DEN STORE SKARE -- hvor befinder den sig, hvem hører til den og hvilket håb har de? I tidens løb har der været fremsat mange fortolkninger af det syn, der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17, og blandt Vagttårnsselskabets tidligste tilhængere, de såkaldte bibelstudenter, herskede der længe en opfattelse, som nu er lidet kendt, men som gik ud på, at den var "en gruppe [der] til sidst ville vinde Guds gunst og blive velsignet med åndeligt liv i himmelen, om end på et sekundært plan i forhold til Kristi medarvinger." (Jehovas Vidner og Guds gerning, s. 139, 140) Denne fortolkning findes allerede i 1. bind af Studier i Skriften, fra 1889 (se s. 188, 189). Hvordan kom man nu på den ide, at der var to skarer i himmelen? Noget tyder på, at det var, fordi den "store skare" jo er utællelig, mens man allerede i 1880 havde fremsat den tanke, at tallet 144.000 i Åbenb. 7:1-8 skulle forstås som det bogstavelige antal medlemmer i Kristi brudeskare. (Guds hemmelige rådslutning er fuldbyrdet, s. 260) Man må også erindre sig, at dengang regnede man jo med, at Kristus var kommet igen og at tusindårsriget var begyndt (i 1874) og at "enden" for alle denne verdens riger ville komme i 1914. Forinden skulle "bruden" herliggøres i himmelen, og den lille gruppe, der begyndte sin gerning i de tider, troede fuldt og fast, at de udgjorde "resten" af Kristi brudeskare, som man dengang som nu kaldte den "lille hjord". De var ca. 100 aktive i 1881, så det var i hvert fald en temmelig lille hjord. Hele denne grundlæggende opfattelse af disse lærepunkter har sikkert påvirket Russell's udlægning af den "store skare".- Studier i Skriften, bd. VI, s. 102, 142; Guds tusindårsrige er kommet nær, kap. 11; Yearbook 1975, s. 39; Åbenbaringen Det store klimaks er nær, kap. 1, par. 1-5. Hvor i Guds tempel opholder den "store skare" sig? Dette spørgsmål har været genstand for megen diskussion, og adskillige forklaringer har været præsenteret i kommentarerne. Vagttårnsselskabets stifter, Charles Taze Russell, placerede dem nær tabernaklet og templet, da han mente, at levitterne, der tjente præsterne af Arons slægt, var et forbillede på dem, især de, der tilhørte Meraris slægt, og han sendte dem også ud i ørkenen, fordi han troede, at forsoningsdagens "syndebuk" var et profetisk billede på denne skare. --Se Tabernakel-Skygger af de bedre Ofre, 1899, 1924, s. 78-82; Studier i Skriften, bd. VII, s. 149-158, og de citater fra Russell's skrifter, der anføres der. Denne fortolkning blev fastholdt længe efter Russell's død i 1916, men senere fik den en ny drejning, idet Russell's efterfølger, Joseph Franklin Rutherford, i 1931-32 i værket Det store Opgør, (bd. 111, s. 204-207, 252-254, 281-283, 336-337) placerede dem i Ezekiels tempels ydre forgård, på den "nedre stenlægning", idet man stadig så dem som en himmelsk gruppe, der skulle betjene Kristi brudeskare, som man anså for de egentlige præster, der alene havde adgang til den indre forgård og selve tempelhuset, hvor offertjenesten foregik. -- Ezek. 40-48. Mange vil nok synes, at det var en mærkelig udlægning, og det varede da heller ikke længe, før der kom en helt ny - det skete i 1935, da Rutherford flyttede den "store skare" fra den himmelske sfære ned på jorden, en lære man har holdt fast ved lige siden, idet den endog er blevet en af de allervigtigste læresætninger i hele Jehovas vidners dogmesystem: det er nemlig håbet om at få lov til at være med i denne skare, som man fremholder for alle nye medlemmer af deres organisation, idet al adgang til den himmelske menighed er lukket for stedse, -- efter deres opfattelse er der jo kun plads til 144.000, og det tal er forlængst nået! Der er ganske vist blevet foretaget nogle småændringer i forbindelse med placeringen i Guds tempel, idet Rutherford i 1935 stadig holdt sig til Ezekiels tempelvision, men dette punkt blev senere ændret, som forklaret ved stævnerne i sommeren 1972 og trykt i The Watchtower 1. 12.1972; på dansk kom det i Vagttårnet fra I. april 1973, hvori det siges, at den ydre forgård i Herodes' tempel havde profetisk betydning, fordi man mente, at det var der og ikke i Ezekiels tempel, at den "store skare" befandt sig (s. 160, par. 22): 'Dette betagende syn viser at den internationale 'store skare' tjener Jehova i hans tempel, det vil sige i de jordiske forgårde som er reserveret dem der ikke er åndelige israelitter, dem der så at sige befinder sig i 'hedningernes forgård'.
