; ham [der kræver] frygt, frygt; ham [der kræver] ære, ære"? 122

Nogle vil sikkert, dengang som nu, fordømme det at bøje sig for sådanne forlangender som "at gå på akkord" eller "være slap" over for de politiske myndigheders krav. Men jeg er overbevist om, at der på Jesu tid var mange oprigtige jøder, der følte det lige så afskyeligt at give efter for krav fra en af det forhadte romerske imperiums officerer, om at man skulle bære hans oppakning en milsvej; de ville hellere have tålt en straf eller mishandling end at adlyde. Men alligevel sagde Jesus, at man skulle bøje sig og gå, ikke bare én mil, men to! 123 For mange af Jesu tilhørere var dette råd sikkert modbydeligt og smagte af krysteragtig overgivelse i stedet for nægtelse af alt samarbejde med de fremmede, hedenske magter.

Til sidst var jeg sikker på én ting: At et standpunkt, jeg skulle støtte eller være med til at offentliggøre, skulle være solidt funderet på Bibelens ord og ikke blot på menneskers, især i betragtning af de alvorlige menneskelige konsekvenser det kunne afstedkomme. Jeg var ikke længere sikker på, at Bibelen fuldstændig klart og utvetydigt støttede den fremgangsmåde, der blev fulgt i Malawi. Jeg kunne godt forstå, at man af samvittighedsgrunde kunne føle sig tilskyndet til at nægte at købe et sådant kort, og hvis det var tilfældet, så skulle man nægte i harmoni med Palus' råd i Romerbrevet, kapitel fjorten, versene 1-3 og 23. 124 Men jeg kunne ikke forstå grunden til, at nogle ville tvinge deres egen samvittighed ned over hovedet på andre i denne sag, eller fremkomme med et standpunkt der skulle følges som en streng regel af andre, især ikke eftersom der hverken i Bibelen eller de faktiske forhold kunne findes nogen særlig støtte herfor.

Læg nu, på baggrund af omstændighederne i Malawi, mærke til de oplysninger, der kom frem under Det Styrende Råds drøftelser om "alternativ tjeneste". Mange af medlemmernes udtalelser angående dette spørgsmål afspejlede den samme strenge, ubøjelige indstilling, som man havde udvist over for de malawiske vidner. Der blev fremsat erklæringer som disse:

"Hvis der bare er den ringeste antydning af kompromis, eller tvivl, bør vi ikke gøre det."

"Kompromis'er må ikke forekomme... Igen må vi gøre det helt klart, at vi må være neutrale; som værende 'ikke en del af verden' må vi holde os fri af verdens fangarme religion, politik og militær og hverken støtte dem direkte eller indirekte, for det er et sådant standpunkt, Jehova vil velsigne. Vi ønsker ingen grå områder; vi ønsker at vide nøjagtigt, hvor vi står som kompromisløse kristne." 125

..."at udføre civilt arbejde i stedet for militærtjeneste er... en stiltiende og indirekte anerkendelse af éns forpligtelse over for "kejserens" krigsmaskine... Det kan derfor ikke kræves af en kristen, at han enten direkte eller indirekte støtter militæret." 126

"Hvis et Jehovas vidne siger til en dommer, at han er villig til at udføre arbejde på et hospital eller lignende, så har han "handlet" med dommeren og brudt sin integritet over for Gud." 127

"At acceptere alternativ civil tjeneste er det samme som at give moralsk støtte til hele ordningen." 128

"Vi bør have en ensartet holdning i hele verden. Vi må være faste i denne sag... Hvis vi gav brødrene denne frihed, ville vi få vanskeligheder... brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært." 129

"Hvis vi giver efter over for "kejseren", bliver der ikke aflagt noget vidnesbyrd." 130

"De, der siger ja til denne erstatningstjeneste, skuldrer ikke deres ansvar."131

Hvad jeg finder mest forbløffende ved det hele er, at på samme tid, som disse stærke, ubøjelige erklæringer blev fremsat, var de, der fremsatte dem, fuldt ud på det rene med situationen i Mexico. Da jeg til hver af medlemmerne af Det Styrende Råd uddelte en kopi af en oversigt over afdelingskontorernes indstillinger til alternativ tjeneste, afleverede jeg samtidig noget materiale fra afdelingskontoret i Mexico. Dette indeholdt et afsnit om et "Idenditets-cartilla for militærtjeneste" ("cartilla" betyder certifikat):

Et "Idenditets-cartilla for militærtjeneste" opnås ved at udføre militærtjeneste i ét år. De, der har et cartilla, er forpligtet til at møde op, når nationen har brug for dem, enten ved en mobilisering af styrkerne eller blot ved en mønstring. (Artiklerne 136-139, side 6).

Men skønt loven forbyder militæret eller ansatte ved sessionsmyndighederne at udstede "cartillas" ved illegale metoder, som f.eks. bestikkelse, gør størsteparten af embedsmændene det alligevel. (Artiklerne 50,51, side 21; artikel 3, side 29; Instruks nr. 1 af 16.sept. 1977, side 2, paragrafferne 3,4.)

Næsten enhver kan under et eller andet påskud undgå militærtjeneste ved at betale en embedsmand for at skrive, at han har været til stede ved den ugentlige instruktion (så det ser ud som om han er mødt regelmæssigt op) og samtidigt betale for at få dokumentet udleveret, behørigt legaliseret. I Mexico er dette meget almindeligt. Den mexicanske regering prøver at få embedsmændene til at stoppe denne praksis med at udlevere beviser for udført militærtjeneste til personer, som ikke har udført en sådan, hvis der ikke er nogen hjemmel i loven for det. Da præsidenten for republikken, Licenciado Jose Lopez Portillo, den 5.maj 1978 deltog i en ceremoni, hvor der blev aflagt troskabsed til flaget, sagde en general før afslutningen til 100.000 indkaldte unge mænd, at "hæren ikke vil tolerere illegale handlinger for at opnå militærtjeneste-'cartilla'." Generalen sagde: "Vi har pålagt os selv det ansvar inden for kort tid at få fjernet den sidste rest af lovløshed i tjenesten, og vi vil til sidst få gennemført, at alle unge mænd må gå til de offentlige sessionmyndigheder for at opnå deres 'cartillas'." (Se "El Heraldo", 6.maj 1978).

Hvordan var Jehovas vidners indstilling til disse "illegale" handlinger i forbindelse med denne lov? Afdelingsudvalgets brev fortsætter:

Unge forkyndere i Mexico har ikke haft nogen vanskeligheder i forbindelse med militærtjeneste. Skønt lovene om militærtjeneste er meget specifikke, bliver de i almindelighed ikke håndhævet særligt strengt. Når en forkynder, der nærmer sig den værnepligtige alder, ikke frivilligt møder op på sessionen, bliver han ikke anmodet om at møde op. De, der har deres "cartilla" og derved er i reserven, er aldrig blevet indkaldt. De behøver kun at komme og få deres "cartilla" stemplet, når de skal overflyttes fra én reserve til en anden; men der er ingen ceremoni forbundet med det; de skal blot møde op på det kontor, der har med stemplingen af deres "cartilla" at gøre. Cartillaet er blevet et identifikations- dokument. Man bruger det ved ansøgning om arbejde, selv om det ikke her er et absolut krav. Det er det derimod, hvis man ønsker at få et pas. Man kan ikke forlade landet uden at være i besiddelse af et "cartilla", med mindre der er givet særlig tilladelse af de militære myndigheder. En forkynder, der ønsker at få et "cartilla", henvender sig til et af sessionskontorerne for at blive registreret og modtager straks sit "cartilla". Det er dog ikke tilstrækkeligt, da det ikke er gyldigt ifølge loven. For at få det gjort gyldigt må man henvende sig til en person med indflydelse eller direkte til en embedsmand. For dette må man betale en vis sum penge (efter hvad der bliver forlangt). På denne måde får forkynderne deres "cartilla", eller i al fald størsteparten af dem har fået det på den måde."

