Hvad mente Jesus med "denne generation"?Spørgsmålet om hvilken "generation" eller "slægt" (Da. overs af 1992), som Jesus talte om i ovenanførte skriftsted har der været sagt og skrevet meget om i tidens løb, ikke mindst i Vagttårnsselskabets litteratur, hvor endog ret forskelligartede forklaringer har været fremsat i årenes løb. Indtil fornylig var den officielle fortolkning den, der kunne ses på side 2 i bevægelsens sekundære blad, Vågn Op!:Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette er sket. - Matt. 24:34. Og vigtigst af alt: Dette blad giver grundlag for tillid til Skaberens løfte om indførelse af en tryg og fredelig ny ordning endnu mens den generation, der oplevede begivenhederne i 1914, er i live. (fremhævet af os).Dette dogme har været et fast led i Jehovas Vidners troslære i mange år, og det har været fremhævet gang på gang, som det ses så sent som i deres meget anvendte lærebog fra 1985, Lad os ræsonnere ud fra skrifterne (s. 438): Før de sidste mennesker af den generation der levede i 1914 er afgået ved døden, vil alle de ting der er forudsagt finde sted, deriblandt "den store trængsel", som vil gøre ende på den nuværende onde verden.- Matt. 24:21, 22, 34.Dette lærte vidnerne i over 70 år som "sandhed" (det kalder de jo generelt deres lære, uanset hvor fjernt fra virkelighedens verden den bevæger sig!), men så fik piben pludselig en anden lyd: I begyndelsen af halvfemserne blev det antydet, at der var en ændring på vej, og den blev for alvor fremstillet i en artikel i VT fra. 1.11.1995 ("Frelst fra en ond generation", s. 10-15). Heri gav man en ny forklaring på det græske ord for "generation", geneá, og man citerede endda fra nogle meget lærde og autoritative græske ordbøger for at støtte det nye synspunkt - hvilket jo så aldeles tilforladeligt ud, indtil man undersøgte de værker der blev henvist til og opdagede, at man helt undlod at bringe de dele af de lærde definitioner, der ikke passede med det nye, der skulle fremhæves. Rent ud sagt, så var der her tale om citatfusk af ret grov karakter, for man søgte helt klart at udelukke alle tidsmomenter fra forklaringen, men det kan man ikke, hvis man følger de lærdes forklaringer. Lad os tage Bauers kendte værk, 3. definition: 3. tidsalder, tiden for en generation ... i den forbindelse træder den oprindelige betydning efterhånden i baggrunden og i stedet bliver betydningen "en tidsperiode" fremherskende.Dette bekræftes af alle rimeligt fuldstændige græske ordbøger, som fx af Joseph H. Thayers ikke mindre kendte ordbog; her siges der i definition 4: 4. en tidsalder (dvs. den tid, der almindeligvis medgår for hver af de på hinanden følgende generationer), et tidsrum på 30 til 33 år.Ydermere henviser Thayer til det hebraiske ord for "generation", nemlig dor, hvis grundbetydning er kredsløb'; det defineres således i Gesenius-Buhls store hebraiske ordbog: dor, "slægt, menneskealder, generation, såvel tidsrummet som de mennesker, der lever i den periode ... Især om en generation, der kan karakteriseres ved bestemte egenskaber.Dor forekommer over 160 gange i de hebraiske skrifter, og det oversættes næsten altid med geneá i den græske Septuagintaoversættelse (LXX). Desuden oversætter man altid geneá med dor i de hebraiske udgaver af "Ny Testamente", altså de kristne græske skrifter, og reelt kan man regne disse to ord for synonymer, når det gælder bibelsk sprogbrug. På dette stade af vor undersøgelse kan det derfor slås fast, at både det hebraiske og det græske ord for en "generation" indeholder en klar tidsbetydning, som man ikke kan ignorere, når man skal søge at finde ud af hvad Jesus mente i Mattæus 24:34. Dette ses iøvrigt med al ønskelig tydelighed i mange andre skriftsteder, og når VT-lederne har valgt at ignorere dette, så synes det at være ganske åbenbart: deres hidtidige lære, der var forbundet med et stærkt fremhævet tidsmoment, er slået fejl, og så må man eliminere tidsmomentet, hellere end at indrømme, at man har taget gruelig fejl i de hidtil gældende læresætninger; "Geneá", et "slægtled", i de kristne, græske skrifter Dette græske ord forekommer i alt 42 gange i de kristne græske skrifter, og Mattæus har det 13 gange, Markus 8, Lukas 14 gange i evangeliet og 5 gange i Apostelgerninger, mens det forekommer 5 gange i brevene, 2 gange i det til Efesus, 1 i Filippibrevet, 1 i Kolossenserbrevet og sluttelig 1 gang i Hebræerbrevet. Hos Mattæus bruges det 4 gange om slægtleddene i Jesu "slægtsbog" (Matt.11-17, Seidelin) og 9 gange om "denne generation", dvs. den som Jesus kritiserede så skarpt for ikke at acceptere ham som Messias (Matt. 11:16; 12:39, 41, 