'Spørgsmålet drejer sig om betydningen af det græske ord naós, der forekommer i Bibelens grundtekst og gengives med "telt", "tempel" eller "helligdom". Dette ord benyttes for eksempel i beretningen om hvordan Jesus Kristus drev pengeveksleme og købmændene ud af Herodes' tempel.'Først må det bemærkes, at dette ord hverken betyder "telt" eller "helligdom", selvom Ny Verden-oversættelsen bruger det sidstnævnte ord af og til efter engelsk forbillede; men den sidste del af udsagnet er intet mindre end en direkte usandhed, hvilket enhver, der ejer et eksemplar af Kingdom Interlinear Translation, let kan forvisse sig om ved at læse Johannes 2:14-17; Mattæus 21:12-14; Markus 11:15-18 og Lukas 19:45-48! På alle disse steder bruges der et helt andet ord, nemlig hierón, der i den danske oversættelse fra 1992 gengives mere korrekt med "tempelpladsen"! Selve den beretning, som henvisningen er til, udelader man imidlertid, idet man blot går videre og i stedet citerer Johannes 2:19-21, dvs. det ordskifte, som Jesus havde med jøderne efter tempelrensningen, men da disse jøder jo helt klart ikke fattede, hvad han talte om, og da vi ikke ved, hvilket hebraisk (eller aramaisk) ord Jesus anvendte om "sit legemes tempel" (for naturligvis talte han ikke græsk med sine landsmænd i templet!), så er det ganske umuligt at anvende dette skriftsted som "bevis" på Vagttårnets fejlagtige påstand. Her burde Vagttårnsskribenten have gået tilbage og set, hvad der tidligere havde været skrevet i bladet om disse ting, som for eksempel i The Watchtower fra 15. august 1960, s. 493,hvor netop den samme situation blev omtalt og forklaret helt korrekt (her gengivet i vor oversættelse, da denne artikel aldrig har været bragt på dansk): Sagen er den, at dette tempel ikke blot var én bygning, men en serie af bygningsværker med tempelhelligdommen som midtpunkt. På grundsproget er dette meget tydeligt, idet bibelskribenterne skelnede mellem disse to begreber ved at bruge to forskellige ord om dem, nemlig hierón og naós. Hierón brugtes om hele tempelområdet, hvorimod naós anvendtes om selve tempelbygningen, der afløste tabernaklet fra ørkenen. Således fortæller Johannes, at Jesus fandt alle de handlende i hierón, men da han lignede sit legeme ved et tempel, brugte han ordet naós, der betyder tempel-"helligdom", som det ses i en fodnote i NewWorld Translation.Ikke alene viser dette klart og tydeligt, at Vagttårnsfolkene udmærket godt ved, hvad hierón og naós står for, og hvordan de anvendes i Johannes 2:13-22! Og de ved også præcis, hvem der opholder sig i det indre tempel, i naós, sådan som det ydermere kan ses i bogen Guds hemmelige rådslutning er fuldbyrdet, s. 260, par. 4: Tempelhelligdommen eller naós (græsk) optog kun en del af tempelområdet, og 'de som tilbeder der', må være de 144.000 åndelige israelitter. (Åbenbaringen 7:1-8)Hvis den, der skrev disse linier, havde læst lidt længere frem i bibelteksten, så havde han set i vers 15, at det er den "store skare" der står inde i naós! Det ville selvfølgelig have afstedkommet det spørgsmål, om de to grupper da var den samme, når det kom til stykket - men det havde man nok ikke ønsket at diskutere i den forbindelse! I Vagttårnet fra 15.11.1980 anfører man desuden Esajas 66:6, endda i to oversættelser, men det er heller ikke noget bevis - her er Kalkars kompetente gengivelse af dette vers: En buldrende Lyd fra Staden, en Røst fra Templet! Jehovas Røst, han som gjengjælder sine Fjender efter Fortjeneste.Dette er reelt en parallel til Joel 4:16 (3:16 NV) og Jeremias 25:30og kan siges at være en forsmag på Åbenbaringen 16:1: "Og jeg hørte en høj røst fra helligdommen [naós] sige til de syv engle: "Gå hen og udgyd Guds harmes syv skåle over jorden." Esajas 66:6 er blot et af mange skriftsteder, der viser, at undertiden lod Jehova sin røst høre fra sin bolig, og iøvrigt er det sprogligt set helt irrelevant, for Esajas skrev på hebraisk og brugte ordet heikhal, det sædvanlige ord for selve tempelhuset.- Amos 1:2; 1 Kong. 8:12, 13, 17. Videre ser vi Mattæus 27:5 anvendt i paragraf 7, igen for at give naós en bredere betydning, men atter uden held, for gode bibelkommentatorer har forlængst givet en bedre forklaring, som det fx kan ses i Professsor D. A. Frøvigs Kommentar til Mattæus-Evangeliet (Oslo 193 4, s. 640): Judas gikk da bort og kastet pengene inn i templet. Da naós hos Mattæus betegner tempelbygningen (23 16f, 35; 27 51) må han være gått op i mennenes forgård ... og derfra ha kastet pengene op mot tempelhuset; forhallen i templet stod åpen.Faktisk peger det hele på netop den konklusion, som Vagttårnslederne prøver med vold og magt - og direkte usandheder - at undgå, men som det siges kort og godt i Hastings' Dictionary of the Bible, II, s. 797, om ordet naós : "Det bruges aldrig ligesom hierón om hele templet." I 1988 udkom bogen Åbenbaringen Det store klimaks er nær!, dog uden at bringe noget som helst nyt; myten om den "store skare" i den ydre forgård i Herodes' tempel blev blot ført videre på sædvanlig vis, en fremstillling, der desværre ikke bygger på sandhed, kun på sand. (Matt. 7:26, 27)Man gik endog så vidt som til at sige: "Det græske ord naós, der her gengives med "tempel", bruges ofte i bred forstand om hele det bygningskompleks der danner ramme om tilbedelsen af Jehova." Dette er igen en direkte usandhed, for selv om ordet forekommer 45 gange i de kristne græske skrifter (Ny