Kort fortalt bliver det krævet af de mænd, der har nået den værnepligtige alder i Mexico, at de over en periode på et år gennemgår en militær uddannelse. Når vedkommende lader sig registrere, modtager han et certifikat eller et "cartilla" med plads til at notere deltagelse i de ugentlige militære instruktionskurser. En hvilken som helst embedsmand gør sig skyldig i en ulovlig og strafbar handling ved at notere på vedkommendes kort, at han har fulgt undervisningen, hvis dette ikke er sandt. Men embedsmændene lader sig bestikke, og det er der mange, der benytter sig af. Ifølge udvalget på afdelingskontoret er dette også almindelig praksis blandt Jehovas vidner i Mexico. Hvorfor? Bemærk, hvad afdelingen siger videre:

"De mexicanske brødres stilling i forbindelse med denne sag blev taget op til overvejelse for år tilbage af Selskabet, og vi har oplysninger, som vi siden har fulgt, når brødrene har henvendt sig til Selskabet for at forhøre sig om disse ting. (Se vedlagte fotokopi)."

Hvad var det for oplysninger, Selskabet havde stillet til rådighed for det mexicanske afdelingskontor, og som de havde benyttet sig af i årevis? Hvordan havde de fået dem? Og hvorledes harmonerede disse oplysninger med den holdning, man havde indtaget i Malawi og med de strenge, ubøjelige udtalelser, fremsat af Det Styrende Råds medlemmer imod "bare den ringeste antydning af kompromis" og imod enhver direkte eller indirekte "moralsk støtte" til militæret?

Jeg tog en tur til Mexico nogle dage før mødet i Det Styrende Råd den 15.november 1978, der resulterede i "dødt løb" på spørgsmålet om den alternative tjeneste. Jeg var blevet bedt om at besøge det mexicanske afdelingskontor og flere andre lande i Mellemamerika. Under mit møde med det mexicanske afdelingskontors udvalg bragte de den praksis på bane, som var beskrevet i deres rapport. De sagde, at mange af vidnerne i Mexico havde fået dårlig samvittighed på grund af den forfærdelige forfølgelse, vidnerne i Malawi havde været udsat for som følge af deres nægtelse af at købe et partikort. De understregede imidlertid, at deres råd til de mexicanske brødre var helt i overensstemmelse med det råd, afdelingskontoret havde fået fra verdenshovedkvarteret. Hvad var så rådet? Det vil sikkert være svært for nogen at forstå, at de virkelig fik et sådant råd; men her er beviserne, fremlagt af afdelingsudvalget. Først dette brev:

4.februar 1960 Nr.123

N. H. Knorr
124 Columbia Hights
Brooklyn 1, New York

Kære broder Knorr:

Der er to spørgsmål, vi gerne vil høre om Selskabets holdning til. Først har vi en sag, hvor faderen til en ung pige er tjener i menigheden. Pigen er gift, og hun og hendes mand er forkyndere og bor hos faderen, som er menighedstjener. Svigersønnen er udstødt på grund af et forhold til en anden kvinde. I løbet af nogle år har han stiftet to familier én med sin retmæssige hustru og søster i sandheden, som han lever sammen med i svigerfaderens hus og på samme tid én med den anden kvinde. Han har naturligvis hele tiden været udstødt. Det, at svigerfaderen har tilladt denne onde mand at blive boende i sit hus sammen med hans datter, har skabt megen uro og splittelse i menigheden, hvor antallet af forkyndere har været dalende igennem årene, og menigheden er i en meget dårlig forfatning. Spørgsmålet er: Har datteren ret til at leve sammen med denne mand? Han er hendes retmæssige ægtemand, det er sandt; men samtidig beholder han den anden familie. Er det rigtigt af svigerfaderen at tillade manden at blive boende i sit hus sammen med hans datter (en søster)? Vi vil gerne høre Selskabets syn på en sådan sag, så vi kan tage affære.

En anden ting, vi slås med, er loven om at deltage i øvelser som en del af det militære træningsprogram. Efter at have "marcheret" et år, får man et kort, der viser, at man har marcheret det år, man skal; og dette kort er ens grunddokument til opnåelse af pas, kørekort og mange andre lovformelige dokumenter. Brødrene ved, at en kristen bør være neutral og derfor ikke kan være med til at marchere. Mange brødre betaler i stedet penge til nogle bestemte embedsmænd, og de skaffer dem så deres marchkort. Er det en rigtig handlemåde? Hvis en broder faktisk "marcherer", har vi den fremgangsmåde, at vi ikke vil udnævne ham til tjener i mindst 3 år, fordi han er gået på kompromis. Men så kan der være en broder, som måske er tjener eller områdetjener og har sit marchkort, som han af og til bruger, når det kræves til visse dokumenter; men han har ikke "marcheret". Hvad er korrekt i denne forbindelse? Det har altid været og er stadig almindelig brugt blandt brødrene at betale et vist beløb for at sikre sig et marchkort, og mange af dem tjener nu som kredstjenere og menighedstjenere. Lever de på en løgn? Eller er det blot en af de ting, vi må affinde os med i dette uhæderlige tingenes system? Skal vi lade det passere, eller skal der gøres noget ved det? Der er så mange uregelmæssigheder i dette land. F.eks. kan man blive stoppet af en politibetjent for en eller anden færdselsforseelse. Han udnytter situationen og afkræver én en mindre bestikkelse på 40 cents. Alle ved, at han ikke har nogen ret til at gøre det; men de giver ham de 5 pesos for at undgå at komme med på stationen og blive pålagt en bøde på 50 pesos og spilde en masse tid. Det er almindelig praksis her i landet. Kan marchkortet betragtes på samme måde? Vi vil sætte pris på at modtage jeres råd angående dette.

Jeres medbrødre i tjenesten for Jehova

Hvad du lige har læst, er en kopi af et brev fra afdelingskontoret i Mexico til Selskabets præsident. Det andet afsnit heri indeholder spørgsmålet om betaling af bestikkelse for at opnå et militært dokument, og afdelingen anmoder om svar på dette. (Kopien er af afdelingens carbon-kopi og har derfor ingen underskrift, som originalen har).

Og hvilket svar fik de så på deres forespørgsel? Selskabets svar kom i et brev på to sider, dateret den 2.juni 1960. Side 2 omhandler det militære spørgsmål, som der blev spurgt om. Det er den side, afdelingsudvalget viste mig med Selskabets råd angående problemet:

La Torre Del Vigia
Calzada Melchor Ocampo No. 71
Mexico 4, D.F.
Mexico

2.juni 1960 (157) side 2

beskrevne kurs ville ikke blive nødvendig. Den væsentligste anstødssten, nemlig mandens ægteskabsbrud, ville være fjernet. Som følge heraf må sagen forklares meget direkte, så den ikke er til at misforstå, for både menighedstjeneren og hans datter. Menighedstjeneren må tage det første skridt i den rigtige retning i menighedens interesse, fordi hans nuværende handlemåde er en annstødssten, dersom han nægter at sætte den svigersøn ud, der har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud og fortsætter med at volde anstød i menigheden og forstyrre dens enhed og fred i hjerte og sind. Hvis han ikke vil følge denne kurs, må han fjernes fra sin stilling som menighedstjener.