42, 45; 16:4; 17:17; 23:36; 24:34). Markus bruger kun ordet i den sidstnævnte betydning (8:12, 38; 9:19; 13:30). Hos Lukas finder vi ordet i flertal, anvendt hebraistisk i Marias lovsang (1:48, 50), og derefter bruges det på samme måde som hos de to foregående (Luk. 7:31; 9:41; 11:29-32, 50-51; 16:8; 17:25 og 21:32). Apostelgerninger bruger det kun om "denne generation" 1 gang (2:40), og desuden hebraistisk om "andre", "alle" eller "tidligere generationer" i fortid og fremtid (14:16; 15:21, fn) og med en egenartet betydning ("herkomst" eller livsløb") i et citat fra Esajas 53:8 i 8:33. Men herudover er der en anvendelse, der påkalder sig opmærksomheden i denne forbindelse, nemlig i 13:36: For David tjente jo Guds udtrykkelige vilje i sin egen generation, og sov ind i døden og blev lagt hos sine forfædre.Denne formulering giver også et fingerpeg om, hvor langt et åremål man bør forvente i forbindelse med en "generations" tjeneste, så at sige, for fra de historiske beretninger ved vi nemlig helt nøjagtigt, hvor længe David herskede som konge i Israel: David var tredive år gammel da han blev konge, Han regerede i fyrre år. I Hebron regerede han over Juda i syv år og seks måneder, og i Jerusalem regerede han i treogtredive år over hele Israel og Juda. - 2 Sam. 5:4, 5; 1 Kong. 2:11; 2 Krøn. 29:26-28.Således tjente David "Guds vilje i sin egen generation", dvs. i 40 år. Dette er en interessant kendsgerning, som vi skal vende tilbage til. I brevene ses det om "denne generation" og det i en meget negativ anvendelse (Fil. 2:15), og om noget fortidigt i Ef. 3:5,21; Kol. 1:26. Sluttelig ses det i Hebræerbrevet 3:10 i en anden bemærkelsesværdig sammenhæng, idet den inspirerede forfatter her klart refererer tilbage til den tid, da, Israels folk udviste stor lydighed mod sin himmelske herre: I dag, hvis I hører efter hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede, som på fristelsens dag i ørkenen, hvor jeres fædre fristede mig ved at prøve mig, og dog havde de set mine gerninger i fyrre år. Derfor følte jeg lede ved den generation. - Heb. 3:7-19 (fremhævet af os).Her er der atter en bemærkelsesværdig sammenkædning af "40 år" og "en generation", den der i sin tid gik ud af Egypten, men var bange for at forsøge at indtage det forjættede land, da det kom til stykket. Og derfor blev alle de mænd over 20 år, der var med ved den oprindelige mønstring i ørkenen, dømt til at dø derude (på nær de to trofaste spejdere), og de skulle da vandre om som nomader i 40 år, indtil de alle var borte (4 Mos. 14; 5 mos. 8:2-4; 29:5; 2 Mos. 16:35; Jos. 5:6; Neh. 9:21; Amos 2:10; 5:25). Og i Salme 95:7-11 finder vi de ord, som Hebræerbrevet henviser til: I fyrre år følte jeg lede ved den generation, og jeg sagde: "De er et folk med egensindige hjerter, og de har ikke lært mine veje at kende; om dem svor jeg i min vrede: "De skal ikke gå ind til mit hvilested." (fremhævet af os).Bibelen omtaler i alt tolv 40-års perioder af betydning for Guds hensigters udførelse, nemlig tre for Moses: I Egypten, Midian og ørkenen (Apg. 7:23, 30), fem i forbindelse med dommertiden, for Othniel, Barak, Gideon og Eli, og en periode under filistrenes åg (Dom. 3:11; 5:31; 8:28; 13:1; 1 Sam. 4:18).; fra kongetiden er der fire 40-års regeringsperioder, for kongerne Saul, David, Salomon og Joasj (Apg. 13:21; 2 Sam. 5:4; 1 Kon. 11:42; 2 Kon.12:1). Der kan godt have været flere, men betegnende nok er der ikke fremhævet andre. Imidlertid er det helt klart, at 40 år er en periode der passer udmærket til det bibelske mønster for menneskers levetid under normale forhold. Vi så, at David var 30 år, da han tiltrådte sin livsgerning som konge, og siden regerede han 40 år og døde som 70-årig. Levitpræsterne kunne også først tiltræde som fuldgyldige præster når de var 30, og på samme vis ser vi, at Jesus også tiltrådte sit "embede" som Messias, da han var 30 år gammel. - 4 Mos. 4:3-49; 1 Sam. 3:14; Apg. 13:22; Luk. 3:23. Når vi så husker, at dengang som nu var den normale levetid for et menneske 70 år, selvom der var nogle der blev 80 - og muligvis nogle ganske få lidt ældre - men hvis man var moden og voksen til sin ansvarsfulde livsgerning i 30-års alderen og så levede "en generations tid", ligesom David og en del af de andre konger og dommere, der er beretninger om, så synes netop 40 år at være en udmærket norm for et menneskes "tjenestetid", for en "generation". Lad os i forbindelse med Jesu omtale af den "generation", der vragede ham, som værende "ond", "utro", "forvildet", "forkvaklet" og "syndig" (Matt. 12:39; 17:17; Mark. 8:38; Apg. 2:40; Fil. 2:15), blot lige erindre os, at