Testamente), refererer det aldrig til hele det store tempelanlæg i Jerusalem! Når det bruges om "templet", så gælder det kun tempelhuset og det alene, aldrig de ydre forgårde, som Vagttånsfolkene fejlagtigt har hævdet så længe, blot for at kunne holde fast ved deres skæve lære. (Sammenlign Mattæus 23:34-35 og Lukas 11:50-51, Kingdom Interlinear Translation) Ti år senere, i 1998, kom der så en ny forklaring, der så at sige reducerede hele det hidtidige forsvar for den gamle udlægning til ingenting, for nu blev der i en lille grå notits med overskriften "Hellig tjeneste i templet" i Vagttårnet for 1. februar, side 21, sagt følgende: "Der er ingen grund til at mene at den store skare befinder sig i en adskilt hedningernes forgård." Med en eneste sætning stryger man denne hidtil så ufravigelige lære og gør alt, hvad der har været sagt herom i årenes løb, til intet! Men hvor skal man så finde den store skare? Hør blot: I Salomons tempel var der en ydre forgård hvor israelitter og proselytter, mænd og kvinder, tilbad sammen. Det er den, der er det profetiske mønster på den jordiske forgård i det åndelige tempel, hvor Johannes så den store skare yde hellig tjeneste.Det var så sandelig en helt ny drejning i sagen! Ikke alene flyttes den store skare ind i noget, der efter alt at dømme må have været meget mindre end Herodestemplets meget store ydre gård, der er også tale om en flytning adskillige århundreder tilbage i tiden - kan det virkelig være rigtigt? Og forresten, var der overhovedet sådan en forgård i Salomons tempel? Det kan let kontrolleres, for vi har en detaljeret bygningsrapport i 1 Kongernes bog, 6. kapitel, der efter beskrivelsen af selve tempelhuset siger i vers 36: "Derpå byggede han den indre forgård af tre rækker kvadersten og en række cedertræsbjælker." Her nævnes kun én forgård, men hvorfor kaldes den den "indre"? Dette besvares klart i artiklen "Temple" i Hastings' Dictionary of the Bible, IV, s. 695, 702: Den "indre", forgård var den, der omgav selve templet og dets tilbehør: "indre", ikke i modsætning til nogen ydre tempelgård (en sådan kendes ikke i forbindelse med Salomons tempel), men for at skelne den fra den "store forgård", der omhegnede alle de kongelige bygninger ... For så vidt det angår historien om og beskrivelsen af Salomons tempel, så kendes der kun én forgård, idet de andre forgårde, der nævnes, slet ikke er tempelgårde... Denne ene forgård kaldes i Krønikebogen for 'præsternes forgård'... 2 Krøn. 4:9.I 1 Kongernes bog 7:12 kaldes tempelgården "den indre forgård til Jehovas hus", mens den "store forgård" nævnes i 7:9-12 som omsluttende det hele, inklusive den "anden forgård" (v. 8), indenfor hvilken Salomons egen bolig fandtes. De lærde er enige om, at Salomons tempel kun havde en eneste forgård, og den svarede til den ene forgård, som også teltboligen, det såkaldte tabernakel fra Sinai, havde i sin tid, så nu har Vagttånsfolkene anbragt den store skare i en forgård, som aldrig har eksisteret! Altså endnu en direkte usandhed! Hvad mon det næste bliver? Inden vi slutter denne afdeling, skal vi lige se ganske kort på de ord, der har været nævnt nogle gange foroven, nemlig hierón og naós, der begge af og til oversættes med "tempel". De har dog hver sin præcise betydning, idet det førstnævnte er intetkøn af ordet hierós, der betyder "hellig, viet til gud(erne)", og det bruges i regelen på græsk om hele tempelområder, dvs. alt det der regnedes for helligt. Det andet, naós, er afledt af udsagnsordet naio, "at bo", og dets bogstavelige betydning er simpelthen "bolig". Eftersom man regnede de oprindelige små templer, hvori man placerede gudestatuerne, for gudernes boliger, blev ordet anvendt udelukkende om den slags boliger, og ikke om menneskeboliger. I de senere, større templer, anvendtes det om det allerinderste rum, der hvor gudebilledet "boede", og derfra overførtes denne betegnelse til jødernes tempelhus, sådan som det tydeligt ses i Bibelens græske tekst. Desværre har oversætterne ikke altid husket at skelne mellem disse to ord, ikke engang Ny Verden-oversættelsen er særlig nøjagtig, hvad dette angår. I denne forbindelse er det godt at se, hvad de lærde har at sige herom, fx siges der i bogen Evangelierne synoptisksammenstillede, s. 199 om de danske ord, hvormed man oversatte henholdsvis hierón og naós i oversættelsen fra 1948 (i forbindelse med Herodes'tempel): Helligdommen. Med dette ord betegnedes i almindelighed på Jesu tid det samlede tempelområde, d.v.s. tempelpladsen med hele sit kompleks af bygningsværker (til forskel fra udtrykket: templet, hvormed der mentes den bygning, der indeholdt "det hellige" og "det allerhelligste").Dette har gode bibeloversættere selvfølgelig vidst længe, og selvom Ny Verden-oversættelsen ikke er særlig præcis, hvad dette angår, så kan man dog altid se forskellen markeret i Kingdom Interlinear Translation. På dansk blev denne forskel klart frernhævet allerede i Skat Rørdams oversættelse af Det ny Testament, 2. udgave, 1894, bd. 1, s. 18, 19 (note til Matt. 4:5): I N. Test.s Sprogbrug gjøres der stadig Forskjel mellem "Templet" (paa Græsk: Naós) : selve Tempelhuset, hvortil kun Præsterne havde Adgang, og"Helligdommen" (Græsk: Hierón), som tillige omfattede alle Forgaardene med deres Buegange og Bygninger til Forsamlinger og andet Brug, hvortil Folket havde Adgang.Således er der ingen tvivl om, hvad de to ord står for, hver for sig, og