Med hensyn til dem, der bliver fritaget for militærtjeneste ved hjælp af en pengetransaktion med de heri implicerede embedsmænd, så er dette på linie med, hvad der praktiseres i andre latinamerikanske lande, hvor brødre har betalt nogle embedsmænd indenfor militæret for at blive fritaget, så de kunne fortsætte med deres teokratiske aktiviteter. Hvis medlemmer af de militære myndigheder er villige til at acceptere en sådan ordning om betaling af gebyr, så påhviler ansvaret disse repræsentanter for de nationale organisationer. De beløb, der bliver betalt, går ikke til militæret, men til de enkeltpersoner der har ansvaret for denne ordning. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at deltage i en sådan ordning for at bevare deres fortsatte frihed, har vi intet at indvende. Hvis de løber ind i vanskeligheder på grund af deres handlemåde, må de være klar over, at vi naturligvis ikke kan tilbyde dem nogen form for hjælp; de må selv klare problemerne. Men hvis arrangementet er gængs hos jer og erkendt af de overordnede, og disse ikke stiller spørgsmål om sagens rette sammenhæng, kan sagen passere, med de fordele det indebærer. Hvis der skulle opstå en militær nødsituation, hvor brødrene bliver konfronteret med deres marchkort, må de træffe en afgørelse, som de ikke kan redde sig ud af ved hjælp af penge. Deres mod vil da blive sat på prøve, og de må stå fuldstændig fast og bevise, at de går ind for kristen neutralitet ved en afgørende prøve.

Jeres trofaste medarbejdere i rigets tjeneste
Watch Tower B.& T.Society
OF PENNSYLVANIA

Selv om afdelingens brev var stilet til præsident Knorr, så var svaret, med Selskabets stempel som underskrift, øjensynlig skrevet af vicepræsident Fred Franz. Som tidligere nævnt benyttede præsident Knorr sig ofte af vicepræsidenten til at udforme Selskabets politik i sådanne sager, og sproget er ret tydeligt vicepræsidentens.

Ja, læg rigtig mærke til sproget i dette brev. Det ville være umagen værd at give sig tid til at gå tilbage og sammenligne med de tidligere citerede udtalelser af medlemmer af Det Styrende Råd, hvor argumenterne i forbindelse med diskussionen om alternativ tjeneste var i et alt andet end finpudset og smukt sprog, men tværtimod ofte var grove og bombastiske.

I dette svar fra Selskabet på det mexicanske spørgsmål undgår man at bruge ordet "bestikkelse" og erstatter det med "pengetransaktion" og "betaling af gebyr". Vægten er lagt på den kendsgerning, at pengene går til enkeltpersoner og ikke til "militæret", hvilket åbenbart skal give indtryk af, at dette på en eller anden måde forskønner "transaktionens" moralske karakter. Brevet taler om, at arrangementet er "gængs" på stedet og siger, at så længe overordnede ikke stiller spørgsmål om "sagens rette sammenhæng", kan den "passere med de fordele, dette indebærer". Det slutter med en bemærkning om at bevare sin integritet i en mulig "afgørende prøve" i fremtiden.

Hvis dette samme svar skulle omskrives til det sprog, der blev benyttet af Det Styrende Råds medlemmer under debatten om alternativ tjeneste, tror jeg, det ville lyde mere hen ad følgende:

Jehovas vidner i andre latinamerikanske lande bruger også at betale bestikkelse til korrupte embedsmænd. Hvis mændene i krigsmaskineriet er villige til at lade sig bestikke, er det deres risiko. Det er i det mindste ikke selve krigsmaskineriet, man betaler til kun til en oberst eller anden embedsmand, der stikker pengene i sin egen lomme. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at "slå en handel af" med nogle embedsmænd, der er "til at tale med", har vi ikke noget imod det. Hvis der bliver ballade, skal de selvfølgelig ikke regne med vores hjælp. Da alle og enhver dernede gør disse ting, og de overordnede ikke gør noget stort nummer ud af de forfalskede dokumenter. så kan alle I på afdelingskontoret også bare vende hovedet den anden vej. Hvis der bliver krig, vil det være tidligt nok at bekymre sig om neutralitetsspørgsmålet.

Jeres trofaste medarbejdere i rigets tjeneste

Det er ikke min mening at være sarkastisk, og jeg tror heller ikke, at hvad jeg her har fremsat indbyder til sarkasme. Det er efter min bedste overbevisning en reel fremstilling af Selskabets råd til det mexicanske afdelingskontor, sat ned i et mere jordnært sprog og fri for formildende omskrivninger et sprog der mere ligner det, der blev brugt ved de omtalte møder i Det Styrende Råd.

En af grundene til, at disse oplysninger virkede så chokerende på mig, var også, at samtidig med at Selskabet gav meddelelse om, at de ikke havde noget imod, at vidnerne i Mexico benyttede sig af bestikkelse for at blive fri for militær uddannelse, tilbragte masser af unge mænd i Den Dominikanske Republik dyrebare år af deres liv i fængsel fordi de nægtede at efterkomme den samme slags indkaldelse til militæret. Leon Glass og hans broder Enrique blev f.eks. dømt to eller tre gange for deres nægtelse og tilbragte sammenlagt ni år af deres unge liv i fængsel. Selskabets præsident og vicepræsident besøgte Den Dominikanske Republik i de år, og de aflagde endda besøg i det fængsel, hvor mange af disse unge mænd sad. Hvordan de kunne være bekendt med disse dominikanske vidners situation og så samtidig praktisere en sådan dobbeltmoral ja, det er komplet uforståeligt for mig.

Fire år efter, at man havde givet dette råd til brødrene i Mexico, kom den første bølge af voldelige angreb (1964) på Jehovas vidner i Malawi, og spørgsmålet om betaling for et partikort opstod. Det malawiske afdelingskontors standpunkt var, at det ville være at øve vold på éns kristne neutralitet at købe et sådant kort, et kompromis, der ikke var en sand kristen værdig. Verdenshovedkvarteret vidste, at man havde indtaget dette standpunkt. Efter et stykke tid aftog volden, men brød så ud igen i 1967, så voldsomt at tusinder af vidner blev drevet på flugt fra deres hjemland. Rapporter om frygtelige og oprørende grusomheder strømmede ind til verdenshovedkvarteret i stadig større målestok.

Hvordan påvirkede dette deres samvittighed, når man tænker på den holdning de havde indtaget i Mexico? I Malawi blev vidner slået og tortureret, kvinder blev voldtaget, hjem og marker blev ødelagt, og hele familier flygtede til andre lande fast besluttede på at holde sig til organisationens standpunkt: At betale for et partikort ville være en moralsk forræderisk handling. På den selvsamme tid bestak mandlige vidner i Mexico militære embedsmænd til at udfærdige et certifikat, der falskeligt erklærede, at de havde gennemført deres militæruddannelse; og når de gik til afdelingskontoret, fulgte staben der Selskabets råd og sagde ikke noget, der på nogen måde kunne antyde, at denne praksis stred mod organisationens moral eller Guds ords principper. Når de nu vidste alt dette, hvordan påvirkede det da de højeste autoriteter i organisationen? Betragt følgende:

Ni år efter, at afdelingen i Mexico havde afsendt deres første brev, skrev de et andet brev, også adresseret til præsident Knorr og dateret den 27.august 1969. Denne gang lagde de vægt på et bestemt punkt, de mente var blevet overset. Nedenstående materiale, som er stillet til rådighed af afdelingsudvalget, er fra side 3 og 4 i brevet. Jeg har understreget netop det væsentlige punkt, som afdelingen fokuserer på.