han blot anvendte de samme udtryk om dem, som der var blevet anvendt om den "onde generation", der gjorde oprør mod sin herre efter udgangen fra Egypten, og som derfor fik 40 års "landsforvisning" i ørkenen: Ikke én blandt disse mænd i denne onde generation skal se det gode land som jeg svor at ville give deres fædre. ... De har selv handlet ødelæggende, de er ikke hans børn; fejlen er deres egen. En forkvaklet og forvildet generation. ... De er jo en fordærvet generation.... Den kommende generation ... skulle ikke blive som deres forfædre, en genstridig og opsætsig generation. - 5 Mos. 1:35; 32:5, 20; Salme 78:6-8 (udhævet af os).På denne baggrund er det ikke særlig svært at forstå, at de mænd, som Jesus betroede sig til, lige inden tiden kom for hans afsked, ville have temmelig let ved at vurdere sådan cirka, hvor lang tid, der normalt ville gå for denne "onde generation", som der var tale om, og her kan vi lige erindre os hvad Jesus sagde til dem: Dette slægtled skal ikke nå at dø, før alt dette sker. - De som lever nu, skal ikke nå at dø, før alt dette sker. - Matt. 24:34; Mark. 13:30- Luk. 21:30, Seidelin.Ved en anden lejlighed, da han også kun havde sine allernærmeste apostle hos sig, sagde han følgende: Der er nogle af dem, som står her, der slet ikke skal smage døden før de ser Menneskesønnen komme i sit rige. El.: at Guds rige er kommet i magt, eller: før de ser Guds rige.- Matt. 16:28; Mark. 9:1; Luk. 9:27.Naturligvis blev disse oplysninger, der var blevet givet til Jesu nærmeste, ikke allemandseje straks, men der kan ikke være nogen tvivl om, at de troende hurtigt blev underrettet, ikke mindst efter pinsedagen, da ånden blev udgydt på storslået vis. Derfor ville de kristne ikke være undrende men have let ved at forstå, at det hele ville ske inden for et normalt menneskes levetid, sandsynligvis indenfor en "generations" omtrentlige "tjenestetid", altså indenfor en 40-års periode. Og som vi ved, så skete det jo også sådan: Jesus rensede sin faders tempel ved påsketid i foråret 30, og nøjagtig 40 år senere, ved påsketid i året 70 e.v.t., omringede romerne Jerusalem, og belejringen endte med, at hele byen og dens skønne tempel blev totalt ødelagt. Jesu profeti opfyldtes til punkt og prikke, inden for den normale levetid for et menneske, inden for en almindelig "generations" livstid. - Luk. 19:41-44. Senere 'uafvidende' (?) indrømmelser Naturligt nok har VT-ledernes ændrede signaler angående "denne generation" vakt forundring hos nogle, som det bl.a. ses af det, der siges i rubrikken "Spørgsmå1 fra læserne" i VT 1.6.1997, s. 28, hvor der stilles spørgsmål angående årstallet 1914s fortsatte gyldighed; i svaret fastholdes den gamle (forkerte) opfattelse, og de synspunkter, der fremførtes i ovenomtalte blad gentages på den sædvanlige stereotype måde - men så siges der i forbindelse med Peters anvendelse af udtrykket "generation" i Apostelgerninger 2:40: "Ifølge Jesu profetiske udtalelse ville de jøder der levede på det tidspunkt, altså Jesu samtidige, komme til at høre om eller opleve krige, jordskælv, hungersnød og andre vidnesbyrd om at enden var nær for den jødiske ordning, Denne generation forsvandt ikke før enden kom i år 70.- Mattæus 24:3-14, 24." (udhævet af os)Dette er klar tale og burde have fået tænksomme mennesker til at reagere: naturligvis ville de mennesker, der forkastede Jesus som Guds Messias, også få straffen for denne skændige forbrydelse. Og eftersom han udtalte disse ord i år 33 evt., ved påsketid, og enden kom 37 år senere, i år 70 evt., da romerne angreb og indtog byen efter fem måneders belejring fra påsken at regne, så lå det hele altså klart indenfor den normale 'levetid' for en bibelsk 'generation', altså indenfor de sædvanlige 40 år! At man reelt godt er klar over dette forhold - dog uden at være rede til at drage den logiske konsekvens heraf " ses også klart i VT 1.5.1999, s. 11, hvor man i paragraf 12 gentager nogle punkter om "denne generation" og søger at vise, hvad udtrykket ikke betyder, idet man slutter med endnu engang at prøve at udelukke den åbenlyse tidsfaktor: "Jesus sagde heller ikke at han med udtrykket 'denne generation' sigtede til et tidsrum."I den næste paragraf (13) nærmer man sig dog sagens egentlige kerne, og i begyndelsen af den og af paragraf 14 rammer man faktisk hovedet på sømmet endnu en gang: "Jesus tænkte snarere på de jøder der dengang modstod ham, og som ville erfare opfyldelsen af det tegn han gav. … Den onde generation af jødiske modstandere der kunne iagttage tegnets opfyldelse, ville også opleve afslutningen. (Mattæus 24:6, 13, 141. Og det gjorde de!"Herefter