Vagttårnets forsøg på at få det til at se ud, som om naós kunne bruges om hele tempelområdet, også om de ydre forgårde, så de kan anbringe den "store skare" derude, er slået fejl, simpelthen fordi deres argumenter er forkerte, og hele deres lære om dette punkt er falsk. Det er helt klart, at naós er selve tempelhuset, og vi ser, at det er i naós, at den "store skare" opholder sig, og så gentager vi spørgsmålet: Er den "store skare" identisk med de "beseglede"? Hvad siger Bibelen om det spørgsmål? Det kræver et nøjere studium af hele synet, hvori vi ser den "store skare", og dets relationer til de andre dele af Åbenbaringen. Baggrunden for synet Før vi går over til en detaljeret analyse af dette betagende syn, må vi nødvendigvis have det placeret i tid og rum, og til en begyndelse gælder det naturligvis selve skriftet; ifølge dets egen opgivelse blev det jo til på den lille ø Patmos i Ægæerhavet, ikke langt fra Efesus, hvor apostelen Johannes ifølge ældgammel tradition tilbragte sin alderdom. Man har gættet på tiden for nedskrivningen, og den nu om stunder gængse teologiske teori (som Vagttårnsselskabet følger) er, at det blev til i Kejser Domitians regeringstid, ca. 95 eller 96 e.v.t. Denne teori hviler dog på en meget svag tradition, og det er meget mere sandsynligt, at det blev til under tyrannen Nero, der jo i 64 e.v.t. iværksatte en kristenforfølgelse, der meget vel kunne have ført til, at Johannes var blevet forvist til Patmos. Det ville også passe med, at "den store stad", hvis fald og ødelæggelse er et af hovedemnerne i bogen, er Jerusalem, ikke Rom, thi om den står der, at det var der, "deres [de kristnes] Herre blev korsfæstet". (J. Stuart Russell, The Parousia, 1887, J.A.T. Robinson, Redating the New Testament, 1976, og K.L. Gentry, Jr., Before Jerusalem Fell, 1989) I virkeligheden synes hele skriftet at bygge på og udvide Jesu Kristi store Oliebjergstale, der helt tydeligt forudsagde Jerusalems ødelæggelse indenfor den daværende generations levetid. -- Matt. 24, Mark. 13 og Luk. 21; Åbenb. 11:8, Rørdarn. Det er også vigtigt at få dette skønne syn placeret korrekt indenfor selve Åbenbaringens tekst, så det kan ses på den rette baggrund, og som bekendt begynder bogen med en hilsen og en advarsel om "det der snart skal ske", idet "den fastsatte tid er nær". (1: 1-3) Bogen falder naturligt i to dele, nemlig 1-11 og 12-22, og den indeholder en række "syvheder", hvoraf den første er de syv menighedsbreve. (1:4-3:22) Derefter inviteres seeren til at stige ind i selve himmelen gennem en åben dør, og der ser han et prægtigt syn af Guds himmelske tronsal og dem, der opholder sig der. (Kap. 4, 5) Dernæst ser han Kristus i et slagtet lams skikkelse modtage en lille bog fra Faderen, og han begynder at åbne dens syv segl. Efter hvert af de første fire ses de såkaldte apokalyptiske ryttere på forskelligt farvede heste, idet de sendes ud for at gøre deres gerning. Efter det femte ser han de ihjelslagne kristnes sjæle under det store himmelske alter, hvorfra de råber på hævn over deres fjender, men får at vide, at de skal vente endnu en liden stund, indtil alle deres brødre fuldendes ligesom dem. Det sjette segl fører til et mægtigt jordskælv, der forskrækker alle mennesker, små som store, og de søger skjul for Herrens og Lammets vrede, idet de udbryder: "Hvem kan nu bestå?" Synet fører dog ikke til en omgående fuldbyrdelse af denne "store dag", i stedet ser Johannes fire engle, der får ordre til at holde ødelæggelsens vinde tilbage, indtil beseglingen af Guds tjenere er omme, og, disse betegnes som 144. 000 ud af alle Israels tolv stammer. -- Åbenb. 6:1-7:8. Dernæst kommer så synet af den "store skare", der siges at komme fra den "store trængsel", hvilket gør synet proleptisk, det vil sige, at det foregriber begivenhedernes gang, idet denne trængsel slet ikke har været beskrevet i noget syn endnu - der har kun været tale om optakten til den. Og med hele denne baggrund i tanke går vi over til den egentlige analyse af dette storslåede syn. Åbenbaringen 7:9-17: I denne analyse vil vi ikke blot gå frem vers for vers, vi vil tage de enkelte meningsbærende elementer i hvert vers for sig, for at få det fulde udbytte af Johannes' beskrivelse. 7:9a) "Efter dette så jeg og se! en stor skare" . Det græske udtryk (óchlos polús) betyder egentlig en "vældig menneskemængde", en urolig hob i bevægelse, og det bruges mange gange i evangelierne om de store tilhørerskarer, der flokkedes til Jesus for at høre ham, også om dem, der hyldede ham ved hans store indtog i Jerusalem. -- Matt. 4:25; 20:29; Mark. 5:21; Luk. 8:4; Joh. 6:2; 12:9, 12-19. b) "som ingen var i stand til at tælle " . En urolig hob i bevægelse kan ikke tælles, men i denne forbindelse husker vi, at Bibelen nævner en betydningsfuld gruppe, der heller ikke skulle kunne tælles, og den bør vi have i tanke ved identifikationen af den "store skare"; vi tænker her på Abrahams sæd eller afkom, for Jehova sagde jo til Abraham: "Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne, hvis du da kan tælle dem." Og han sagde videre til ham: "Således vil dit afkom blive." -- I Mos. 15:5; 22:15-18; Rom. 8:1417; Gal. 3:5-9, 26-29. c) "af alle nationer og stammer og folk og tungemål". Dette karakteristiske udtryk forekommer i let varieret form adskillige gange i Åbenbaringen, og det er et af de punkter, som Vagttårnet - og andre med for den sags skyld - brugerr til at forsøge at sætte den "store skare" i et modsætningsforhold til dem, der skal være "konger og præster" med Kristus i himmelen, hvilket er en grov misforståelse, for i 5:9, 10 læser vi om "Lammet", Kristus Jesus (vor kursivering): "Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden."Dette er i fuld overensstemmelse med det, der siges i de andre inspirerede skrifter om Kristi menigheds sammensætning, og som det ses, passer den "store skare" perfekt ind i dette billede som himmelske sejrvindere. -- Apger. 