"Spørgsmål. Under afdelingsmøderne i juni drøftede vi en sag, der er omtalt på siderne 34 og 35 i bogen "Hjælp til at besvare spørgsmål". Jeg henledte brødrenes opmærksomhed på den måde, vi igennem årene her i landet har håndteret militærspørgsmålet på; men eftersom jeg ikke mente, jeg kunne huske alle detaljerne omkring problemet, fandt jeg det bedst at skrive og afvente et eksakt svar. Efter at vi har ledt tilbage i arkiverne, har vi fundet et brev, dateret 4.februar 1960, nr. 123, hvori vi stillede spørgsmål om, hvad vi skulle gøre, fordi mange betalte en sum penge for at opnå det lovbefalede bevis, der kræves af alle mænd i den værnepligtige alder. Vi gjorde imidlertid ikke i spørgsmålet opmærksom på, at når man har opnået dette bevis, placeres man automatisk i hærens første reserve med risoko for indkaldelse, hvis og når der opstår en nødsituation, som den professionelle hær ikke kan klare. Så derfor er vort spørgsmål nu dette: ændrer dette noget i den fremgangsmåde, der er beskrevet i jeres brev af 2.juni 1960 (157) side 2, der besvarede vort førnævnte brev?

Jeres brev sagde således: "Med hensyn til dem, der bliver fritaget for militærtjeneste ved hjælp af en pengetransaktion med de heri implicerede embedsmænd, så er dette på linie med, hvad der praktiseres i andre latinamerikanske lande, hvor brødre har betalt nogle embedsmænd indenfor militæret for at blive fritaget, så de kunne fortsætte med deres teokratiske aktiviteter. Hvis medlemmerne af de militære myndigheder er villige til at acceptere en sådan ordning om betaling af gebyr, så påhviler ansvaret disse repræsentanter for de nationale organisationer. De beløb, der bliver betalt, går ikke til militæret, men til de enkeltpersoner, der har ansvaret for denne ordning. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at deltage i en sådan ordning for at bevare deres fortsatte frihed, har vi intet at indvende. Hvis de løber ind i vanskeligheder på grund af deres handlemåde, må de være klar over, at vi naturligvis ikke kan tilbyde dem nogen form for hjælp; de må selv klare problemerne. Men hvis arrangementet er gængs hos jer og erkendt af de overordnede, og disse ikke stiller spørgsmål om sagens rette sammenhæng, kan sagen passere, med de fordele dette indebærer. Hvis der skulle opstå en militær nødsituation, hvor brødrede bliver konfronteret med deres marchkort, må de træffe en afgørelse, som de ikke kan redde sig ud af ved hjælp af penge. Deres mod vil da blive sat på prøve, og de må stå fuldstændig fast og bevise, at de går ind for kristen neutralitet ved en afgørende prøve."

Vi har fulgt det, der er blevet citeret fra jeres brev, men det forekommer os, at der måske skulle ændres noget i denne fremgangsmåde, når man tager i betragtning, at brødrene nu står i hærens første reserve. Det ser naturligvis ud til, at Jehovas velsignelse har været over hans tjenere her, da arbejdet har haft god fremgang gennem årene, og det til trods for, at størsteparten af kredsog områdetjenerne og brødrene i betelfamilien har fulgt denne procedure. Hvad enten der skal ske ændringer eller ikke, så vil vi sætte meget stor pris på nogle oplysninger fra jer i denne sag. Dersom der sker en ændring, så denne procedure ikke længere skal følges, så kan brødrene altså ikke få et pas; men de kan jo altid deltage i stævner indenfor landets grænser. Og hvis der sker en ændring, hvad vil stillingen så være for dem, som nu står i første reserve? Hvorledes skal dette håndteres? Vi afventer jeres svar i sagen.

Opførelsen af vores nye bygning skrider godt frem, og vi glæder os til at se den færdig og i brug til Jehovas pris og til brødrenes opbyggelse ved stævnerne der. Vær forvisset om min kærlighed og mine bedste ønsker.

Jeres broder og medtjener"

Svarbrevet, dateret 5.september 1969, er forsynet med New York-selskabets stempel, og initialerne før datoen viser, at det er skrevet af præsidenten ved en sekretær. (A er præsidentens symbol, AG er symbolet for en af hans sekretærer). Prøv nu at tænke på, at verdenshovedkvarteret var fuldt ud informeret om de frygtelige lidelser, der allerede i 1964 og 1967 var overgået Jehovas vidner i Malawi, fordi de standhaftigt nægtede at betale for det af deres lands regering påtvungne partikort, og betragt herefter det brev af 5.september 1969, der blev sendt til det mexicanske afdelingskontor som svar på deres forespørgsel.

A/AG 5.september 1969.

Afdelingskontoret i Mexico.

Kære brødre,

Vi har modtaget jeres brev af 27.august (182), hvori I stiller et spørgsmål om de brødre, der er blevet registreret i Mexico og nu står i første reserve.

Det brev af 4.februar 1960 (123), som I citerer fra, dækker fuldt ud hele sagen. Der er ikke noget at tilføje. Ansvaret påhviler de enkelte brødre med hensyn til, hvad de skal gøre, hvis de nogensinde bliver indkaldt, og det er tidligt nok at tage stilling, hvis dette sker. I mellemtiden er disse brødre, som er blevet indregistreret og har betalt gebyr, frie til at fortsætte i tjenesten. Ikke sådan at forstå, at vi giver vores samtykke i denne sag; men det er deres samvittighed, ikke vores, der tillader dem at vælge denne fremgangsmåde. Hvis deres samvittighed tillader dem at gøre, hvad de har gjort, og de ikke på nogen måde går på kompromis, så kan I blot lægge sagen på hylden. Der er ingen grund til, at I stiller spørgsmål eller kommer med kommentarer til enkeltpersoner, heller ikke til at indlade jer i diskussioner med nogen. En skønne dag bliver problemet måske aktuelt, og de kan måske blive tvunget til at træffe en afgørelse, som brevet påpeger, og så er det op til dem at træffe den. Vi kan ikke træffe beslutninger for alle i hele verden. Hvis disse menneskers samvittighed tillod dem at gøre, hvad de gjorde, og blive registreret i reserven, så må det blive deres problem, hvis det da er et problem for dem. Det kan aldrig blive et problem for Selskabets kontor.

Selskabet har altid sagt, at folk skulle rette sig efter loven; men hvis nogle enkeltpersoner har båret sig ad, som I har beskrevet i jeres brev, og det ikke sårer deres samvittighed, så lad os bare lade sagen ligge. Der er ingen grund til, at vi skulle bestemme over andre menneskers samvittighed, heller ikke til at begynde at argumentere og strides om det. Hvis enkeltpersoner ikke går på kompromis, på den måde at de begynder at tage våben i hånd, og deres handlemåde fortsat tillader dem at smede deres sværd om til vingårdsknive, så lad det være deres egen beslutning. Det er tidligt nok for menighedens tilsynsmænd at tage affære, hvis der sker ændringer i denne livsholdning. Så lad tingene være, som de er, og har været siden februar 1960, uden yderligere tilføjelser.

