Hvem er Jehovas Vidner, og hvad er det de vil?2. afsnit:
I dette afsnit skulle vi egentlig fortsætte
med hovedemnet, som fremgår af titlen, men som det vil erindres,
udtrykte vi i vort første afsnit tvivl om, at Jesus, den erfarne
tekton
eller bygmester fra Nazaret, så ud som han fremstilles i Vagttårnets
litteratur, hvor især de nyeste glansbilleder ser ud som noget, der
er lavet i den typiske amerikanske reklame- og illustrationsstil, som det
fx ses i bogen Jehovas Vidner, side 23, hvor han fremstilles i idealiserede
gyldne farver. Og minsandten, om ikke det samme billede ses uden på
bladet Vågn Op! nr. 23, fra 8.12.1998, hvori der også
er en artikel, der hedder "Hvordan så Jesus ud?" (s. 4-7), hvori
man søger at påvise, at også på dette område
er vidnernes fremstilling meget bedre end kristenhedens billeder af den
'skrøbelige, gloriekronede, kvindagtige, sørgmodige og langhårede
Kristus'. Dette understreges dernæst med en sammenstilling af et
Kristusbillede af den kendte franske illustrator Gustave Doré og
et strålende farvebillede af en af vidnernes ubenævnte illustratorer.
Det sidstnævnte er et klassisk brystbillede af den type, som man
'sad for' i gamle dage, enten hos en portrætmaler eller en professionel
fotograf.
Posituren er endda som på et moderne pasbillede, blot med den forskel, at pasbilleder sjældent er sådanne flotte glansbilleder. Og så er det ejendommeligt, at skønt der er en vis lighed med forsidebilledet, så er den ikke slående - har man lige pludselig to forskellige biilleder af Kristus, og det endda i det samme blad? Det må da være lidt af en tanketorsk. Måske skal han se en kende mere jødisk ud på det lille 'pasfoto'? Hvem ved, vidnernes veje ere ofte uransagelige. Men der er mere endnu at bemærke, for midt imellem disse to billeder står der: "Den skrøbelige og blege Kristus afbildet af kristenhedens kunstnere samt et billede af Jesus baseret på den bibelske beretning (sic!)" Hvilken bibelsk beretning, om vi må spørge? Os bekendt findes der ingen bibelsk beretning om Jesu ydre, der berettiger en sådan udtalelse! Men måske billedredaktøren glemte at læse netop de ord, der står lige under dette billede: At lægge stor vægt på Jesu ydre til trods for at de inspirerede skrifter slet ikke nævner noget om det, ville afgjort være i modstrid med selve ånden i Bibelen. (Udhævet af os) Som det fremgår af de udhævede ord, har vi altså her en regulær selvmodsigelse: Hvis Bibelen overhovedet ikke siger noget om Jesu ydre, hvordan kan man så tillade sig at hævde, at dette glansbillede er 'baseret på den bibelske beretning'? Det er det rene vrøvl, ikke andet! Desuden, hvis man ikke skal 'lægge stor vægt på Jesu ydre', hvorfor forsøger man sig så med denne noget bagvendte artikel? Iøvrigt er det, der siges om emnet fra side 5 (fra 'Bibelen og Jesu ydre') ikke noget nyt, men velkendte følgeslutninger, som man ikke behøver denne artikel til at komme frem til, det er der mange, der har gjort længe før der var et blad, der hed Vågn Op! Selvfølgelig var Jesus ikke en fysisk svækling, han var efter alt at dømme en sund og stærk mand i sin bedste alder, da han stod frem for Israel, og der kan næppe være tvivl om at hans hår og skæg og klædedragt har svaret til det, der var gængs i Jødeland dengang. Udover dette ved vi intet som helst om hans fremtoning, men man kunne nok drage den slutning, at han har set lidt mere jødisk ud end Vagttårnslitteraturens amerikaniserede glansbilleder søger at give det udseende af. Her er det også på sin plads at gøre opmærksom på, at man reelt ikke kan generalisere sådan om kristenhedens Kristusbilleder, som bladet gør, for de er mere varierede end som så, og at bringe Dorés billeder var måske ikke det bedste valg, trods deres store udbredelse, især i forrige århundrede, for netop denne kunstner har været stærkt kritiseret for at især hans bibelske illustrationer var 'teatralske', og at figurerne indtog 'stærkt forvredne' stillinger, noget enhver kan overbevise sig om ved at gennemblade en af de store billedbibler med Dorés illustrationer. Der findes faktisk meget mere realistiske Jesus-billeder i bøger, på altertavler og andre steder, hvor sådanne billeder anvendes. I realiteten viser artiklen, at Dorés figur ikke kan tages som repræsentativ for alle kristenhedens billeder, for den siger ligeud, med et citat fra den nye katolske encyklopædi: "Hver tidsalder skabte den Kristustype som den syntes bedst om." Således var der mange og ret så forskelligartede Kristusfigurer, endda så mange, at eksperterne har opdelt dem i forskellige kategorier, hvoraf de allerældste nok er de mest interessante; de inddeles sædvanligvis i tre typer: 1) Først 'en ungdommelig, skægløs og helt idealistisk figur', der nærmest lignede en ung romer, og det var ikke så sært, for den er særdeles udbredt i katakomberne. 2) Den næste viste Jesus med fuldskæg og 'i manddommens fulde styrke', som den majestætiske himmelkonge. 3) Den tredje, den byzantinske, tenderer hen imod en lidt ældre figur, alvorligere i udtrykket, med lidt længere hår og skæg end de andre. I senere århundreder opstod der endnu flere typer, som en kender udtrykte det: "I Vesten stræbte de største kunstnere gennem tidsaldrene efter at fremstille Vorherre som den ypperste i majestæt og skønhed." Og der konkluderes: "Der findes altså ingen autentiske portrætter eller beskrivelser af Kristus," I betragtning af vidnernes kritik af andre
