Hvis ovennævnte spørgsmål blev stillet til almindelige folkekirkemedlemmer, ville de fleste nok stille sig ret uforstående, for dette bibelske udtryk siger dem ikke rigtig noget. Men hvis man spørger Jehovas Vidner, vil de have svar på rede hånd, for de har fået ørerne tudet fulde af snakken om denne forfærdelige, verdensomspændende krig, hvori alle, der ikke er aktive Jehovas vidner, vil blive udslettet for evigt - det har de i hvert fald lært at tro på. Så at sige alle, der i dag er aktive inden for denne bevægelse, har fået dette ind med modermælken, for lige fra den tidligste barndom er de blevet flasket op med bogen Fra det tabte paradis til det genvundne paradis, hvori kapitel 25, "Hvordan denne verden ender" indeholder en rædselsvækkende skildring af denne uhyrlige krig, med tilsvarende forskrækkeligt billedmateriale (se især side 208-209), noget som man ærlig talt ikke havde forventet at finde i en bibelbog beregnet for børn!

De voksne er dog ikke gået ram forbi, for i bogen Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds nye verden er der i kapitel 21, 'Den universelle Harmagedonkrig bryder ud' (side 341-342) en rent ud sagt bloddryppende fremstilling af samme emne, noget som aldeles ikke er egnet til at skaffe frygtagtige sjæle ro i sindet! Begge bøger var officielle lærebøger for Jehovas vidner i en årrække, så der er desværre mange, der har fået deres syn på denne del af de bibelske profetier spoleret på det grusomste.
 

Sagen er jo den, at lige fra sektens stifter, den unge og temmelig naive amerikanske forretningsmand Charles Taze Russell for godt 100 år siden begyndte at skrive sine Studier i Skriften, hvoraf nr. 4 kom til at hedde Slaget ved Harmagedon, har bevægelsen været galt afmarcheret, når det gælder den såkaldte 'Harmagedonkrig'. Billedet har ganske vist ændret sig en smule i årenes løb, men ikke helheden, og et af de forkerte punkter i vidnernes udlægning, som ikke har ændret sig, er at denne krig eller dette slag er noget fremtidigt og at det er nær for hånden. Dette er en helt forkert opfattelse, ikke blot fordi en begivenhed kan ikke være nær for hånden i mere end 100 år, men simpelthen fordi denne begivenhed er fortidig! Der er overhovedet ingen grund til at være bange for denne begivenhed, dette slag ved Harmagedon, for det, som symboliseredes med denne betegnelse i Åbenbaringsbogen, er forlængst overstået, og vi har endog en udmærket øjenvidneskildring af det - selv om det ikke deri kaldes ved sit apokalyptiske navn, men fremstår under en mere realistisk betegnelse. Det skal vi se på om lidt, men vi skal lige have navnet og nogle få andre detaljer sat på plads først.
 

Hvad betyder 'Harmagedon' egentlig?

Som bibelske videnskabsmænd og historikere har vidst længe, er der ikke noget bogstaveligt sted, der hedder Harmagedon; ordet er dog let forståeligt, for førsteleddet har betyder 'bjerg' på hebraisk, og andetleddet er den græske stavemåde for bynavnet Megiddo. Denne by lå strategisk i Israel på kanten af Jizreelsletten på et sted, hvor mange veje mødtes, og den gamle ruinhøj ses tydeligt i det flade landskab. Så selv om navnet betyder 'Megiddos bjerg', så er der intet sådant, selv om nogle ville henføre betegnelsen til det nærliggende Tabors bjerg. I nærheden af Megiddo udkæmpedes der afgørende slag i fortiden: efter indtoget i Kana'an besejrede Josua en række konger, bl.a. kongen af Megiddo, og senere besejrede Barak og Debora kana'anæernes hærfører Sisera "ved Megiddos vande". Senere faldt den gode konge Josias her, i et forsøg på at stoppe den ægyptiske hærs fremmarch, da Farao Neko var på vej til at slås med Babels konge ved Karkemish. Det ser ud til, at de lærde har ret i at opfatte navnet Harmagedon, 'Megiddos bjerg', som symbol på et sted, hvor en afgørende kamp finder sted. - Jos. 12:21; Dom. 4:12; 5:19; 2 Kong. 23:28-30.
 

