Ann Pearce's Home Page

15.3.1998

I VågnOp! - 8. maj 1981 - side 13 hedder det:

"... en anklaget skal 'have ret til en hurtig og offentlig retssag ... samt til at blive underrettet om anklagens beskaffenhed og årsag, til at blive konfronteret med vidner, der føres mod ham'. Var sådanne rettidheder også garanteret på Bibelens tid?

Ja. En retssag i det gamle Israel foregik sikkert meget hurtigere end det er tilfældet i mange lande i dag, hvor domstolene er overbebyrdede og procedurerne er langvarige. Dengang befandt domstolen sig i byporten, så der var heller ingen tvivl om at retssagen var offentlig! (5.Mos. 16:18-20) Alle kunne følge med i behandlingen, og dette hjalp sikkert dommerne til at være omhyggelige og fuldt retfærdige."

Hvordan foregår det i dag i menighederne?

Se afsnittet "Behandling af udvalgssager" side 110 - 122 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:

"Send ikke en person nogen form for korrespondance hvori han direkte anklages for en bestemt overtrædelse.

Det er bedst at to ældste taler med vedkommende og indbyder ham til et møde med det dømmende udvalg.

Der bør træffes passende arrangementer med hensyn til tiden og stedet for mødet.

Oplys hvad vedkommende formodes at have gjort.

Hvis det er nødvendigt at indbyde vedkommende skriftligt, bør I blot nævne hvad han formodes at have gjort, tiden og stedet for mødet, og hvordan han kan kontakte ordstyreren hvis det er ubelejligt for ham.

Hvis han ønsker at tage vidner med som kan tale til hans forsvar i sagen, kan han gøre det.

Det er imidlertid ikke tilladt at have iagttagere med.

Båndoptagere må ikke medbringes.

Når afgørelsen er truffet, giver man overtræderen mundtlig besked.

Selskabets formularer (S77-D og S-79-D) indsendes til afdelingskontoret med oplysning om den udstødtes navn, den bibelske årsag til udstødelsen og hvilken dato den er foretaget

Der skal også gives en kort redegørelse for de beviser der kom frem."

Hvilken kontrast til proceduren på Bibelens tid? Er de verdslige myndigheder ikke mere retfærdige end det her? Ingen skriftlig anklager så man kan vide, hvad man er anklaget for og samle sig et forsvar. Hvor mange har mon i det hele taget en forsvarer med ved et sådant forhør? Ingen afgørelse på tryk! Vil man ikke stå ved sine afgørelser, men Vagttårnsselskabet skal naturligvis have det hele skriftligt. Hvordan kan man over for offentligheden, interesserede og menighedens almindelige medlemmer henvise til Bibelens retfærdige normer og give det indtryk, at så retfærdigt foregår det her hos os, når virkeligheden er en helt anden?

Er dette et udtryk for Jehovas ledelse?

Er du tryg ved det system?

Kan du, som selv er ældste, deltage i en sådan retssag?

Hvorfor findes der overhovedet en "Ældstebog" som er ukendt for det almindelige Jehovas Vidne, fandtes der mon det på Jesu og apostlenes tid?

Hvem er det egentlig der beskyttes her?

Har man ikke tillid til at det enkelte Jehovas Vidne selv kan træffe afgørelser?

Vi ved, fra den gang min mand holdt op som ældste, at det var utroligt ubehageligt, at ikke hele menigheden offentligt fik at vide hvorfor og hvad der lå til grund for hans afgørelse, hvorfor måtte de ikke vide det?

Samtidig med at man heller ikke privat må gå rundt og forsvare sig, eller fortælle hvorfor, det kan også medføre sanktioner fra menighedens side, men man er totalt prisgivet menighedens sladder og andres fremstilling af sagen.

Ville du føle det retfærdigt?

Jeg håber, at du måske i stedet vil kæmpe for, at dette må blive taget op til overvejelse og ændret, skønt jeg ved, at mange andre har gjort det med det til følge, at de er blevet betegnet som "oprørske", "nogle der har for høje tanker om sig selv", "nogle der ikke stoler på Guds ordning", endog "umoralske".