Må Jehovas rige velsignelse være med jer.

Jeres brødre
Watchtower B.& T.Society
OF NEW YORK, INC.

Hele sagen er så fuldstændig utrolig, fordi organisationen altid har betragtet tilknytning til militæret og tilknytning til en politisk organisation som ét og det samme. Et vidne, der går ind i enten det ene eller det andet, vil automatisk blive betragtet som "ikke-tilsluttet" organisationen. Og det mexicanske afdelingsudvalg havde jo krystalklart fremhævet, at de vidner, som havde opnået det endelige certifikat for udført militærtjeneste (ved hjælp af bestikkelse), nu stod placeret i militærets første reserve. Vidnerne i Malawi risikerede liv og lemmer, hjem og jord, for at holde fast ved det standpunkt, organisationen havde indtaget for deres lands vedkommende. I Mexico var der slet ikke tale om nogen risiko ved at nægte men her gik organisationen frem med den yderste lemfældighed. Her kunne mandlige vidner stå som medlemmer af hærens første reserve og alligevel være kreds- og områdetjenere og medlemmer af betelfamilien! Rapporten fra afdelingsudvalget gør rede for dette (ligesom den viser, hvor almindeligt det var blandt vidnerne at bruge bestikkelse for at opnå certifikatet). Rapporten fortsætter med at sige:

"Som man vil se af det ovenfor nævnte brev fra Brooklyn, skal brødrene følge deres samvittighed i denne sag. Noget det ikke desto mindre ville være godt at få kastet lys over, er dette, at det er blevet ganske almindeligt i organisationen i Mexico at få sit "cartilla" på denne måde (ved at betale). Men de eneste ulemper ved ikke at have dette "cartilla" er, at man så ikke kan forlade landet (brødrene rejser ofte til stævner i U.S.A. eller at man kan have en lille smule besvær med at få et arbejde, hvor dette bevis kræves. Bortset fra det skulle unge mænd ikke have nogen særlig vægtige grunde til at forsøge at få dokumentet. Men det er så uhyre nemt at få det, og hvis man snakker med andre unge mænd, som har fået det, kan de sagtens fortælle, hvordan man gør; og disse unge mænd ikke så meget som reflekterer over, om det er rigtigt af dem hver især at opnå dette bevis på den ovenfor nævnte måde."

Tusinder af vidner i Mexico ved, at situationen er, som den her er beskrevet. Alle medlemmer af det mexicanske afdelingsudvalg ved det. Alle medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd ved, hvad verdenshovedkvarterets erklærede holdning var i denne sag. Men uden for Mexico er der sikkert meget få mennesker, der har kendt noget til denne erklærede holdning. Og sikkert ingen blandt vidnerne i Malawi.

Jeg kan ikke tænke mig en mere åbenlys dobbeltmoral. Jeg kan heller ikke forestille mig et mere fordrejet ræsonnement, end det der tillader holdningen i Mexico, og på samme tid ihærdigt og dogmatisk gør gældende, at det at acceptere alternativ tjeneste er forkasteligt, fordi det "betragtes af regeringen som det samme som udførelse af militærtjeneste" og er en "stiltiende eller indirekte anerkendelse af 'kejserens krigsmaskine'". De samme mænd, som fremsatte disse udtalelser ved Det Styrende Råds møder og fremturede med, at "vi ønsker ingen grå områder", og "brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært", sagde dette, samtidig med at de vidste, at det i over tyve år havde været almindelig praksis blandt Jehovas vidner i Mexico at betale en bestikkelse for et certifikat, der sagde, at de havde udført deres militærtjeneste, en praksis, som verdenshovedkvarteret officielt havde meddelt var "op til brødrenes egen samvittighed".

På trods heraf var der nogle af medlemmerne (heldigvis en minoritet ved de fleste møder), der ønskede at holde fast ved det traditionelle standpunkt, der stempler en mand som "ikke- tilsluttet", hvis han på en dommers spørgsmål, om han måske kunne arbejde på et hospital, svarede, at det kunne han godt gøre uden at få samvittighedskvaler. Denne synsmåde gik de ind for, vel vidende, at der i Mexico var kredsog områdetilsynsmænd og afdelingskontorpersonale, der bestak embedsmænd for at få deres militærtjeneste-certifikat, der godtgjorde, at de havde fuldført deres militærtjeneste og nu stod i første reserve i hæren, "kejserens krigsmaskine".

Et af rådets medlemmer, der gik ind for det traditionelle standpunkt, citerede et medlem af det danske afdelingsudvalg, Richard Abrahamson, for at have sagt med henblik på alternativ tjeneste: "Jeg gyser ved tanken om at lade disse unge mænd bestemme selv." Og alligevel var det officielle svar, der blev sendt fra hovedkontoret til afdelingen i Mexico, at det, at unge brødre betalte bestikkelse for et forfalsket dokument, der placerede dem i første reserve, var "deres problem, hvis det da er et problem for dem. Det kan aldrig blive et problem for Selskabets kontor". Senere siger brevet, at "Der er ingen grund til, at vi skulle bestemme over andre menneskers samvittighed".

Hvorfor gjorde den samme holdning sig ikke gældende over for brødrene i Malawi? Hvis brødrene der havde fået lov til at rådføre sig med deres egen samvittighed i spørgsmålet om partikortet, så tror jeg alvorligt talt, at kun en minoritet blandt vidnerne der i så fald ville være nået til samme konklusion som afdelingskontorets personale. Jeg tvivler i det hele taget på, om der var én eneste indfødt indbygger fra Malawi blandt dem, der traf beslutningen om den fremgangsmåde, der skulle følges.

Hviler der slet ingen ansvarlighed på de ledende indenfor organisationen for den groteske ulighed i de anvisninger, der gives?

Vagttårnsselskabet erklærede, at det fulde ansvar måtte placeres hos præsident Banda, især med henblik på, at de malawiske myndigheder slet ikke efterlevede deres forfatnings høje principper. Selskabet udtalte:

Hvis han er klar over det og tillader det at fortsætte, må han som landets regent og som leder af Malawis kongresparti afgjort bære ansvaret for det der foregår i hans land, og i hans politiske partis navn.
Parlamentsog partimedlemmer som enten har tilskyndet unge til vold eller har lukket øjnene for det der sker, kan heller ikke fritages for ansvar. Kan tjenestemænd, politifolk, dommere og andre ansvarlige, som for deres egen sikkerheds skyld ser gennem fingre med det der sker i Malawi og forholder sig tavse, sige sig fri for ansvar? 132

Den målestok, organisationen dømte de malawiske myndigheder efter, burde i høj grad også gælde for organisationen selv. Dersom Det Styrende Råd der ikke blot vidste, hvad der var blevet sagt om de malawiske myndigheder og deres ansvarlighed, men også kendte organisationens holdning i Mexico virkelig troede, at det standpunkt, man havde kundgjort blandt brødrene i Malawi, var det rigtige, så burde de absolut have følt sig tvunget til at forkaste den holdning, de havde indtaget i Mexico. For at opretholde den strenge holdning i Malawi måtte de absolut være overbeviste om, at deres standpunkt var sundt og sikkert baseret på Guds ord som det eneste rigtige for en sand kristen at følge. Men at tolerere holdningen i Mexico ville modsat være at fornægte denne overbevisning. Hvis de på den anden side var overbeviste om, at holdningen i Mexico, der tillader mennesker at rådføre sig med deres egen samvittighed med henblik på at opnå et militært certifikat (selv ved ulovlige metoder), var korrekt eller i det mindste acceptabel, så burde de bestemt have tilstået brødrene i Malawi den samme ret til at rådføre sig med deres samvittighed, i en sag der ikke involverede bestikkelse, ulovligheder og forfalskninger. Ethvert forsøg på at være neutral og 'lukke øjnene for det der sker', lade dobbeltmoral gå upåtalt hen, måske 'for deres egen sikkerheds skyld', ville betyde, at de fulgte den samme kurs, som den de fordømte hos de malawiske myndigheder, fra den øverste til den laveste.