Jesusfremstillinger end deres egen idealiserede figur må det være
på sin plads at se nærmere på nogle af de Kristusbilleder,
der har figureret i deres litteratur igennem årene, for det er ganske
åbenlyst, at også på dette punkt har man fra tid til
anden skiftet standpunkt. Og det kan da godt være, at læserne
af Vågn Op! og andre ligesindede bliver lidt forbavsede, når
de opdager, at Vagttårnsselskabet selv har gjort brug af denne slags
billeder, som man nu kritiserer, som det tydeligt fremgår af efterfølgende
illustrationer fra bogen Fremtidens Regering (1931), siderne 68
og 302:
I de tider brugte man rask væk klassiske
kunstværker til at illustrere 'Dommer' Rutherfords bøger med,
hvilket mange har fundet lidt underligt, da denne glatragede amerikanske
lægprædikant efter forlydende absolut ikke kunne fordrage skæg!
Modsat ham optrådte hans forgænger, 'Pastor' Russell altid
med et velplejet fuldskæg (se billederne nedenfor af d'herrer, fra
bogen Guds hemmelige rådslutning er fuldbyrdet (1971), s.
111 og 132);
Når man betænkter de ændrede synspunkter, som Rutherford indførte, er det ikke så underligt, at man efter en tid introducerede en skægløs Jesusfigur, som det kan ses overfor side 128 i bogen Lys, II (1930):
Her fremstilles en noget fjoget udseende
Jesus for Pilatus, men man præsenterede dog senere den samme scene
lidt anderledes, som fx i ovennævnte bog fra 1971, på side
185:
Her har vi så omtrent den Jesusfigur, som vidnerne kom frem til, og som med mindre ændringer har holdt sig i mange år, omend den ikke fra begyndelsen var helt så glansbilledagtig som den er nu. Lad os, nu vi er ved det, også betragte nogle af de fremstillinger af Jesu korsfæstelse (det skrev man også dengang!), som har været bragt i litteraturen, fx denne fra Guds Harpe (1921), s. 121:
Her ses en klassisk, langhåret Jesusfigur hængende på et kors af samme type, som kristenheden plejer at afbilde - dette kunne såmænd have været hentet direkte fra en altertavle i en kirke! Naturligvis kunne denne figur ikke få
lov at forblive; allerede i bogen Forligelse (1928) ser vi en anderledes
korsscene med et såkaldt t-kors (overfor s. 160). Dette er igen et
klassisk maleri, men man stoppede heller ikke her, for tingene skulle ændres
endnu engang, som det kan ses i bogen Fjender (1937), s. 125, hvor
korset har mistet sin overligger eller tværstang, det er en blot
og bar pæl:
Disse billeder er kun et lille udpluk afde mangfoldige illustrationer, der har været bragt i vidnernes litteratur i årenes løb, mange af dem har været ret simple, andre fantasifulde, og nogle få måske endda realistiske. Men som de selv indrømmer i ovennævnte artikel, der gav stødet til disse strøtanker, så siger Bibelen overhovedet intet om Jesu ydre, og heraf kan vi drage den enkle slutning, at hvad enten kunstnere inden eller uden for Jehovas Vidners bevægelse afbilder ham på den ene eller den anden måde, så er der ingen autentisk bibelsk beretning bagved, og når man i dette blad søger at give det udseende heraf, så sejler man her som i mange andre emner under falsk flag. Hverken kristenhedens tusinder af malerier, altertavler eller andre afbildninger, eller vidnernes glansbilleder har nogen som helst autoritet, for ingen kunstner kan frembringe et sandt og ægte portræt af en person, hvis menneskelige udseende ingen kender i dag. Men, lad os lige slutte af med at bringe et tænkt portræt af Jesus, sådan som den danske tegner Anton Hansen så ham, da han skulle illustrere Mattæusevangeliet i værket Det Ny Testamente gengivet af danske digtere (København 1944), side 65:
Her ser vi en rolig og fattet Kristusfigur, en myndigt udseende Jesus, der ikke er spor kvindagtig eller blødsøden i fremtoning, han er ikke 'skrøbelig', ejheller 'gloriekronet', men synes at være en lidt mere realistisk type end Dorés og for den sags skyld også mange af vidnernes nyeste glansbilleder. Nok om det, i næste afsnit vender vi tilbage til den saglige undersøgelse af spørgsmålet om, hvem Jehovas Vidner egentlig er, og hvad det er de vil med deres forskelligartede aktiviteter. Eller næste side - Kristi parousia - 'komme' eller 'nærværelse'?
|