Som alle opmærksomme bibellæsere ved, forekommer ordet Harmagedon kun én gang i hele Bibelen, nemlig i Åbenbaringen 16:16, der jo er en lille detalje i en af bogens store "syvheder", nemlig afsnittet om "Guds harmes syv skåle", som syv engle fra Guds himmelske tempel skulle udgyde over jorden eller landet. (Åbenb. 15:1-16:21). Dette afsnit svarer både i struktur og i en hel del enkeltheder til det tidligere afsnit om de syv engle med de "syv trompeter", der åbenbart skulle varsle Guds straffedomme højlydt (Åbenb. 8:1-11:19). Denne sidstnævnte "syvhed" afslutter første halvdel af Åbenbaringsbogen, hvorefter der begyndes på en frisk fra 12:1 med to store tegn, og i en ny udvikling afsløres der endnu flere detaljer af Guds hellige hensigt.
 

Hvornår skrev Johannes om Harmagedon?

Før vi går videre, skal vi lige se på to meget vigtige punkter, nemlig affattelsestiden for Apokalypsen, Åbenbaringen (eller 'Afsløringen', som ordet egentlig betyder), og tiden for dens store profetiers opfyldelse. Der er som bekendt to ret så forskellige meninger om det første punkt, idet den mest populære men meget svagt underbyggede teori går ud på, at bogen blev til mens Kejser Domitian regerede, ca.. 95-96 e.v.t., og det er som bekendt den teori, Jehovas vidner holder sig til. Den anden holder på, at Johannes skrev disse syner ned i Kejser Neros regeringstid, ca. 64 e.v.t., og den stemmer langt bedre med alle kendsgerningerne. Den første teori hyldes af dem, der gerne vil udskyde opfyldelsen af profetierne til fremtiden, og som i skjul heraf foretager al slags mærkelige beregninger, som adventistiske kredse jo har gjort siden begyndelsen af det 19. århundrede, mens den anden længe har været fastholdt af de lærde, der har søgt at se sammenhængen i hele den bibelske beretning, uden hverken at lægge til eller trække fra.
 

Her skal vi lige minde om, at hvis Åbenbaringen var fra 96 e.v.t., så ville dens profetier ligesom hænge i den frie luft, for husk at Jesus indleder den i 1:1 med at sige, at den skal vise Guds trælle "det der snart skal ske". Og i v. 3: "Den fastsatte tid er nær"! I 3:11 siger han: "Jeg kommer hurtigt." Faktisk viser hele bogen utvetydigt, at den er en detaljeret advarsel i kodesprog om nært forestående begivenheder, der vil indtræffe mens bogens modtagere er i live, ja, meget snart endda!. Dette ses også i slutningen, hvor Jesus siger kort og godt: "Han, som vidner om disse ting, siger; "Ja, jeg kommer hurtigt"." (3:11; 22:20) Hvis dette var blevet sagt i året 96 e.v.t., så ville det ingen forbindelse have med det virkelige liv, for hverken det år eller i årene lige efter var der nogen som helst begivenhed, der kunne opfattes som blot en skygge af en opfyldelse af de storladne profetier i Åbenbaringen. Men hvis vi accepterer de overvældende beviser på, at den blev til i 60erne e.v.t., så ser det hele helt anderledes ud, og så er den naturlige forbindelse knyttet med Jesu store Oliebjergsprofeti, og så peger de alle hen på den største begivenhed i den apostolske tidsalder, nemlig Jerusalems ødelæggelse og dermed hele den gamle jødiske kulturs undergang, den der var fast knyttet til den gamle mosaiske lovpagt, templet og offertjenesten ved levitpræsterne. Og det er lige netop denne begivenhed, der er tale om. - Heb. 8:13; 2 Peter 3:11, 12.
 