10; Rom. 1: 1-7; Gal. 3:27-29. d) "stod foran tronen". Her hentydes der til Guds trone, der beskrives i 4:2, 3 som midtpunktet i hans himmelske tronsal, med alle åndeskabningerne trindt omkring, hvor de 24 ældste kaster sig ned "foran tronen" for at tilbede Gud, og i den selvsamme stilling finder vi senere de "144.000": "Og de synger ligesom en ny sang foran tronen og foran de fire levende skabninger og de ældste." Dette viser klart, at dette udtryk, "foran tronen", ikke kan udlægges, som om den "store skare" befinder sig på et lavere plan - tværtimod, de står "foran tronen", ganske som "de beseglede", der hvor den himmelske lovsang synges! Ja, endog "Lammet", Kristus Jesus, "står midt for tronen", så han kan lede dem som deres hyrde. - Åbenb. 7:17, dansk overs. af 1948; 14:1-5. e) "og foran Lammet". Som vi lige har set, står "Lammet" lige "midt for tronen", reelt "mellem tronen og de fire væsener og de ældste", i Guds tronsal. (5:6, dansk. overs. af 1948); dette sceneri udspilles alt sammen inden for de himmelske rammer, der beskrives i 4:1-11, og som fortsætter gennem hele seglbrydningen og basunerne til 1l: 19, der afslutter første del af Åbenbaringen. f) "klædt i lange, hvide klæder" ("hvide præstedragter," Seidelin). Et af de stadigt tilbagevendende kendetegn på de himmelske sejrvindere i Åbenbaringen er, at de skal "klædes i hvidt", og det ord, der anvendes her (græsk stolé), bruges regelmæssigt i den græske oversættelse om præsternes lange, hvide kjortler; i Åbenbaringen bruges det kun få gange, i dette kapitel (7:13, 14) og i 6: 1l, hvor de dræbte sjæle får tildelt hver en stolé, "en lang, hvid klædning" for deres trofasthed. Skat Rørdarn har i sin oversættelse en interessant fodnote til dette vers: De lange hvide Klædebon (19:8) er Præstedragten (at Klædebonnet er langt, ikke opbundet, udtrykker maaske, at den jordiske Vandringsfærd og Arbejdstid er omme), ligesom ogsaa deres "Præstetjeneste", deres umiddelbare Samfund med Gud ved Kristus (se 1, 6) betegnes ved, at de staa for Tronen og for Lammet.Her er der ingen tvivl mulig: her står en "stor skare" jublende glade sejrvindere i den himmelske tronsal! - Åbenb. 3:4, 5, 18; 4:4; 6:11; 7:13, 14; 19:8; 22:14. b) "og der var palmegrene i deres hænder ". Skat Rørdams note fortsætter således: Palmegrene, Sejerstegnet, brugtes særlig ved Løvsalsfesten, som var Takkefest for Guds Beskjærmelse under og Frelse udaf Vandringen i Ørken. Den "store Skare" er altsaa, Menigheden, som er gaaet frelst udaf sin Vandring i Verdens Ørk (12, 14; 1 Kor. 10, 1-13), ind til Guds Folks "Hvile" (14, 13; Hebr. 4, 1-9) i det fuldvisse Haab, "hjemme hos Herren" (2 Kor. 5,8; Fil. 1, 23).Løvhyttefesten var årets sidste fest, både til minde om ørkenvandringens midlertidige boliger og en takkefest for den endelige høst om efteråret. For disse himmelske præster er ørkenvandringen i denne "verden" eller "tingenes ordning" endt, de er blevet endeligt indhøstet som åndelige israelitter. -- 2 Mos. 23:16; 3 Mos. 23:33-43; Matt. 133:24-30, 36-43. 10) "Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: "Frelsen [skylder vi] vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet. " Dette betyder ganske enkelt, at de er endeligt frelste, i ordets fulde betydning, og at de erkender, at de kan takke deres Skaber, den almægtige Gud, herfor, også hans offervillige Søn, deres herre og mester, Jesus Kristus, der påtog sig rollen som offerlammet, som vist i den anvendte symbolik. -- Es. 25:9; 43:11; Åbenb, 12:10; 19:1-8. 11, 12) Her ses og høres en syvfoldig himmelsk taksigelse og lovprisning, der i sin karakter helt svarer til det, der beskrives i 4:9-11; 5:8-14; 11:15-18 og 19:1-10, og som disse skriftsteder viser, er det kun himmelske begivenheder, der udløser en sådan storslået himmelsk hyldest: Og alle englene stod rundt om tronen og de ældste og de fire levende skabninger, og de faldt på deres ansigter foran tronen og tilbad Gud idet de sagde: "Amen! Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder. Amen. "Dette er desuden en klar beskrivelse af hele det himmelske sceneri, hvori dette foregår, og det udelukker naturligvis al snak om en jordisk forgård som opholdssted for denne glade "store skare"; herom siger Professor Holger Mosbech (Johannes'Aabenbaring (København, 1943, s. 143, 144): Situationen er den samme som forudsat i 5:8 ff.; inderst omkring Tronen staar de fire Væsener, uden om dem de 24 Ældste, og den yderste Kreds udgøres af de utallige Engleskarer; disse bekræfter nu først ved et "Amen!" (jfr. til 16), at de tager Del i de frelstes Glæde og i deres Lovsang; og samtidig med at de giver denne deres Tilslutning, istemmer de den samme syvfoldige Lovprisning som i 5:12.Her kunne man indskyde, at mens dette så helt tydeligt er et himmelsk billede, så er det foregående syn, hvor de "beseglede" omtales, lige så klart en jordisk vision, og når Vagttårnsfolkene