henvises der ganske naturligt til enden på den jødiske tidsalder i år 70 da Jesu profeti opfyldtes, nøjagtig som han havde sagt, da Jerusalem og templet blev ødelagt, hvormed hele grundlaget for jødernes rolle som Guds udvalgte folk i henhold til den gamle lovpagt forsvandt for stedse. Ret beset synes det altså klart, at VT-lederne egentlig godt ved, hvordan disse ting skal forstås i relation til begivenhederne i det første århundrede evt., og derfor burde de også kunne fatte, hvordan vi skal se på tingene i vore dage. Hvordan skal vi se på "denne generation" i vore dage? Før vi går i detaljer med denne del af emnet, så bør vi påny erindre os, at når Vagttårnet taler om "en første" og en "anden og modbilledlig opfyldelse" af disse profetier (s. 10, par. 1), så er dette simpelthen en tilsnigelse. Hverken Jesus eller nogen af de inspirerede apostle eller disciple, som blev brugt til at nedskrive de kristne græske skrifter, har så meget som med et eneste ord antydet, at der var nogen senere opfyldelser, hverken én eller flere. Dette er en gammel myte, opstået længe før den ulærde Mr Russell sugede lærdom til sig fra sine adventistvenner i 1870erne, og disse påstande er aldeles grundløse. Derfor er dette emne på en måde ved siden af, for vi skal ikke forvente, at en lignende periode eksisterer nu om dage. Hvis så var, burde der have været en klar indikation derom i Guds ord - men der er som sagt ikke et eneste ord om noget sådant! Så når VT-lederne opbygger deres lære på disse tomme spekulationer, så bygger de på løst ørkensand, der ikke kan bære en stærk og solid troens bygning! - Matt. 7:24-27. Endvidere bør vi i denne forbindelse lægge mærke til det, der er fremhævet i den anden studieartikel i bladet, s. 16, par. 3: Da den 70. åruge (29-36 e.v.t.) nærmede sig, og igen, da året 1914 nærmede sig , ventede gudfrygtige mennesker Messias' komme. Og han kom virkelig! (udhævet af os) .Selvom de 70 åruger ikke nævnes et eneste sted i de kristne græske skrifter, så kan der ikke være tvivl om, at Jesus kom til rette tid for 1900 år siden. Men når der siges, at han kom i 1914, så er vidnerne ude, hvor de ikke kan bunde, for der er intet som helst bevis derpå. Læg forresten lige mærke til, at man taler om Jesu "komme", ikke parousia, og det kunne jo være fordi dengang troede "bibelstudenterne" jo, at han havde været "usynligt nærværende" fra 1874! Om de forventninger, der herskede dengang, og de meninger man havde om mangt og meget, kan man læse i alle Russells bøger fra årene før 1914, og forresten længe efter, langt ind i hans efterfølgers regeringstid - faktisk langt op i 1920erne! Om dette kan vi læse, bl.a. i Studier i Skriften, bd. II, Tiden er for Haanden, dansk-norsk udgave, Kristiania, 1910, s. 230: Denne Tidsalders Høst begyndte med Herrens Nærværelse ved Begyndelsen af Jordens store Jubelaar i 1874, som paavist i Kap, 6, og ender med Omstyrtelsen af Hedningernes Magt i 1914 e. Kr., ligeledes et Tidsrum af 40 Aar - endnu et mærkeligt. Lighedstræk i Forbindelse med de to Tidsaldre.På baggrund af disse kendsgerninger er det en helt forkert måde, VT-lederne fremstiller sagerne på i vor tid: de ventede ikke Jesu Kristi "komme" på den måde, som man nu om dage forstår denne formulering, men de ventede ham som den "store feltherre", der nu skulle knuse og tilintetgøre alle hedenske regeringer her på Jorden, og som alle ved, også vidnerne, "bibelstudenternes" arvtagere, så skete dette jo ikke, og heller ikke ved noget af de senere tidspunkter, som man har fortsat med at fremsætte - som om Guds inspirerede ord var noget, der kunne skaltes og valtes med på den måde! Men så, i par. 6 (s. 17-18), siger bladet: Når Jesus brugte udtrykket "generation" var det ikke som en målestok for længden af et tidsrum, men han brugte det først og fremmest om de mennesker, der levede samtidigt i en bestemt historisk periode, og det der specielt kendetegnede dem.Her er så endelig den pointe, som VT-lederne vil frem til: lad os udelukke alt om tiden! Det er derfor de har udeladt alt det, som ordbøgerne har at sige om den, om "et slægtled" som værende "en tidsalder, en menneskealder", hos grækerne ca. 30-33 år, men i de hebraiske skrifter som omkring en 40 år! Ved at udelade disse oplysninger kan de nemlig konkludere som de gør på s. 19, par. 12: I den endelige opfyldelse af Jesu profeti i dag består "denne generation" derfor åbenbart af dem der ser tegnet på Kristi nærværelse men ikke forbedrer sig" (udhævet af os).Her har vi udhævet ord på tre steder: 1) om det "endelige" har vi allerede påvist, at det ikke har noget på sig - dette er en ældgammel