En af de bedste nyere udredninger af spørgsmålet om tiden forÅbenbaringens tilblivelse findes i bogen Redating the New Testament af den engelske bibellærde John A.T. Robinson (London 1976), der klart og utvetydigt påviser, at ikke blot Åbenbaringen, men alle de kristne græske skrifter blev forfattet før år 70 e.v.t., og at alle disse skrifters profetier reelt peger hen på den førnævnte store katastrofe for Jerusalem, da romerne indtog den og ødelagde den (se især kap. VII, 5. 221-253).. Der er mange lærde værker, der peger i samme retning, men der er især et, der gør det klart, og det er bogen The Parousia A Study of the New Testament Doctrine of Our Lord's Second Coming (London 1878, 1887; genoptrykt 1983 i Grand Rapids, Michigan). Denne strengt logiske udredning påviser, at betegnelsen 'Babylon den Store' simpelt hen er Åbenbaringens kodenavn for datidens Jerusalem, og at 'Harmagedonkrigen' ganske enkelt var et tilsvarende kodenavn for jødernes krig mod romerne i årene fra 66 e.v.t., da det første oprør fandt sted, og frem til klimakset i år 70, da byen faldt og hele det jødiske samfund blev rykket op med rode, ganske som Jesus havde forudsagt. Læg mærke til, hvad der siges om 'den store stad' i Åbenbaringen 11:8, at det var der, "hvor deres herre blev pælfæstet". Hvilken anden stad end Jerusalem kan der her være tale om? Husk hvad Jesus havde sagt om denne by:

Jerusalem, jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende - hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne'. Men I ville ikke'. Se, jeres hus overlades til jer selv'. - Matt. 23:37, 38; Lukas 13:34, 35.

Og læg så mærke til bekræftelsen herpå i Abenbaringens ord om 'Babylon den store' (18:24):

Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige, og af alle som er blevet slået ihjel på jorden (ge: landet)

Der er ingen tvivl mulig - Åbenbaringen blev nedskrevet før Jerusalem blev ødelagt, som en for fjenderne uforståelig advarsel til Guds tjenere, så de vidste, hvad "der skulle ske snart"'.

Mere om dateringen af Harmagedon

I virkeligheden er Åbenbaringen, som set og nedskrevet af Johannes, en meget stærkt udvidet udgave af Jesu store profeti om Jerusalems og templets ødelæggelse (Mattæus 24 og parallelstederne). Mange har jo netop undret sig over, at denne profeti, der spiller så stor en rolle i de tre første evangelier, overhovedet ikke er omtalt med et eneste ord i Johannesevangeliet, men ret beset er der ingen grund til undren, for Jesus har tydeligvis betroet sin elskede discipel Johannes at sørge for den sidste store advarsel inden det hele gik løs, ved at lade ham se disse mægtige syner og nedtegne dem i det betagende symbolsprog, hvori bogen er affattet. Og som berettet af kirkehistorikeren Eusebius, så skete der netop det, at menigheden i Jerusalem modtog en særlig advarsel i form af et 'orakel', hvorefter de gjorde, som Jesus havde sagt, de forlod Jerusalem og Judæa og flygtede til bjergene, nemlig til højlandet hinsides Jordan, hvor de tog ophold i en neutral by, Pella, i det såkaldte Dekapolis, en bysammenslutning, der intet udestående havde med romerne. Derved fulgte de ikke blot Jesu råd, men de gjorde også ligesom Israels folk havde gjort alle dage, når en fare truede - selv kong David havde måttet flygte den vej i sin tid, da hans søn Absalom gjorde oprør. - 2 Sam. 15-18; Matt. 24:15-22; Åbenb. 7:9-17.
 