og andre fortolkere taler om, at Johannes ser de 144.000 på dette sted, så er det forkert: Han ser de fire engle, der holder vindene tilbage, og derefter den engel, der kommer fra solens opgang med den levende Guds segl og byder de fire første engle at vente med at slippe vindene løs, til beseglingen er fuldendt; men han ser aldeles ikke de beseglede, han hører blot deres tal og navnene på de tolv stammer. Og da vindene er jordiske vinde og beseglingen foregår her på jorden, så er dette ganske enkelt et jordisk syn, modsat det af den "store skare", der står inde i selve himmelen. -- Efes. 1:13, 14; 3:40 13, 14a) "En af de ældste vendte sig til mig ogsagde: "Ved du, hvem de i de hvide klæder er? Ved du, hvor de kommer fra? "Nej, Herre, " svarede jeg, "men du ved det." (Ny Testamente på hverdagsdansk) Dette, at det er en af de 24 himmelske ældste, der jo sidder på troner rundt om den Almægtiges trone, der spørger Johannes, viser også klart, at vi stadig befinder os i den himmelske tronsal. Ordskiftet er meget interessant, ikke mindst når man tager situationen i betragtning, for det skønne syn er åbenbart så overvældende, at Johannes er blevet stum af forbavselse, og derfor må den ældste tage initiativet for at få det rette svar frem. 14b) "Det er dem der kommer ud af den store trængsel". Nogle kommentatorer har villet lade det se ud, som om der med denne "trængsel" hentydedes til de forfølgelser og vanskeligheder, der har plaget mange kristne igennem århundreder, men det er slet ikke det, der er tale om; det græske udtryk, der bruges her, hé thlipsis hé megále, ordret: "trængselen den store", er et fast udtryk for den sidste og afgørende trængsel ved det, som i Bibelen kaldes "verdens ende" eller "afslutningen på tingenes ordning". (Matt. 24:3, dansk overs. af 1948; Ny Verden-oversættelsen) Dette særlige udtryk forekommer første gang i den forbindelse i Daniel 12: 1, hvor der tales om Mikaels ståen frem for at værne Guds folk, og det løfte gives, at "til den tid vil dit folk undslippe, enhver som findes skrevet i bogen". Denne forjættelse står således på et solidt profetisk grundlag, som Jesus også bekræftede i sin store Oliebjergstale (Matt. 24:20-29; Mark. 13:18-27), hvor han også anviste vejen til frelse: "Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst." (Mark. 13:13; se også Åbenb. 2: 10; 3: 10, 11 og J.S. Russell, The Parousia, s. 405, 406) En anden interessant og betydningsfuld detalje er, at det græske ord for "kommer", erchómenoi, står i nutids tillægsmåde, hvorfor det egentlig burde oversættes "kommende", det vil sige, at Johannes ser dem i bevægelse, i færd med at ankomme. Dette er ikke et statisk billede men et aktivt, og det skal åbenbart forstås sådan, at den "store trængsel" nok kun lige er overstået, hvorfor de først nu kan opnå den belønning, som Herren havde lovet dem, og som de nu har gjort sig værdige til. De, der hører til den "store skare", har således vist trofast udholdenhed, de er blandt "de kaldede og udvalgte og trofaste." -Åbenb. 17:14. 14c) "De har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. " Symbolikken er hentet fra Moselovens renlighedsforskrifter for præsterne, der skulle vaske deres klæder, før de begyndte på deres tjeneste i templet. (4 Mos. 8:7; 19:7-10) Her kan der ingen tvivl være om meningen: De har modtaget Jesu syndoffer og er blevet tilregnet retfærdighed på det grundlag, så de nu står rene og acceptable for Guds åsyn. (Rom. 3:23-26; Ef. 1:7; Hebr. 9:11-28; 1 Joh. 1:7; Åbenb. 1:5) Dette er et umiskendeligt identifikationsmærke for de himmelske sejrvindere, der får adgang til den hellige stad og livets træ. -Åbenb. 2:7; 21:22-27; 22:2, 14. 15a) "Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel [naós, det indre tempel, tempelhuset, Guds egen bolig] ". Om udtrykket "foran tronen", se v. 9 foroven, og om "tempel", se beskrivelsen s. 1-3 foroven. Som vist betyder naós ikke "forgård." men "bolig", og det er helt sikkert, at den "store skare" ikke står i nogen forgård, hverken indre eller ydre, den ses stående inde i Guds eget himmelske tempel, som det er beskrevet i det 4. kapitel. Dette ses også let af selve Åbenbaringens tekst, hvori ordet naós kun forekommer én gang forud for det syvende kapitel, nemlig i 3:12, og der tales der ikke om nogen forgård. Overhovedet er der ingen beskrivelse af det jordiske tempel eller dets forgård i de forudgående afsnit. Den eneste gang, der tales om en forgård i forbindelse med ordet naós, er i 11: 2, hvor der står i Ny Verden-oversættelsen: Men med hensyn til forgården, som er uden for tempel[helligdommen] [naós], så udelad den og mål den ikke, for den er blevet givet til nationerne, og de skal nedtræde den hellige by i toogfyrre måneder.Dette er den eneste forekomst af ordet "forgård" [græsk aulé] i hele Åbenbaringen, og det er jo tydeligt, at den er udenfor det, som der her forstås ved naós eller templet, så hvordan nogen kan få den mærkelige ide, at den "store skare", der står i naós, skulle stå i den ydre forgård, der klart siges at være udenfor naós, er ikke godt at vide. Her bør man lægge mærke til det, som også tydeligt fremgår af den eneste typologiske udlægning af Guds jordiske helligdom, som findes i Bibelen, nemlig den, som vi finder i Hebræerbrevet, kap. 9, hvor man tydeligt kan se, at der er tale om teltboligen fra Sinai, hvis strukturer i 9:23, 24 kaldes "billedlige gengivelser af det der er i himlene ... en kopi af virkeligheden". I denne forbindelse bør vi erindre os det, som der blev sagt til Moses i forbindelse med bygningen af teltboligen og alt det, der hørte til den, i 2 Mos. 25:8, 9, 40: "Og de skal lave en helligdom til mig, da jeg vil tage bolig midt iblandt dem. Nøjagtig efter det jeg viser dig som forbillede til teltboligen og som forbillede til hele dens udstyr, sådan skal I lave den. ... Og se til at du laver dem efter det forbillede til dem som blev vist dig på bjerget."