Det har virkelig gjort mig ondt at se, at det var således, i lang tid har jeg fortrængt det, men jeg kan ikke klare mere at bakke op om et sådant system.

Tro mig jeg har virkelig grædt, er det virkelig rigtigt, at jeg skal "vente på Jehova"? Ikke på grund af det vi har været ude for, det er småting, i forhold til det andre brødre og søstre har følt som uretfærdighed.

Blandt andet søstre som er blevet misbrugt endog af ældste, søstre der har fundet ud af at deres børn er blevet misbrugt, her har man i mange år ikke taget deres klager alvorligt fordi "den slags foregår jo ikke blandt Guds folk" og ingen kan dømmes uden på to eller tre vidners udsagn, og hvor finder du sådanne vidner til en sådan sag?

Hvem er blevet beskyttet her?

Skal jeg virkelig tro på at det er Jehova der står bag et sådant system?

I Vagttårnet 1. januar 1997 - side 26-29 var en artikel:

"Lad os afsky det onde"

I tilfælde af børnemisbrug

- Jehova tilgiver angrende syndere, men de kan ikke altid undgå konsekvenserne af deres handlinger

- ... Afhængig af de love der er i det land han bor i, skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side"

Hvad er det for noget, findes den slags blandt Jehovas Vidner? åbenbart! Er det ikke kun noget Vagttårnsselskabet skriver om blandt katolske præster? Nej ... , men pædofile må tage den straf som de offentlige myndigheder giver. Ja, naturligvis! Jeg tænkte at det var da en mærkelig artikel, indtil jeg fandt ud af baggrunden via internet. I den uhyggelige sag fra Belgien, hvor flere børn er blevet myrdet, hævder aviserne at det har rødder tilbage til Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet benægter ikke, at hovedmanden har været et Jehovas Vidne, men peger på at han er blevet udstødt, og derfor ikke har forbindelse til Jehovas Vidner. Men en af de ældste, der har været med til at udstøde manden og ikke angivet ham til de offentlige myndigheder for hans ugerning, for den slags gør man ikke, det skulle jo nødigt frem at Jehovas Vidner også er udsat for den slags, er blevet dybt rystet over konsekvenserne af, at han har fulgt Vagttårnsselskabets vejledning side 137 - 138 i "Ældstebogen" - Giv agt på jer selv og hele hjorden:

"Hvis de ældste erfarer at et af menighedens medlemmer foretager sig noget ulovligt eller har begået en alvorlig lovovertrædelse, kræver loven ikke nødvendigvis at de melder overtræderen eller overtrædelsen til de verdslige myndigheder.

Det er ikke den kristne menigheds ansvar at håndhæve kejserens love, men nogle forbrydelsers natur kræver at de meldes til de verdslige myndigheder.

Det kan være nødvendigt at tilskynde overtræderen til at melde sig til de verdslige myndigheder. Afdelingskontoret skal kontaktes før der tages skridt i denne retning. Desuden bør man naturligvis repetere den nyeste vejledning fra Selskabet før man skrider til handling."

Som den ældste selv siger: "Tænk, vi kunne måske have forhindret alle disse mord."

Hvordan må disse forældre ikke have det? Hvem mon Vagttårnsselskabet har villet beskytte her? Når man ser, hvordan den anklagede ellers skal behandles ifølge "Ældstebogen", kan man næppe tro at det er den anklagede. Er du i tvivl om hvad Vagttårnet ville have skrevet, hvis det var en katolsk præst? En artikel der ville komme hele verden rundt.

Hvorfor kommer jeg nu med sådan noget?

Er jeg bare ude på at finde så meget skidt som muligt?

Nej, det er for at fortælle dig hvorfor, og hvor rystet jeg i virkeligheden er over, at jeg i mange år har fået lukket alle den slags kendsgerninger ude, selv om jeg har slugt dem rådt, hvis der kom sådan noget frem i vores blade om medlemmer fra andre trossamfund.