Lad os lige se på Åbenbaringen 16:16 endnu engang, for at sikre os, at vi har forstået denne del af profetien korrekt. Der står fx at de urene inspirerede udtalelser går ud til "kongerne på hele den beboede jord" for at samle dem til krigen, og her vil JVerne sikkert udbryde: 'Kan I se, hvad vi sagde, det her er globalt, ikke en lille lokal krig!' Men lad os nu se: det ord, der er oversat 'den beboede jord' er det græske oikoumene, der ikke siger noget om jord overhovedet, det er noget som NV-oversættelsen har lagt til! Ordet er fortids tillægsmåde i hunkøn af ordet oikeo ('at bygge, bo'), der igen kommer af ordet oikos ('hus, bolig'); og tillægsmåden betyder blot 'bebygget' eller 'beboet', uden mindste antydning om størrelsen eller udbredelsen af det 'beboede' . Grækerne brugte det selv om deres eget land, og det af grækere 'bebyggede' område, og romerne brugte det på lignende vis, om det af romere beboede eller beherskede område. Sådan er det tydeligvis brugt i Lukas 2:1, for den romerske kejser kunne naturligvis kun holde mandtal inden for sit eget rige. I alt anvendes ordet 15 gange i de græske skrifter, og praktisk taget altid om et begrænset område, som fx. i ApGer. 24:5, hvor der naturligvis kun er tale om de områder, hvor Paulus har arbejdet, og det samme må gælde om ApGer. 17:6. Vi får et klart fingerpeg om ordets anvendelse hos Paulus i Rom. 10:18, hvor der siges, at de kristnes budskab er kommet ud til 'den beboede jords (oikoumene) fjerneste egne' . Dette blev skrevet ca. år 56 e.v.t., og Paulus citerer her Salme 19:4, hvor det hebraiske ord er tebhel, der betyder 'opdyrket', og som ofte anvendes om Israels agerland, det anvendelige, beboelige område, og i Septuaginta-oversættelsen gengives det regelmæssigt med oikoumene, der derved får den samme anvendelse. Der er således aldeles ikke tale om noget globalt eller verdensomspændende - der er altid tale om noget lokalt, som man jo kunne vente det i sådanne tekster.

Vi får et yderligere kraftigt vidnesbyrd om ordets anvendelse i Lukas 21:26, hvor der siges, at i forbindelse med Jerusalems og templets ødelæggelse (husk, det er det, der er tale om, ikke noget andet, jvf. vs, 5-7! skulle folk besvime "af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord (oikoumene)". Over hvilken 'beboet jord' kom de begivenheder, som Jesus forudsagde? Over Judæa og Jerusalem, først og fremmest, men i sin helhed måtte hele Israels land fra nord til syd og fra øst til vest bøde for folkets oprør, i årene fra 66, da oprøret begyndte, til højdepunktet i 70, da byen blev indtaget og brændt af, og lige til den sidste modstand blev overvundet ved Masada nogle år senere. Der var ikke tale om en hel 'verden', ikke engang om hele Romerriget, kun om Israels land, absolut intet andet. Og når Jesus anvender ordet på denne måde, så har vi ikke ret til at søge at udvide dets klare og enkle betydning til noget meget større, bare fordi det passer meget bedre ind i vort kram og vore yndlingsteorier.