Århundreder senere fik David lov til at samle materiale til et stentempel, som hans søn, Salomon, skulle bygge i Jerusalem, til afløsning for den gamle udslidte teltbolig, men det ændrede intet ved virkeligheden, og som vi allerede har set, havde dette tempel kun én forgård, den der svarede til den ene forgård, som teltboligen havde. Og hvilken helligdom, hvilket tempel er det så, som omtales i Åbenbaringen? Det er ikke Salomons gamle, længst forsvundne tempel, ejheller Herodes' græsk-rornerske pragtbygning, som stod på Jesu tid, og da heller ikke det vældige tempel, som blev vist i et syn for Ezekiel, men som aldrig blev realiseret - i stedet læser vi i Åbenbaringen 11: 19; 15:5: Og Guds tempel[helligdom] [naós], som er i himmelen, blev åbnet, og hans pagts ark blev set i hans tempel[helligdom] [naós]. ... Og efter dette så jeg, og Vidnesbyrdets telts helligdom [hó naós tés skenés tou marturiou en tó ouranou] blev åbnet i himmelen.Som tidligere påvist er Ny Verden-oversættelsen upræcis, når den gengiver naós som her vist, men det ændrer ikke det faktum, at det naós, der er tale om i Åbenbaringen, er i himmelen, og at det her sammenlignes med den gamle "teltbolig" eller "Vidnesbyrdets telt", som det også kaldtes. Og dermed forsvinder enhver tanke om, at den "store skare", der jo vitterligt står i naós, skulle befinde sig i en jordisk forgård. De, der påstår noget sådant, aner simpelthen ikke, hvad de taler om! Det græske ord, der er oversat "yde hellig tjeneste", er latreiúo, der ifølge Grimm-Thayer's græske leksikon anvendes i de kristne græske skrifter (Ny Testamente) om "hellig tjeneste, tilbedelse", især om "offertjeneste, at tilbede Gud i overensstemmelse med et ritual", det sidste især om præster, der udførte deres officielle præstegerning på korrekt vis. "Dag og nat" er naturligvis altid, uophørligt, og da disse præster er nyankomne til templet, hvor de skal tjene for evigt, er det sikkert en henvisning til den særlige "dag og nat" tjeneste, som det var pålagt nye præster i teltboligen og templet at udføre. (3 Mos. 8:33-35) Vi behøver ikke at tvivle et øjeblik om betydningen af dette syn, der viser os en "stor skare" nye præster blive præsenteret for deres øverste Herre, Jehova, den Almægtige, i hans himmelske bolig, hans storslåede tronsal, der let kan rumme dem alle! -- Åbenb. 11: 19; 15:5 -16: 1; Joh. 14:1-4; 17:20-26. 15b) "Og han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem. " Bemærk, at der ikke står, at Guds telt skal være "iblandt" dem, sådan som den gamle teltbolig fra Sinai, der stod midt i Israels lejr under ørkenvandringen - nej, her udspænder Jehova Gud selv sit telt over disse nye præster. Dette er en parallel til det foregående: det "telt", der er tale om, er Guds egen himmelske bolig, som det ses af Åbenb. 13:6, hvor det omtales som "Guds Telt, dem som bo i Himlen" (Skat Rørdam), eller endnu tydeligere, som "Guds bolig - det vil sige dem, der bor i Himmelen". (Seidelin) 16, 17a) "De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede plage dem, for Lammet, som er i midten hvor tronen er [som er midtfor Tronen, Skat Rørdam], vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. " Lige bortset fra identifikationen af "Lammet" som deres leder og hyrde er dette taget næsten ordret fra Esajas 49: 10, hvor der loves Israel en sikker og barmhjertig hjemkomst fra udlændigheden i Babylon i 537 f v.t. Paulus citerede også denne gamle "hjemkomstprofeti" og viste, at den skulle få sin fulde opfyldelse på det åndelige Israel. (Es. 49:8-26; 2 Kor. 6:2) Så her har vi dem, "der bliver ved med at følge Lammet, hvor det end går hen", dem, der udgør de sidste medlemmer af den "ene hjord" under den "ene hyrde". (Åbenb. 14:1-4; Joh. 10:16) Det er dem, der får lov til at drikke af "kilder med livets vand", de er Guds sønner og himmelske sejrvindere! -Åbenb. 21:6, 7; Salm. 36:9, 10. 17b) "Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. " Dette er også et citat fra Esajas, fra 25:8, en anden profeti, der blev udtalt til det gamle Israel, men som i sin fulde opfyldelse også gælder det åndelige Israel. -- Es. 25:6-12; 1 Kor. 15:50-54. Den store skare lader sin røst høre endnu engang! For de fleste vil det nok komme som en overraskelse, at den store skare præsenteres endnu en gang i Åbenbaringen - det sker i 19: 1-10, hvor vi læser i 1, 2a: Efter dette hørte jeg noget der var som en stærk lyd af en stor skare i himmelen. De sagde: "Lovsyng Jah! Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige."Her er det tydeligvis den samme store skare, der lader sin røst høre, med så at sige den samme lovprisning som i det syvende kapitel - den eneste forskel ligger i, at nu er situationen en anden: den første vision var prolebtisk idet den foregreb begivenhedernes gang ved at beskrive dem der kom ud af den "store trængsel", før den endnu var blevet til virkelighed, mens vi her ser, at nu er Babylon blevet dømt og dommen eksekveret, og som vers 2 viser, er martyrernes sjæle blevet hævnet, som der blev krævet efter det femte segl. Udover det kan der tilføjes, at det græske udtryk for "stor skare" er det samme her som i 7:9, og at det iøvrigt ikke forekommer andre steder i hele Åbenbaringen end i disse to kapitler. Her må vi også erindre os, at udtrykket óchlos , der gengives "skare", egentlig betyder "menneskeskare ", og at det aldrig bruges om engle eller andre væsener. Det forekommer ialt 174 gange i de kristne, græske skrifter (Ny Testamente), og af dem oversættes det ialt 81 gange med 'people' ('folk') i den autoriserede engelske oversættelse, King James Translation, og andre oversættelser har tilsvarende gengivelser. (Se Mattæus 14:14; 26:47; Markus 6:34, Seidelin; Schindler) Derfor er de kommentatorer galt afmarcheret, der mener, at der her er tale om en engleskare, og Vagttårnsselskabets udlægning i Åbenbaringen Det store klimaks er nær! er ikke bedre, for den taler om "himmelske hærskarer" i denne forbindelse, og da vi jo ved, at den 'store skare' regnes for jordisk deri, er det klart, at der her gives udtryk for en helt forkert opfattelse. (s. 276, par. 12). Se også Lad os ræsonnere udfra Skrifterne, s. 169, 170, hvor der siges 'Den store skare i himmelen' der omtales i Åbenbaringen 19:1, 6,er ikke den samme som 'den store skare' i Åbenbaringen 7:9. ... det er en skare af engle.' Udover at vise, at man endelig har fået øjnene op for omtalen af den 'store skare' på dette sted, viser det også, at man ved at fremsætte en sådan direkte forkert fortolkning må være, at man ønsker for enhver pris at fastholde den forlængst knæsatte, men totalt ubibelske lære om den 'store skare' som en jordisk, sekundær gruppe. Her kan vi lige minde om, at allerede Russell forstod, at der ikke var to skarer, men kun én, idet den "store skare" i det 19. kapitel efter hans mening var den samme som den i det 7., men desværre holdt han stædigt fast ved tallet 144.000 som det bogstavelige antal medlemmer af Kristi brudeskare, og derfor kom han aldrig frem til en korrekt forståelse. --Studier i Skriften, I, s. 213, 214: VI, s. 142, 143. Enhver, der gransker Skriften grundigt, vil uvilkårligt komme til det samme resultat, at den "store skare", der omtaltes i 7:9-17, og den, der omtales her, i 19: 1 -10, er en og den samme "skare". Ifølge Bibelen er der kun én gruppe mennesker, der opnår liv i himmelen med Kristus Jesus, ikke to, og der er ikke to forskellige "store skarer" i Guds himmelske tempel, kun én! Lad os huske på, at den "store skare" i 7:9-17 kom direkte fra den "store trængsel", altså enden eller afslutningen på denne "verden" eller "tingenes ordning", og at de blev vist som palmesvingende deltagere i årets sidste fest, løvhyttefesten, for at fejre høstens afslutning; og her, i 19: 1 - 10, hører vi den "store skares" lovsang efter dommens fuldbyrdelse over Guds fjender, og straks derefter er alt klart til "Lammets" bryllup, som de naturligvis skal deltage i, al den stund de tilhører selve brudeskaren! Kan nogen virkelig være i tvivl om, hvem der tilhører den "store skare" i Åbenbaringen, og hvor den befinder sig? Konklusion: Den uundgåelige konklusion er naturligvis den, at (1) Den "store skare" aldeles ikke er nogen sekundær skare, hverken i himmelen eller på jorden, ejheller står den i et jordisk tempel, hverken på den "nedre stensætning" i Ezekieltemplets ydre forgård, i Herodestemplets store ydre forgård eller i den ikke-eksisterende "ydre" forgård i forbindelse med Salomons tempel! (2) De står inde i Guds eget himmelske tempel, som det beskrives i det fjerde kapitel, (3) idet de står lige "foran tronen" og Guds "lam', der leder dem til livets vandkilder; (5) de er nemlig lige kommet som endeligt frelste fra den "store trængsel" (6) og de skal nu tjene som Guds præster i deres lange hvide præsteklæder; (7) desuden skal de være som søjler i Guds eget tempel og aldrig mere "gå ud af det." -- Åbenb. 3:12. Faktisk er dette syn et af Åbenbaringens store højdepunkter,
idet man jo her ser fuldendelsen af Kristi menighed, et storslået
og betagende skue, især da der her er tale om de sidste medlemmer,
der ankommer til "Lammets bryllup" - det var dem, der manglede, da det
femte segl blev brudt (6:9-11), de er dem, hvis besegling skulle fuldendes,
inden de fire engle kunne slippe ødelæggelsens vinde løs,
som berettet i 7:1-8. De er i virkeligheden dem, der kunne "bestå",
sådan som der spurgtes om efter det sjette segl! Og dermed har vi
svarene på de spørgsmål, der står som undertitler
til denne artikel, for nu ved vi, hvem, der hører til den
"store skare", hvor den befinder sig, og hvilket håb dens
medlemmer har: De har præcis det samme håb som alle
andre medlemmer af Guds menighed har, nemlig at være Guds og Kristi
præster i hans himmelske tempel, og det er der, de
befinder sig, som vist i synet, og de er endda de allersidste, der ankommer
der, til den store bryllupsfest, der står for døren, således,
at den kan tage sin begyndelse straks efter, at disse medlemmer er ankommet!
Hvor må Johannes have frydet sig ved at skue dette strålende
syn og få lejlighed til at viderebringe det til sine åndelige
brødre, der havde det samme håb! Og hvor bør vi være
glade for, at det er blevet bevaret helt til vor tid, så vi også
kan få den rette forståelse af disse himmelske ting! Hallelu-Jah!
|