misforståelse, som vi ikke skal gå nærmere ind på her; 2) "i dag" - her gælder det samme; 3) Den tredje grove fejl her kan let erkendes, for uagtet at der ikke er nogen særlig "Kristi nærværelse" nu om stunder i den forstand, som vidnerne siger, så kan påstanden ikke være rigtig! Husk, at da apostlene bad Jesus om et tegn, så fortalte han dem om alle de ting, der ville gå forud, krige, pest og hungersnød og andre alvorlige begivenheder, - men det var ikke tegnet! Disse hændelser var "veernes begyndelse", og den skøre ide, som VT-lederne har fået, at der var tale om et "sammensat tegn", er så langt ude, at man egentlig har svært ved at fatte, at de holder fast i den. Det tegn, som Jesus gav, var jo de usynlige vidnesbyrd om, at Menneskesønnen var i færd med at iværksætte de endelige krigshandlinger overfor Jerusalem, og de blev ikke observeret af hans modstandere, der iøvrigt ikke vidste noget om dem, for Jesus havde ikke givet dem noget tegn: Hvorfor søger denne generation at få et tegn? Jeg siger som sandt er: Intet tegn skal gives denne generation,- Mark. 8-,,11. Se også Matt, 24:29-, 31; Mark. 13:24-27 og Luk. 21:25-28.Lad os i den forbindelse lige aflive en anden af VT-ledernes myter helt - for når de siger, at Jesus blev indsat som konge i 1914, så ignorerer de jo ganske det, som skete for over 1900 år siden i Galilæa, da Jesus talte til en stor forsamling af disciple: Mig er given al magt i Himmelen og på Jorden.- Matt. 28:19., Seidelin.Dette er klar tale: Jesus havde fået overdraget al magt og myndighed i Himmel og på Jord, og så kan man vist ikke føje noget til - så den ofte sete bortforklaring, at Jesu rige dengang blot var et "åndeligt", et "himmelsk" rige, der ikke rørte ved Jordens anliggender, er totalt uacceptabel. Jesus har fået den fulde kongemagt, ikke blot i de himmelske regioner, men også "på Jorden", og det tilkendegav han klart og tydeligt ved at lade sin profeti om Jerusalems og templets ødelæggelse opfylde ved hjælp af de romerske hære og deres allierede i den krig, der begyndte med det jødiske oprør i 66, og som nåede sit højdepunkt i sensommeren året 70, da selveste det hellige tempel blev totalt ødelagt, for aldrig at blive genrejst. På den tid stod det også klart, at Israel som folk betragtet var forkastet: de havde vraget Messias, og han havde vraget dem! Så enkelt var det, og det kan der ikke laves om på. Alle VT-folkenes ideer om 1914 og "denne generation" er lige så forkerte i dag, som de tidligere udgaver var, da Charles Taze Russell begyndte for sig selv med sit Vagttårn i 1879. Siden da er alle forudsigelserne slået fejl, og det er ikke så mærkeligt, for modsat det, som vidnerne stejlt og arrogant hævder, så har de aldrig været Guds udvalgte folk frem for nogen anden religiøs gruppe eller trossamfund. De er blot et skud på den stamme af adventister, der begyndte at se syner i begyndelsen af det 19. århundrede i Nordamerika, og som længe bestod først og fremmest af Syvende-dags-adventisterne. Sidenhen kom der andre og nyere grupper til, der søgte en anden løsning på de kronologiske regnestykker, som var slået fejl for William Miller og hans tilhængere, der jo troede, at Kristus skulle komme i 1843/44 - og selv om adventisterne fastholder tidspunktet i dag, så har de for længe siden omtolket det hele til, at det der skete på den tid, skete i himmelen, og så var det jo udelukket at se det, og så kan ingen modbevise det - tror de! Men lige forkert er det jo. De adventistgrupper, som Russell fik sine oprindelige
lærdomme fra, om hedningernes tider og meget andet, findes vist ikke
mere, de døde ud med de "profeter", der startede dem. Men Russell
var en udmærket propagandist, og var i stand til at fiske i rørte
vande og samle mange tilhængere omkring sig, og han påstod
naivt, at Guds tusindårsrige var begyndt i 1874, og at alle de moderne
opfindelser, som var udsprunget af den industrielle revolution, var tegn
på, at Messias var kommet, den store "milleniumsdag" gryede, og snart
ville alt være godt her på jorden! Det var jo på den
måde, det hele startede - måske vi lige skulle se en lille
oversigt over udviklingen frem til denne dag:
Vagttårnets 120 år med fejltagelser og skuffelser: For mange af de nulevende vidner, især dem, der har ventet længe i sikker forvisning om, at nu kom "Harmageddon" snart, efterfulgt af paradis på jorden for alle Jehovas vidner, kan den nyeste kovending godt se lidt mærkelig ud, men alt taget i betragtning er det kun en naturlig fortsættelse af den politik, som man har anvendt lige fra starten. Alt det om 1874 og de årstal, som man dengang kædede sammen med profetierne og deres påståede opfyldelse frem til 1914, viste sig at være helt forkert - der var ikke noget af det der gik i opfyldelse. I ca. fyrretyve år troede Russell og hans "organisation", at de skulle se verdens ende i deres levetid og så blive taget op til himlen og være med til at herske over den "nye Jord". Dette skulle ske fra og med oktober 1914, og som berettet i litteraturen fra de år skete der det, at netop den 1. oktober det år begyndte Russell sin dag med sine medarbejdere med at erklære, at nu var hedningernes tider omme, de havde haft deres tid - nu kom forandringen! Han har troligt været en glad mand den dag, for den begyndende verdenskrig kunne måske give grund til at tro, at den "store trængsel" var ved at begynde - men to år senere, da han var en gammel, syg og ganske tydeligt en træt og skuffet mand, så fik piben en anden lyd. På den tid var al tale om enden, etc., ved at fuse ud, og for Russell selv betød det enden, idet han døde i den samme måned, under en foredragsrejse, og dermed endte faktisk den første fase af denne bevægelses historie. Ikke sådan at forstå, at Russells lære forsvandt, men det blev jo efterhånden klart, at meget af det som han havde lært sine tilhængere at forvente, ikke blev opfyldt, og så måtte man ændre signaler. Det eneste helt reelle havde naturligvis været at opgive alle tanker om Russells lære med det samme, men det gjorde man ikke - man fastholdt helt frem til sidst i tyverne, at han havde været den "tro og kloge træl", som omtaltes i Jesu lignelse. - Matt. 24:45-51. Der findes en udmærket og meget kortfattet oversigt over nogle af de vigtigste aspekter af Russells lære i det første blad, der præsenterede Vagttårnets lære i Danmark i slutningen af det 19. århundrede; det hed Tusindaars-Rigets Budbærer, og vi citerer her fra nr. 10, fra marts 1897, side 4:. Millenniets Daggry - Tiden er for Haandenfremsætter Beviser paa at -- Sex Tusind Aar fra Adam endte med Aar 1872. De "halvfjerdsindstyve Uger" af Israels Naade endte Aar 36. Den jødiske Tidsalders "Høst" var 40 Aar, fra Aar 30 til Aar 70. Den kristne Tidsalders "Høst" 40 Aar, 1875 til 1914. Jødernes Jubelaar vare Forbilleder paa "Alle Tings Gjenoprettelses Tid." - Apg. 3.19-21. Hedningernes Tider vil ende Aar 1914. Den jødiske Tidsalders Længde, Ceremonier, etc., vare Forbilleder paa d. k. Tids. Virkeligheder og Længde.
Om tre Aar - 1925. ... 1925 har vi det store Jubelaar, og da vil alle Jordens Ulykker være endt. Alle de lydige skal vinde evigt Liv. Millioner af Mennesker skal aldrig dø. Tiden er inde til Verdens Genopbyggelse. Lad os tage Tiden i Agt.Mange år senere erkendte den store mand sin fadæse: "Da dummede jeg mig", sagde han, og det tør nok siges! Og hvor vidnerne dummer sig i dag, når de om denne grove fejltagelse kan skrive i deres "selvbiografi", Jehovas Vidner (s. 632): Hvilke glædelige udsigter! Skønt de tog fejl, forkyndte de ivrigt om dette til andre!Desværre har vidnerne, "bibelstudenternes" nuværende arvtagere, ikke lært noget som helst af alle disse fjollede påstande, for de fremturer i præcis lige så fejlagtige læresætninger i dag! Denne fadæse kom til at koste VT-bevægelsen dyrt, for der var mange, der gik deres vej som følge af den, og det er ret så forståeligt, at "organisationen" en tid lang talte meget lidt om tidsprofetier. Desuden havde man sidst i tyverne meget at gøre med at rette op på tingene efter de fejlslagne forventninger, og i trediverne kom vidnerne i stærk modvind i de totalitære stater, endog i Amerika mødte de megen modstand, af forskellige grunde. Imidlertid nærede Rutherford et stærkt ønske om at se "enden" komme indenfor hans egen levetid (ligesom Russell havde gjort forud for 1914), og han mente at se begyndelsen til "den store trængsel" i den udvikling der førte til anden verdenskrig, så i årene lige forud begyndte han at nedtrappe de forskellige former for virksomhed, med rejsende tjenere o.m.a., i den tro, at det snart var slut med forkyndelsen - nu skulle Harmageddon komme, og derefter tusindårsriget! Dette kom til udtryk i hans skrifter fra denne tid, især i bogen Børn (eng. 1941, da. 1942) der antydede, at tiden til enden var umådelig kort, og Rutherford omtalte den selv ved udgivelsen som "et Redskab, som Herren havde udstyret dem med til virksom Tjeneste i de resterende Maaneder før det store Slag ved Harmageddon."