Hvad blev der egentlig sagt i Det Styrende Råd under de møder, hvor oplysningerne fra Mexico blev fremlagt? I første række var organisationens politik dér blevet fastlagt af bare to mænd; men nu kendte hele rådet til den. 133 Følte de sig ansvarlige, og hvordan reagerede de på den åbenlyse forskel på holdningen der og så holdningen i Malawi?

Da jeg bragte sagen på bane, var der ikke den ringeste antydning af misbilligelse eller moralsk indignation at spore hos nogen af dem, der i så stærke, kompromisløse vendinger havde argumenteret imod alternativ tjeneste. Der var ingen opfordringer til at ændre på den eksisterende politik i Mexico eller én eneste klar og tydelig afstandtagen fra den kompromisløse holdning i Malawi. Skønt den tredje og fjerde bølge af vold havde ramt de malawiske vidner (i 1972 og 1975), hørte jeg ingen bestyrtelse over forskellen på normerne der og dem i Mexico. De fleste af medlemmerne mente åbenbart godt, de kunne acceptere den mexicanske synsvinkel, mens de samtidig insisterede på fuldstændig anderledes normer for mennesker andre steder.

Endnu engang vil jeg sige, at jeg ikke tror sagen simpelthen er et spørgsmål om personer, heri indbefattet medlemmerne af Det Styrende Råd. Jeg er nået til den konklusion, at dette syn på tingene i realiteten er et typisk produkt af en hvilken som helst autoritær struktur, der anlægger en strengt lovmæssig indfaldsvinkel til kristendommen hvilket sætter deltagerne i den autoritære struktur i stand til at se på den eksisterende dobbeltmoral uden at få samvittighedskvaler. Hvad brødrene i Mexico angår, så skal det fremhæves til deres ros, at de fik samvittighedskvaler, da de hørte om de store lidelser, vidnerne i Malawi blev udsat for, fordi de nægtede at betale et lovligt beløb på en lovmæssig måde til en lovlig regering mens de selv illegalt fik et militært certifikat ved hjælp af bestikkelse. Dem i "toppen" af det såkaldte "elfenbenstårn" syntes imidlertid besynderligt afsondrede fra den slags følelser, uberørte af en sådan dobbeltmorals konsekvenser for andre mennesker. Dette tror jeg ligeledes er en af systemets virkninger, og det er bare én årsag til, at jeg finder et sådant system frastødende.

I efteråret 1978 var samtlige medlemmer af Det Styrende Råd fuldt ud på det rene med Selskabets standpunkt i Mexico. Næsten ét år senere, i september 1979, genoptog Det Styrende Råd drøftelsen af det uafklarede spørgsmål om alternativ tjeneste, denne gang på foranledning af et brev fra Polen.

Milton Henschel opfordrede til den største forsigtighed og sagde advarende, at alternativ tjeneste kunne gå hen og blive "en fælde til indoktrinering af brødrene" og var stemt for den praksis, der blev fulgt af mange polske vidner, nemlig at begynde at arbejde i kulminerne for at undgå indkaldelse. Lloyd Barry lagde igen vægt på, at vi holdt fast ved det standpunkt, at vidnerne "skulle holde sig fri af hele den militære organisation". Ted Jaracz sagde, at "vore brødre er ved at få problemer, og de ser hen til Jehovas organisation efter vejledning". Det var derfor vigtigt, at vi ikke havde forskellige meninger, for at brødrene ikke skulle få den opfattelse, at Det Styrende Råd sagde: "Værsgo' gør det bare" om alternative tjenesteordninger. Carey Barber fremsatte det synspunkt, at "her kan der ikke være tale om at følge sin samvittighed, her må vi skære lige igennem" uden at vige en tomme. Fred Franz sagde, at "vores samvittighed må være oplært ud fra Bibelen" og gav igen udtryk for sin støtte til det traditionelle standpunkt, der gik imod enhver form for alternativ tjeneste.

På dette tidspunkt var Ewart Chitty ikke længere medlem af rådet. Han havde indgivet sin afskedsansøgning i overensstemmelse med Det Styrende Råds ønsker. Grant Suiter var fraværende ved mødet. Både han og Chitty havde stemt for en ændring af Selskabets fremgangsmåde ved mødet den 15.november 1978. Der var to nye medlemmer af rådet, Jack Barr (fra England) og Martin Poetzinger (fra Tyskland), og de var til stede ved mødet den 15.september 1979. Da det til sidst kom til en afstemning, var stemmerne delt lige midt igennem: otte for en ændring af fremgangsmåden og otte imod (heriblandt de to nye medlemmer).

Den 3.februar 1980 kom emnet endnu engang på dagsordenen. På det tidspunkt var der gået over et år siden mit besøg i Mexico, og Albert Schroeder havde aflagt endnu et af sine årlige besøg der. Afdelingsudvalgets medlemmer i Mexico gav atter udtryk for deres bekymring over den praksis at bruge bestikkelse til opnåelse af falske militærtjenestedokumenter, og Schroeder aflagde beretning om denne fortsatte situation for rådet ved sin hjemkomst. Spredte bemærkninger fra forskellige medlemmer under mødet viste helt klart, at der ikke på nogen måde kunne opnås to-tredjedeles flertal i spørgsmålet om alternativ tjeneste, og der blev derfor slet ikke fremsat noget forslag.

Sagen blev henlagt. Fra det tidspunkt, da brevet fra ældste Michel Weber i Belgien blev modtaget i november 1977 og indtil februar 1980, havde Jehovas Vidners Styrende Råd ved seks forskellige lejligheder forsøgt at løse problemet, men uden resultat.

Hvad nu med de mennesker, der blev berørt af den regel der vedblev med at være i kraft, dem som Vagttårnet havde kaldt "de menige medlemmer"? Kunne de også bare henlægge problemet? Tværtimod! Rådets manglende evne til at opnå det absolut nødvendige to-tredjedeles flertal betød, at mandlige Jehovas vidner over hele verden, der handlede i overensstemmelse med deres samvittighed og accepterede alternativ tjeneste som et forsvarligt regeringskrav, stadig måtte betale den pris automatisk at blive betragtet som "ikke-tilsluttet" organisationen, ligestillede med udelukkede personer. Det betød også, at Det Styrende Råd, taget under ét, var villigt til at lade den tyve år gamle fremgangsmåde fortsætte i Mexico, mens en diamentral modsat fremgangsmåde forblev uændret i Malawi.

To slags lodder på vægtskålen

"To slags lodder er en vederstyggelighed for Jehova;
det er heller ikke godt med svigefulde vægtskåle."
Ordsprogene 20:23; NV-overs.