Hvordan kan Vagttårnsselskabet skrive som de gør i Vagttårnet 1. maj 1974, side 195 og mene at de selv kan undgå afsløringer?

"Kan du være tro mod Gud OG DOG SKJULE KENDSGERNINGERNE?

FORETRÆKKER DU AT KENDSGERNINGERNE SKJULES ..?

... ELLER ØNSKER DU AT KENDE SANDHEDEN?

Hvorfor? Fordi Guds tjenere på ethvert tidspunkt i historien har måttet tag den udfordring op som disse spørgsmål udgør. De har måttet afsløre det der var usandt og forkert, og advare folk om farer og bedrag - ikke blot i almindelig forstand, men på et særligt område, nemlig i forbindelse med den rene tilbedelses interesser. Det ville have været langt lettere for dem at tie eller blot sige det folk ønsker at høre. Men trofasthed mod Gud og kærlighed til næsten tilskyndede dem til at tale. De forstod sandheden i ordsproget: "Hellere åbenlys revselse end kærlighed, der skjules." - Ordsp. 27:5" - Ordsp. 27:5"

Hvorfor er det retfærdigt når de gør opmærksom på den slags ting hos andre trossamfund, men ikke når det er omvendt?

Hvordan kan jeg få min tro på et sådant system tilbage?

Det ligger hele tiden i undertonen, at hvis jeg ikke tror på Organisationen, tror jeg ikke på Jehova. Det betyder faktisk at de sætter lighedstegn mellem sig selv og Jehova, at de betragter sig selv som mellemmand mellem Gud og mennesker. Tror du ikke at det er meget farligt?

Tror jeg ikke på Jehova? Jo, det kunne bestemt ikke falde mig ind at bebrejde ham. Jeg tror jo netop, at det er meningen, at hver enkelt selv skal vise om de vil adlyde ham, jeg bebrejder jo eller ikke ham, hvis det sker i andre trossamfund.

En ung mand bliver udstødt for at have været i seng med sin forlovede (i dag ville de bare blive bedt om at gifte sig).

Faderen afskærer forbindelsen med sønnen og genoptager den ikke selv om de unge mennesker gifter sig, men sønnen vender ikke tilbage til Jehovas Vidner. Så kommer der en opblødning i forholdet til udstødte i 1973, og da faderen gerne vil se sine børnebørn og svigerdatter genoptager han forbindelsen under henvisning til, at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. I 1980 strammes holdningen over for udstødte igen op og faderen får et ultimativ, enten afskærer han forbindelsen med sønnen eller også må han holde op som ældste, appel til Selskabet hjælper ikke, da sønnen aldrig er blevet genoptaget i menigheden, også selv om han peger på at sønnen ikke lever i et umoralsk forhold. Men han bliver opfordret til at blive som ældste og afbryde forbindelsen, så kunne hans kone hemmeligt holde forbindelsen ved lige.

Dette passer godt med vore egne oplevelser, idet der til min egen mand blev sagt: "Du kunne bare have tiet stille med at I så din kones søster".

Undskyld mig, opfordre os til at lyve og så sige at vi "har sandheden" eller "er i sandheden"!!!

Da min mand begyndte at studere med Jehovas Vidner fik han at vide, at hvis hans familie ikke ville se ham var det forfølgelse fra Satans side. Hvis vores børn, som oftest er blevet døbt alt for unge, ikke længere vil være Jehovas Vidner, så er det pludselig Jehovas retfærdighed.

Hvordan stemmer dette med følgende fra Bibelen:

Ordsp. 20:23:

"To slags lodder er en vederstyggelighed for Jehova;"

Matt. 7:12:

"Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger."

Jeg husker en gang du selv kom med argumentet, i retning af: "Hvis man ikke vil spille med de regler der er i sportsklubben kan man bare forlade den." Og hvor tit har vi ikke hørt at: "Det er da frivilligt om man vil være et Jehovas Vidne, man kan bare forlade det igen, det er meget let".