- WT 1. febr. 1942. Men Rutherford så ikke enden, og hans efterfølger, N,H. Knorr, så anderledes på tingene: fra 1942, da han overtog ledelsen, og krigen ud havde han nok at gøre med at styre "organisationen" gennem de store vanskeligheder, og straks efter 1945-afslutningen på 2. verdenskrig gik "Selskabet" i gang med en vældig kampagne på internationalt plan, for at nå til "jordens ender" med budskabet om 1914, endens tid, og alt det andet, som man mente var lige for døren. Dog var der en del murren i 1954, da der var gået 40 år fra 1914, men der skete ikke noget særligt, og selv om der var lignende tanker fremme i 1958 (40 år efter 1918, da Kristus efter sigende var kommet til sit "tempel" og havde udvalgt VT-folkene som sine tjenere), men uden officielle udtalelser fra ledelsen fusede det ud. Men i 1966 skete der en epokegørende begivenhed. Ved et stort stævne fremholdt vicepræsident Fred Franz den tanke, at året 1975 ville se enden på 6000 år fra Adams skabelse, og at det syvende årtusind ville blive den store "sabbat" eller hviledag for mennesket, nemlig selveste tusindårsriget, og fra da af blev kampagnen intensiveret, med stor forøgelse til følge i alle verdensdele. Imidlertid kom 1975 og gik, uden at det lovede paradis kom, og nu fik lederne et forklaringsproblem af rang! Dette var lige så stor en fadæse som Rutherfords berømte 1925-profeti! Men "Selskabet" var ikke til sinds at indrømme sin grove fejltagelse, og at man havde gjort medlemmerne en forfærdelig bjørnetjeneste med denne særlige forudsigelse - først efter lang tid og meget modstræbende og vrangvilligt kom der en lille indrømmelse - man havde ellers længe søgt at tie sagen ihjel, og det er også den politik man fører i dag, I selvbiografien Jehovas Vidner omtales sagen dog ganske kort og meget utilfredsstillende, idet man søger at inddrage andre og til en vis grad uvedkommende elementer (s. 633): Efter 1925 faldt mødedeltagelsen drastisk i nogle menigheder i Frankrig og Schweiz. Og i 1975 fulgte en ny skuffelse da forventningerne om tusindårsrigets begyndelse ikke blev indfriet. Som følge heraf trak nogle sig tilbage fra organisationen. Andre måtte udstødes fordi de forsøgte at undergrave troen hos deres trosfæller. Skuffelse i forbindelse med årstallet spillede uden tvivl ind, men i nogle tilfælde stak rødderne dybere. Nogle argumenterede også imod nødvendigheden af at forkynde fra hus til hus. Visse personer nøjedes ikke med at gå deres vej; de blev aggressive og begyndte at modarbejde den organisation. de havde været tilsluttet, idet de luftede deres synspunkter i pressen og i fjernsynet. Alligevel var der forholdsvis få der faldt fra.Allerførst, så viser statistikken, at ikke blot mødedeltagelsen, men også tilslutningen som helhed, aktiviteten, faldt næsten alle vegne efter 1925, og ikke blot i de to nævnte lande, og i årene efter 1975 skete der et stort fald i antal "forkyndere" over alt i verden; indtil da havde man været vant til, at det pågående propagandaarbejde førte til store forøgelser år efter år, men i årene efter 1975 havde man ikke blot ingen forøgelse, der var også en mærkbar tilbagegang, og der var ingen tvivl om, at det var de rablende gale og fejlslagne forudsigelser, som Fred Franz havde fremsat, der var den direkte årsag. Nogle har ment, at han bl.a. fremsatte sine "profetier" fordi han håbede, som Russell og Rutherford havde håbet før ham, at se "enden" komme mens han endnu levede - han var 73 år i 1966, da han "åbenbarede" dette nye lys" (der reelt var dybt mørke), og i 1975, slutåret for hans program, ville han være 82, altså lige over den alder, som omtales særskilt i Salme 90:10 som en tænkelig øvre grænse for et normalt menneskeliv. Han var født i 1893 og derfor den eneste af det "styrende råds" medlemmer, der var over 20 år i 1914, det skæbnesvangre år, da Russell og hans "bibelstudenter" ventede "enden", det år som senere, sandsynligvis af Franz, blev omfortolket fra at være slutåret til at være begyndelsesåret for "endens tid". Så han har nok set det som sin sidste chance til at opnå sit ønskede mål - men han så i stedet skuffelse og tilbagegang, som en direkte følge af hans forhastede spekulationer! Han døde uden at have set enden, i en alder af 99 år i 1992, og nu er der andre, der har overtaget hans gerning som fortolkere, men åbenbart er der ingen, der har den samme status som han. En realistisk vurdering af VT-ledernes forventninger I den forbindelse skal vi undlade at gentage det,
der er blevet sagt om tingenes tilstand før 1914 - det er åbenlyst
for enhver, at Russell tog helt og aldeles fejl i sine forudsigelser, og
efter hans død i 1916 havde det eneste reelle været at ophøre
med den igangværende propagandaaktivitet, for allerede dengang stod
det klart for mange, at "Selskabet" havde vovet sig ud, hvor man ikke kunne
bunde - hele operationen var simpelt hen en stor fejltagelse!