Hvis vi betragter nogle andre omstændigheder, som gør sig gældende for Jehovas vidner i Mexico, kunne det måske hjælpe til at forstå nogle af rådsmedlemmernes måde at ræsonnere på.

Som et resultat af den mexicanske revolution og på grund af Den katolske Kirkes tradition for at besidde umådelige rigdomme i form af jord og anden ejendom, er det i den mexicanske forfatning blevet forbudt alle religiøse organisationer at eje noget. Kirkebygninger og andre kirkelige besiddelser er taget i regeringens forvaring; men den giver de religiøse organisationer lov til at bruge disse. Ligeledes på grund af fremmede gejstliges udbytning før i tiden er det ikke tilladt udenlandske præster eller missionærer at virke som sådanne i landet. Hvilke konsekvenser har dette haft for vidnernes organisation?

Administrationen på Jehovas vidners hovedkontor har på grund af denne mexicanske lov for længe siden besluttet, at Jehovas vidner i Mexico ikke skulle præsentere sig selv som en religiøs organisation, men en "kulturel" organisation. Det lokale aktieselskab der, La Torre del Vigia, er indregistreret som en sådan hos de mexicanske myndigheder. Derfor taler Jehovas vidner i Mexico ikke om at holde religiøse møder eller bibelske møder, men derimod om at holde "kulturelle" møder. Ved disse møder er der ingen bønner eller sange, og det samme gælder også ved de store stævner. Når de arbejder fra hus til hus, medbringer de udelukkende Vagttårnets litteratur (som de siger Vagttårnsselskabet forsyner dem med "til hjælp for dem i deres kulturelle virksomhed"). De medbringer ikke Bibelen ved disse lejligheder, eftersom det ville vise at de var engagerede i religiøs aktivitet. En gruppe af vidner i et givent område kaldes ikke en "menighed", men en "forening". De taler ikke om at holde dåb, men gør det under navn af at udføre "symbolet".

Denne "tvetungede tale" er ikke begrundet i, at man lever i et totalitært land, der undertrykker friheden til at tjene Gud, for det gør man ikke. 134 Den er hovedsageligt indført for at unddrage sig regeringens regulativer med henblik på religiøse organisationers besiddelse af ejendom. Man må heller ikke tro, at dette arrangement er noget, der stammer fra de mexicanske vidner selv; det er en ordning, der er udtænkt og sat i værk af det internationale hovedkvarter i Brooklyn.

Det kan være interessant at sammenligne den velovervejede afskaffelse af bønner og sange ved vidnernes møder i Mexico med Selskabets arbejdsmetoder i U.S.A., hvor de er villige til at føre sag efter sag hele vejen op til landets øverste retsinstanser hellere end at opgive bestemte sædvaner, såsom at kunne tilbyde litteratur fra hus til hus uden tilladelse og uden at være nødt til at melde sig hos politiet, retten til at bruge højtalervogne og afsætte litteratur på gadehjørnerne og mange andre aktiviteter, der er forfatningsmæssigt sikrede rettigheder i U.S.A.. Organisationen ønskede ikke at opgive nogen af disse ting. Den kæmpede for at fastholde dem, skønt disse aktiviteter bestemt ikke var noget, de kristne i det første århundrede beskæftigede sig med, og de derfor ikke kan tælles med blandt de oprindelige, kristne skikke.

Men menigheds- eller gruppebøn var en oprindelig, religiøs praksis ved de tidlige kristne møder og har været det blandt Guds tjenere fra umindelige tider. Den mexicanske regering har intet imod bønner ved religiøse møder. Jehovas vidner er imidlertid blevet instruerede om at sige, at deres møder ikke er religiøse. Der er næsten intet andet, der kan anses for så nært forbundet med tilbedelsen af Gud eller af mere åndelig karakter, end netop bønnen. Da et kongeligt dekret engang i oldtidens Persien forbød bøn til nogen anden end kongen i tredive dage, regnede profeten Daniel bøn til Gud for så afgørende, at han brød dekretet, selv om han derved risikerede at miste sin stilling og ejendom, ja, selve livet. 135

Hovedkvarterets organisation anså det imidlertid for formålstjenligt at ofre menighedsbønnen blandt Jehovas vidner i hele Mexico. Til hvilken nytte hvilke fordele skulle der være ved det? Ved at opgive menighedsbøn og sang samt brug af Bibelen i den offentlige vidneaktivitet kan organisationen bevare ejendomsretten til Selskabets ejendomme i Mexico og arbejde uden hensyn til regeringens regulativer, som andre trossamfund må underlægge sig. De er villige til at sige, at deres organisation ikke er en religiøs organisation, at deres møder ikke er religiøse møder, at deres vidneaktivitet ikke er religiøs aktivitet, at dåb ikke er en religiøs handling skønt Jehovas vidner i alle andre lande verden over siger lige det modsatte.

Da Det Styrende Råds medlemmer nu kendte denne ordning, kunne nogle af dem have været tilbøjelige til at godkende bestikkelse for at få falske papirer, som noget der ikke var særlig meget ude af trit med den overordnede politik for Jehovas vidner i dette land. Dette kan måske delvis forklare, hvorfor de på samme tid kunne tale så hårdnakket imod at "gå på kompromis" i andre lande. Det synes klart, at i nogle medlemmers sind er dette ikke et spørgsmål om dobbeltmoral. I deres sind findes der kun én moral. Og denne moral er: At gøre hvad som helst organisationen beslutter og billiger. Organisationen traf en beslutning med hensyn til det mexicanske militærs bestikkelsespraksis, idet de overlod spørgsmålet til hver enkelts samvittighed; og derfor er det acceptabelt, at en mand kan betale en sådan bestikkelse for et militært certifikat og stadig opnå de mest ansvarsfulde poster indenfor organisationen, og de, der ledte arbejdet der, behøvede ikke at bekymre sig om deres ansvar ind for Gud. Organisationen besluttede anderledes med henblik på alternativ tjeneste, (som den også gjorde med henblik på Malawi), og derfor er enhver, der undlader at følge denne beslutning, uværdig til at besætte en hvilken som helst post indenfor menigheden, han har faktisk brudt sin integritet overfor Gud.

Jeg kunne ikke dengang forstå, hvordan kristne kunne antage et sådant synspunkt, og jeg kan stadig ikke forstå det. Alle de kraftige, næsten skingrende opfordringer, der blev fremsat om at "holde sig fri af verden", kom i mine ører til at lyde hule, som blot og bar retorik, højtravende snak, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Jeg kunne slet ikke se nogen sammenhæng mellem disse udtalelser og så de faktiske forhold, som var velkendte, både blandt dem, der talte, og dem, der hørte på.

I næsten tyve år boede jeg i Latinamerika uden at betale bestikkelse. Men jeg erkender fuldt ud, at der findes steder, ikke bare i Latinamerika, men også andre steder i verden, hvor det er næsten umuligt at komme igennem med noget uden at betale penge til en embedsmand, som ingen ret har til dem selv om man har loven på sin side, og det, man søger om, er fuldstændig legalt. Det er klart, at dette må betragtes som en form for pengeafpresning, på samme måde som da skatteopkrævere og militærpersoner på bibelsk tid opkrævede mere, end de skulle, og således pressede penge af folk. Mig forekommer det ikke retfærdigt at fælde en negativ dom over mennesker, der føler sig tvunget til at bøje sig for denne form for pengeafpresning. Og hvad mere er, jeg drister mig ikke til at dømme dem i Mexico, der ikke havde loven på deres side, men handlede imod loven, og som ikke bare bøjede sig for pengeafpresningen, men med fuldt overlæg opfordrede en embedsmand til ulovlige handlinger ved at tilbyde ham penge for et forfalsket dokument. Det er ikke det, jeg finder så chokerende og skræmmende ved hele affæren.