Det er rigtigt, at vi bare kan forlade det, men der er bare den forskel, at når man forlader sportsklubben får dens medlemmer ikke besked på at nu må de end ikke hilse på de tidligere medlemmer mere, og dermed mister de heller ikke enhver forbindelse til familien, eller sætter familien i den pinlige situation, at de skal lyve om, at de holder en vis forbindelse med en, eller have det utrygt med den situation og føle at de ikke længere er loyale mod Jehova.

Nu siger du måske, at sådan er det ikke mere, nej, måske ikke i praksis i øjeblikket, men du kan ikke komme uden om at iflg. Vagttårnsselskabet er det stadig sådan, eller kan du vise mig en artikel i Vagttårnet der klart siger noget andet? For som det er nu, er der nogle der stadig følger den hårde linie, netop fordi Vagttårnsselskabet ikke melder klart ud. Måske er det noget kun de ældste har fået besked på, at de ikke skal gribe ind overfor dem der ser familien, er det retfærdigt at nogle må og andre ikke må? Eller er de bange for, at en dag vender man tilbage til den hårde linie, og så skal de igen afskære forbindelsen til familien. Husk, der er nogle, der har været med i mange år og oplevet alle disse omskiftelser den ene gang efter den anden.

Fra 1950 til 1974 måtte vidnerne ikke engang sige "goddag" til udstødte, men efter august 1974 besluttede Vagttårnsselskabet, at dette havde været en alt for hård holdning. Men fra 1980 hvor over halvtreds brødre forlod Bethel blev den hårde linie igen trukket frem, hvorfor mon netop fra dette år?

Hvordan stemmer dette overens med:

Salme 19:7:

"Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vis."

Hvordan kan en sådan skiftende holdning stamme fra Jehova?

Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at han står bag dette.

På det tidspunkt hvor min mand trådte tilbage som ældste, rejste kredstjenerne rundt og sagde, at det at se udstødte, var det lige så alvorligt som at tage imod blodtransfusion, eller var det kun vores kredstjener? Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så ikke blevet rettet offentligt, så alle brødrene ved det?

Hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion, hvordan kan det så være at en ældstebroder kan ringe til Jørgen Larsen i Holbæk og spørge om han dog ikke gerne bare een gang må hilse på sin nye svigerdatter, og Jørgen Larsen så siger: "Ja, så denne ene gang". Hvordan kan han sige det, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?

Hvordan kan Jørgen Larsen give en anden ældstebroder lov til at spise sammen med sin homoseksuelle broder ved en begravelse, hvis det er lige så alvorligt som blodtransfusion?

Hvor har Jørgen Larsen denne autoritet fra? Fra Bibelen? Hvor i Bibelen?

Hvis man må se de udstødte bare een gang, hvorfor må man så ikke tage imod blod bare een gang, det er måske lige denne ene gang der redder et liv?

Hvordan kan man sige, at en ældstebroder ikke må se sin familie, men at hans kone kan så gøre det hemmeligt?

Hvordan kan det så være, at den ældre søster der ikke er i familie med en ældste, som kan fortælle hende, at hun bare kan se familien i smug, enten er nødt til at overholde reglerne og lider under dette, eller har en evig dårlig samvittighed over at overtræde Guds lov?

Er der ikke ens regler for alle i Jehovas organisation?

Hvis noget er forbudt ifølge Bibelen, så kan Vagttårnsselskabet ikke give lov, så kommer den enkelte selv til at tage ansvaret og de konsekvenser det medfører overfor Jehova. Jeg tror ikke på, at vi, når vi står overfor den store dommer og skal have regnskabet gjort op, kan sige "Ja, men den organisation du gav os sagde at vi måtte". Både Israellitterne og deres religiøse ledere blev udslettet eller taget til fange da Jerusalem blev ødelagt, den gang nyttede det ikke at sige sådan.