Men som det så ofte går med folk, der på arrogant og selvglad vis har udnævnt sig selv til Guds tjenere på jorden, sådan gik det også med den nye ledelse - de gav sig bare til at revidere tidsbereggninger, idet de stædigt fastholdt, at trods alt var de på rette spor, selv om de var i en blindgyde, som hele bevægelsen endnu famler i. Det næste træk, med 1925, var aldeles tåbeligt, og Rutherfords personlige forventninger ved anden verdenskrigs begyndelse var absolut grundløse - som det også blev klart for den nye ledelse efter hans død i 1942. Og det seneste forsøg med 1975 var ikke et hak bedre! Og når man nu endelig har indset, at den "generation", der oplevede 1914 og hvis medlemmer var gamle nok til at forstå, hvad der skete, ikke ville leve længe nok til at se "enden", så turde man igen ikke indrømme, hvad der egentlig var galt, for så havde man jo været nødt til at opgive året 1914 som det centrale element i hele VT-læren, og det kunne man altså ikke få sig selv til. I stedet klippede man blot navlestrengen over mellem 1914 og "denne generation" ved at forsøge at bilde folk ind, at der ikke var eller er noget tidselement i det græske ord geneá, der jo betyder "generation". Derved bedrager de imidlertid deres tilhængere, for det materiale de anvender er citatfusk og bortforklaringer! Og så har de endda den frækhed at kalde denne ægte "søforklaring" en "mere nøjagtig forståelse af betydningen af "denne generation"!" (s. 20, par. 15) Hvis man skal være helt ærlig, så
kan det, der siges i det omtalte eksemplar af Vagttårnet,
ikke engang kaldes en "forklaring", for med sine fortielser, citatfusk
og hele fordrejelse af kendsgerningerne er det lige så forkvaklet
som alle de tidligere fremsatte teorier og selvom denne "fortolkning" nok
skaffer lederne en ny tidsfrist, som de i øjeblikket har behov for,
så vil det nok med tiden komme til at stå klart for mange,
at her har de "dummet sig" lige så grundigt som Russell gjorde i
årene før 1914, som Rutherford gjorde op til 1925 og som Franz
gjorde i fadæsen med 1975!
Egentlig ligger det lige for at betragte tingene
i Bibelens lys: Hvis vi nu, blot for at bedømme sagen ret, antager,
at året 1914 virkelig var begyndelsen til "endens tid", fordi Kristus
var blevet indsat som konge i himmelen i det år, og at den såkaldte
"modbilledlige opfyldelse" skulle svare til det mønster, som vi
kan læse om i evangelierne og de påfølgende skrifter,
den udvikling der indenfor en "generations" normale levetid førte
til "enden" for det gamle jødiske system, så skulle vi have
set "enden" senest i 1954, eller 40 år efter 1914! Det er den eneste
logiske slutning, som man kan drage af disse såkaldte "paralleller",
og at trække tiden ud frem til vor tid eller, for den sags skyld
til det nu overståede årtusindskifte er helt hen i vejret!
Det ville være interessant at gå i detaljer med disse ting,
men det er ikke nødvendigt - og at gøre som VT-lederne har
gjort nu, er aldeles utilstedeligt! Det svarer til, at Jesus havde trukket
tiden ud i sin "generation" og sagt, at "enden" nok ikke ville komme før
i den tredje generation, eller måske endda en senere en! Men
som vi ved, lovede han sine trofaste apostle, at det hele ville ske indenfor
deres "generation", og den store forskel på hans forudsigelser og
VT-ledernes er jo, at alt hvad han sagde, gik i opfyldelse, mens alt hvad
de sidstnævnte siger eller har sagt, er slået godt og grundigt
fejl! Derfor kan man anbefale alle, hvad enten de bekender sig til Vagttårnsledernes
dogmer eller ej, at nøjes med at tro på den sande profet,
Jesus Kristus, og den bog, hvori hans og de andre gode, gamle profetier
og visdomsord findes, nemlig Bibelen!
En realistisk konklusion angående VT-lederne og deres usande arrogante og selvoptagne lærdomme, som de ændrer efter forgodtbefindende, må være, at de nok desværre må klassificeres med den slags mennesker, der omtales på denne måde i Guds hellige ord ; Med hensyn til Guds hensigter, så er det sikkert og vist, at de aldrig slår fejl: Selvom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden med synden, så har Skaberen, den Almægtige, fortsat sit værk ufortrødent, og han har tilvejebragt en anden Adam, der har givet sit liv for alle mennesker, og han har nu i over 19 århundreder haft "al Magt i Himlen og på Jorden", og han vil fuldende det værk, som blev påbegyndt for tusinder af år siden, med det mest storslåede resultat, man kan tænke sig:Den der taler løgnagtigt vil ikke bestå for mine øjne. … Et løgnagtigt vidne forgår. -- Salme 101:7; Ordspr. 21:28.Se, Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet. Og han som sad på tronen sagde: "Se! Jeg gør alting nyt." Og han sagde: "Skriv, for disse ord er trovædige og sande. - Åb. 21:3-5.
|
-