Det er derimod det, at mænd i magtfulde stillinger kan tillægge formodede "organisatoriske interesser" en så enorm betydning, sammenlignet med almindelige menneskers interesser. Mennesker med børn, hjem og arbejde, personer, hvoraf mange gennem hele deres færd viser, at de er mindst lige så samvittighedsfulde i deres gudsforhold som hver eneste af de mænd, der som en retsinstans sidder og træffer afgørelser på deres vegne, om hvad der er indenfor samvittighedens grænser, og hvad der ikke er det.

Det er mænd i høje stillinger, der tiltager sig selv retten til at have divergerende opfattelser, men som kræver fuldstændig enighed af alle andre; mænd, der udtrykker mistro over for andres brug af deres kristne samvittighedsfrihed, men som forventer, at sådanne andre skal nære ubetinget tiltro til dem og deres beslutninger, samtidig med at de bevilger sig selv ret til at bruge deres samvittighed til at lade ulovlige manøvrer og oplagte fordrejelser af kendsgerningerne gå upåtalt hen.

Det er mænd i høje stillinger, der fordi flytning af én stemme reducerer et flertal fra 66 2/3 % til 62½ % er villige til at opretholde en fremgangsmåde, der kan forårsage, at andre mænd arresteres, bliver skilt fra familie og hjem i månedsvis, ja, endog bliver sendt i fængsel i flere år, selv om disse mænd måske ikke kan se det bibelske grundlag for den fremgangsmåde, de bliver bedt om at følge, og i nogle tilfælde endda tror at denne fremgangsmåde er forkert.

Det er mænd i høje stillinger, der betjener sig af en fremgangsmåde, der opfordrer almindelige mennesker til at nægte at betale et lovligt gebyr til den organisation, der faktisk er den regerende magt i landet selv om de ved denne fremgangsmåde stiller mænd, kvinder og børn over for tab af deres hjem og jord, prygl, tortur, voldtægt og død medens de samtidig siger til mennesker i et andet land, at det er i orden at bestikke embedsmænd til at udstede et kort, der falskeligt erklærer, at de har fuldført deres militærtjeneste og nu står i hærens første reserve.

Det er alt dette, jeg finder chokerende. Og lige meget, hvor oprigtige nogle måske er, så finder jeg det stadigvæk skræmmende.

Personligt kunne jeg ikke forstå, hvordan voksne mennesker kunne undgå at få øje på inkonsekvensen i alt dette, hvordan de kunne undgå at blive berørte af det og undgå at blive dybt berørte af virkningerne på andre menneskers liv. Til sidst nåede jeg simpelthen til den erkendelse, at "organisatorisk loyalitet" kan få mennesker til at drage de mest utrolige slutninger, kan gøre dem blinde for selv de groveste uretfærdigheder og ufølsomme over for de lidelser, deres politik forårsager. At organisatorisk loyalitet kan gøre mennesker ufølsomme, er der igennem tiden afgivet utallige beviser på både i den religiøse og den politiske historie som f.eks. de ekstreme tilfælde med inkvisitionen og naziregimet. Og den kan stadig give én kvalme, når man oplever den på nært hold, og på et sted hvor man aldrig havde forventet det. Efter min mening giver den en magtfuld illustration af, at Gud aldrig havde til hensigt, at nogle mennesker skulle udøve en så overdreven autoritet over deres medmennesker. 136

o-o-o-O-o-o-o

 

Noter:

118: Detaljer om disse angreb og tilstandene i flygtningelejrene står at læse i 1965 Yearbook of Jehovah's Witnesses, side 171; Vagttårnet 1.april 1968, siderne 149-151, 165-167; Vågn op! 8.april 1968, siderne 8-13; 22.januar 1973, siderne 3-22; 8.februar 1976, siderne 3-12.

119: Dette argument var fremsat i Vågn op! 22.januar 1973, side 14. Den artikel, jeg skrev, kom i Vågn op! 8.februar 1976.

120: New Webster's Dictionary, Deluxe Encyclopedic Edition.

121: Sml. Mattæus 17:24-27, Den danske autoriserede oversættelse 1992, hvor Jesus erklærer, at en bestemt skat faktisk ikke kan kræves af ham men ikke desto mindre giver han Peter besked om at betale den 'for ikke at forarge myndighederne'.

122: Romerne 13:7, NV-overs.

123: Mattæus 5:41, NV-overs.

124: I disse vers siges der: "Den der er svag i troen, skal I acceptere, men ikke for at bedømme [hans] indre tvivlsspørgsmål. én har tro til at spise alt, men den svage spiser grøntsager. Lad ikke den der spiser, se ned på den der ikke spiser, og lad ikke den der ikke spiser, dømme den der spiser, for Gud har accepteret vedkommende." "Men den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser, for [han spiser] ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd."

125: Fra et memorandum af Lloyd Barry.

126: Fra et memorandum af Karl Klein.

127: Fra udtalelser af Fred Franz, og nærmere forklaret i et brev fra William Jackson til Paul Trask.

128: Fra brevet fra det danske afdelingsudvalg, citeret i Lloyd Barry's indlæg.

129: Fra udtalelser af Ted Jaracz.

130: Fra en udtalelse af Carey Barber.

131: Fra en udtalelse af Fred Franz.

132: Vågn op! 8.april 1968, side 13. Sml. Mattæus 7:1-5.

133: På den tid var Nathan Knorr død; Fred Franz, der nu var præsident, deltog i alle diskussionerne om alternativ tjeneste.

134: Regeringen i Mexico har faktisk udvist betydelig mildhed mod Jehovas vidner, for det må være almindelig kendt, at deres præsentation af sig selv som en ikke-religiøs, "kulturel" organisation ganske enkelt er et påskud.

135: Daniel 6:1-11; NV-overs.

136: Overs.anm. Det var uden tvivl, fordi Raymond Franz offentliggjorde disse kompromitterende fakta om vidnernes status i Mexico, og den voksende kritik dette har medført fra vidner verden over der har læst hans bog, at Vagttårnsselskabet til sidst fandt det nødvendigt at indregistrere sin organisation i Mexico som en religiøs organisation. Vagttårnet for den 1.januar 1990 præsenterer denne forandring på side 7, men forsøger samtidig at give det udseende af, at der har været en slags forbud mod vidnernes religionsudøvelse i landet, og at dette forbud nu er blevet ophævet. Man skriver: "Et af højdepunkterne i 1989 var, at Jehovas vidner fik en ændret status i Mexico. Som følge heraf kan man nu for første gang bruge Bibelen i hus-til-hus-arbejdet og indlede møderne med bøn." -

o-o-o-O-o-o-o

Hvis du ønsker at vide, hvordan du kan få fat i den danske udgave af denne bog (329 sider 128 kr.), og hvorfor og hvordan Ray Franz forlod Jehovas vidner, kan vi oplyse, at du kan købe den (bestille den) i enhver dansk boghandel eller hos:

Kommentar-Forlaget
Birkevænget 1
7130 Juelsminde

o-o-o-O-o-o-o