Hvordan med Adam og Eva, måtte de ikke begge betale prisen?

Jeg kan acceptere, at vi er mennesker, der gør en stor indsats for at finde ud af, hvad der er Guds vilje, og at hver enkelt selv skal stå til regnskab over for Jehova, men kan vi med rette sige at det er en organisation der er ledet af Guds Hellige ånd?

Hvad peger kendsgerningerne imod?

Betragter du alle mine spørgsmål som oprørske?

Jeg love dig for at det er ikke mit motiv. Nej, jeg er i virkeligheden utroligt bange for at vi måske er på den forkerte kurs, hvis vi ikke selv tager stilling til problemerne og undersøger dem grundigt.

Gang på gang dukker Matt. 15:9 op i mine tanker:

"Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud".

Tænk, hvis det er menneskebud - vil det ikke være en katastrofe at bruge livet på det?

Det er et enormt arbejde at undersøge tingene selv, men er livet ikke det værd?

I mange år var homoseksualitet og sodomi ikke skilsmissegrund ifølge Vagttårnsselskabet, og en søster som fandt ud af at hendes mand begik sodomi (omgang med dyr) fik skilsmisse af de verdslige myndigheder, men blev udstødt af menigheden. Flere år efter blev det imidlertid anerkendt af Vagttårnsselskabet som skilsmissegrund, hvorefter hun bad om en offentlig undskyldning, idet hun ønskede at hele menigheden skulle officielt have at vide at hun ikke havde begået noget forkert. Dette ville Vagttårnsselskabet ikke give, men sagde at hun måtte nøjes med at det nu i bladene var anerkendt som skilsmissegrund, og det taget i betragtning af at man altid som Jehovas Vidne må regne med at ingen får at vide, hvorfor man er udstødt, det er helt op til sladderen i menigheden. Men naturligvis mener jeg, at hvis nogen ønsker at det ikke skal frem, skal de have lov til det.

Kan du forestille dig et samfund, hvor du hele tiden skal passe på hvad du siger?

Forestil dig at du sidder til et møde, ja selv i privat selskab, og ved, at det der bliver sagt er direkte fejlagtige oplysninger, som har indflydelse på medlemmernes liv, din familie og dine trosfæller, men du er nødt til at være tavs om dette idet du straks vil blive betegnet som

" 'ugudelige' mennesker der har sneget sig ind i den kristne menighed, hvor de fremfører falsk lære og knurrer mod deres brødre" Vagttårnet 15.6.1996, side 21.

og dette medfører udstødelse, selv hvis man udtaler sig

"i en nær vennekreds" Vagttårnet 15.6.1996, side 21-22.

Her må du vælge, vil du rette fejlen og dermed blive stemplet som oprører og blive udstødt eller tier du? Hvad skal du komme til et sådant møde for?

Vi har fået bemærkninger som:

"Pas hellere på. hvad du siger, du skulle hellere tænke på din familie."

"Hvad kommer du overhovedet her for?"

"At tale imod Vagttårnsselskabet er synd mod helligånden"

"Vi kan godt høre, at der er frafaldne iblandt os."

Hvordan hænger det sammen med at Jehovas Vidner tit og ofte henviser til, hvordan de har været med til at kæmpe for ytringsfriheden i verden?

Vågn Op! 22. juli 1996 - side 5:

"Alt for ofte lyder parolen: 'Talefrihed til mig - men ikke til dig. .... ..selv i lande der praler med den frihed folket nyder. Jehovas Vidner har været forrest i kampen for retten til denne højt skattede frihed.

Frihedselskende mennesker har meget svært ved at forstå hvorfor nogle regeringer og religioner nægter folket denne frihed."

Hvordan kan de komme med sådanne udtalelser?

Hvordan kan man have en sådan facade udadtil, og så indenfor er det lige modsat?

Hvorfor kan de ikke give deres egne medlemmer den samme frihed, som de selv har kæmpet for?

Hvad er de bange for?

Næste side

Tilbage til hovedmenu