Men hvilke 'konger' var det så, der skulle samles ved Harmagedon? Lad os et øjeblik vende tilbage til Åbenbaringens symbolsprog og se, hvem der skulle herske, når krigen brød ud: Jo, der står, at dyrets ti horn betød 'ti konger', der skulle få magt en time sammen med dyret, dvs. sammen med den sammensværgelse, der stod bag oprøret, og som søgte i lighed med de dyr, der omtales hos Daniel, at kæmpe mod de andre magter, i dette tilfælde mod den romerske verdensmagt. Der må derfor være tale om oprørets ledere, der ikke omtales med navn andre steder end hos Josefus, men der er der ingen mangel på sådanne (Åbenb. 17:12-14). Læg lige mærke til, at synet af kongerne, der samles, i 16:16, ikke fører direkte til krigen - den beskrives ikke førend i 19:11-21, og den fik selvfølgelig det ventede udfald: Den af jøderne forkastede Messias besejrede sine fjender og ødelagde deres tempel og alt, som kunne binde dem til den nu ugyldige gamle lovpagt. Dette var 'krigen på Guds, den Almægtiges store dag', Harmagedonslaget, om man vil, og som dette symbolske navn antyder, blev det et meget afgørende og endeligt slag. Det blev, som Jesus antydede, 'så stor en trængsel, som der ikke har været fra verdens begyndelse og til nu (dvs. år 33 e.v.t.), og som heller ikke vil indtræffe igen! Mange vil synes, at denne beskrivelse er forkert, især når man tænker på de to verdenskrige vi har oplevet i dette århundrede, og det kan jo synes ganske rigtigt. Men det er slet ikke det, der er tale om, for dette var en enestående krig - det var nemlig aldrig før sket, at Skaberen, Jehova, den Almægtige, havde ladet sit pagtsfolk nedkærnpe så totalt som det skete her, og årsagen var den klare, at de havde forkastet og dræbt hans Søn, hans udsendte Messias, og derved havde de endeligt svigtet den pagt, de havde med ham, og så var der ingen redning. En gang før var det kommet så vidt, at han havde ladet Babels konge besejre dem og ødelægge deres by og tempel, men dengang havde han forbarmet sig over en lille rest og ladet dem komme tilbage til deres land for at genrejse den sande gudsdyrkelse der. Men denne gang var der ikke nogen vej tilbage: han havde udvalgt sig et folk, der bar Rigets frugter, og for det kødelige Israel var der ingen redning. Dommen var uafvendelig og den blev eksekveret af Romerrigets hære, ganske som han havde brugt babylonierne ved Jerusalems første ødelæggelse. Den generation, der havde øvet ugerningen, fik den endelige straf at føle, ganske som forudsagt. - Matt. 21:33-41; 23:38, 39; 24:34.
 

Og her er det, den øjenvidneskildring kommer ind, som vi nævnte tidligere, og som mange vil have gættet, er der her tale om den beretning, som den jødiske historieskriver Flavius Josefus skrev i slutningen af det første århundrede. Han havde selv været med som guvernør og hærfører i Galilæa, men han var ikke særlig krigerisk, og det lykkedes. hain at komme til at overgive sig og finde nåde for romernes øjne, og han fulgte dem derefter på resten af felttoget, og han så med egne øjne, hvad der skete med Jerusalem i året 70, da romerne slog en jernring om byen ved påsketid, da byen var overfyldt af påskerejsende fra mange steder, hvor jøderne boede i adspredelsen, som det hed. Han beskriver klart og tydeligt, hvilken katastrofe det var, og mange af de detaljer, som han fremlægger, viser tydeligt, at Jesu profeti blev opfyldt til punkt og prikke. Hans værk hedder Jødernes krig mod romerne, og selv om han vist skrev den første udgave på aramaisk, så er den udgave, der er bevaret i gamle håndskrifter, på græsk, og den er iøvrigt oversat til mange sprog. Der findes et par ældre oversættelser på dansk, men den nyeste er Flavius Josefus; Den jødiske krig, oversat af E. Harsberg, Tusculanum, 2. oplag, 1999. I dette værk kan man få syn for sagn, og der er iøvrigt også lidt om denne skelsættende begivenhed i nogle af de romerske historiske værker på latin fra denne tid, men de er ikke øjenvidneberetninger som Josefus' er det.
 

Ingen grund til angst for Harmagedon

Eftersom 'krigen på Guds, den Almægtiges, store dag' forlængst er overstået, er der naturligvis ingen grund til at nære nogen som helst frygt i den anledning - 'Harmagedonslaget' er omme, og det skal aldrig gentage sig. Det har vi Jesu ord for, og derfor behøver vi heller ikke at nære nogen som helst angst på grund af de andre falske forudsigelser, som Vagttårnets ledere har diverteret med i tidens løb. Russell's og hans medarbejderes store fejl var først og fremmest, at de naivt accepterede de adventistudregninger, som de blev præsenteret for dengang, i l870erne, uden først at sikre sig, at de vidste, hvad de bibelske profetier, som der blev arbejdet med, betød dengang de blev udtalt og nedskrevet. Havde de dengang læst og studeret sådanne værker som den før omtalte bog, The Parousia, af James Stuart Russell, så havde de været i stand til at undgå en masse besvær og fejltagelser, og de kunne have sparet sig selv og deres tilhængere for store skuffelser. Denne bog udkom som nævnt i 1878, dvs. året før forfatterens amerikanske navnebroder udgav sit Vagttårnsblad, og der havde været tid nok til at se tingene bedre efter i sømmene. Men det gjorde man ikke, og det har man heller ikke gjort siden, og det er den anden grove fejl, disse ledere har begået: de har nu engang udnævnt sig selv til Guds eneste anerkendte tjenere og skrift-fortolkere her på jorden, og så lytter de ikke til andre. Men når man ser alt det nonsens, de har udbredt, alle de fordrejninger af Guds ord og hjemmestrikkede kronologiske beregninger, som de har fabrikeret, så må man tage sig til hovedet. Her er der virkelig grund til at være bange, hvis man bliver ved med at tro på sådan noget, for det vil aldrig bringe andet end skuffelse. Det har Russell's, Rutherford's, Knorr's og Franz's forudsigelser bragt deres tilhængere lige siden de begyndte, og da der ikke er mindste tegn på at de vil ændre holdning, så kan man kun forudse endnu større skuffelser - desværre. Man kan roligt sige, at de lærdomme, som Vagttårnsbevægelsen står for og udbreder med sit vældige propagandaapparat, er direkte og grove fejlfortolkninger af Guds hellige Ord, og sådanne skal man holde sig langt fra. -5 Mos. 4:2; 12:32; Ord. 30:5, 6; Åbenb, 22:18, 19.
 

Emner for yderligere granskning

I denne korte oversigt har vi koncentreret os om hovedpunkterne i emnet 'Harmagedon', fordi dette emne er af stor aktualitet for alle nuværende og forhenværende medlemmer af bevægelsen. Der er naturligvis mange detaljer, som vi ikke har bragt ind i diskussionen, for så ville den have opnået samme længde som en bog, og det var ikke meningen. Imidlertid forstår vi godt, at mange læsere af disse linier vil have spørgsmål, som de gerne vil have besvaret, og naturligvis er vi villige til at besvare alle relevante spørgsmål i den forbindelse - ikke mindst fordi vi forstår udmærket, at mange af de her fremførte synspunkter og forklaringer er nye for de fleste.
 

Som de fleste også vil forstå, er der jo mange beslægtede emner, som vi heller ikke har kunnet komme ind på her, men det er vores hensigt at tage dem op efterhånden, som tiden tillader det. Det vil være emner som 'endens tid', 'de sidste dage', 'verdens ende (eller 'denne tingenes ordnings afslutning', som vidnerne siger i dag), 'tegnet på Kristi nærværelse (parousia)', 'evangeliet (eller 'denne gode nyhed') om riget', 'falske profeter', også sådan noget som 'den lille hjord', 'de andre får', 'den store skare 'de 144,000', og andre ting i den forbindelse, bl.a. 'kaldelse', 'frafald', 'udstødelse' og deslige. Der er faktisk et helt katalog af højst relevante emner at tage fat på, og vi håber at få en del af dem frem i lyset inden alt for længe. Her må vi dog lige erindre om, at vi ønsker ikke at forhaste os, for vi har intet ønske om at begå samme slags fejltagelser som dem, Jehovas vidner har begået, og som de fremturer i endnu - vi vil bruge den tid, der er nødvendig, til at granske hvert aktuelt emne grundigt, før vi præsenterer det for læserne.
 

Og i den forbindelse vil vi understrege endnu en gang: Bibelen vil altid være vor højeste autoritet. Vi anser den for at være Skaberens, Jehovas, den almægtige Guds inspirerede Ord, 'Livets Ord', som vi kan stole helt og fuldt på, og når folk ikke forstår det i dag, så ser vi det som et resultat af den vildledning, som både ateister og religiøse ledere har udsat dem for. Vi hævder Bibelen som vor sikre kilde til at lære om Guds vilje med os og hele skaberværket, og vi bygger alle konklusioner på den.- Salme 12:6; Johs. 6:68; 17:17.
 
 
 

Jeg håber at ovenstående informationer vil give dig fred i sindet og den trøst som en kærlig Gud og hans søn Jesus Kristus giver.