Kristi parousia - 'komme' eller 'nærværelse'?

I

"Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?" [din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning]. - Matt, 24;3, Da-1992; NV.

De to understregede ord, 'komme' og 'nærværelse' gengiver begge det græske ord parousia, der forekommer ialt 24 gange i Ny Testamente, de kristne græske skrifter, Men hvorfor er de oversat så forskelligt? Og hvilken gengivelse er den korrekte? Hvordan gengiver andre oversættere dette ord? Det er der faktisk meget stor forskel på, selvom 'komme' nok er det almindeligste, bl.a. ses det i Seidelin-oversættelsen, og det bruges også meget især i engelske oversættelser, ikke mindst i de nyere, som fx Phillips' meget moderne version. Det bruges endda i Vagttårnsselskabets egen bibeludgave, Steven Byington's 'The Bible in Living English'! De ældre danske oversættelser bruger især 'tilkommelse' eller 'tilkomst', mens de ældre engelske, King-James-bibelen fra 1611 og 'American Standard Version' fra 1901 bruger begge to 'coming', altså 'komme'. Begge disse oversættelser har iøvrigt i mange år været udgivet på licens af Vagttårnsselskabet i New York.

Der er ikke særlig mange oversættelser, der anvender 'nærværelse' i Mattæus 24:3; det er mest engelske udgaver, og her er der jo en bemærkelsesværdig oversættelse, nemlig 'The Emphatic Diaglott' fra 1864, der i sin tid spillede en særlig rolle i forbindelse med udviklingen i den lille adventistgruppe, som Vagttårnsbevægelsens stifter, C.T, Russell, fik sin børnelærdom fra, efter at han var blevet 'omvendt' fra sin næsten ateistiske indstilling, og det han lærte dengang blev en af hovedhjørnestenene i hans lære! VT-lederne blev så glade for denne oversættelse, at de fik fat i udgaveretten, og siden da har de selv trykt den. Dertil kommer så deres egen NV-oversættelse, der siden 1950 har været foretrukket frem for alle andre udgaver, og den bruger naturligvis også 'nærværelse'! Der er dog en del oversættelser, der også anvender dette ord for parousia, bare ikke i Mattæus 24, men andre steder, hvor der ikke er tale om Jesu komme, fx i 1 Kor. 16:17; 2 Kor. 10:10 og Fil. 2:12; dette gælder bl.a. Phillips' og Byington's udgaver og Rørdams danske, desuden de autoriserede danske fra 1819 og 1907. Om ikke andet, så viser dette, at nogle oversættere har forstået, at parousia kan gengives på mere end en måde, et faktum, som VT-folkene åbenbart ikke har forstået endnu - men de har jo også deres egne, heltt specielle grunde til at holde fast i 'nærværelse'!

Hvori består forskellen og har den nogen betydning?

Men gør det noget, at der er en forskel i oversættelsen på dette sted? Hvis mange kyndige oversættere kan anvende 'komme' eller tilsvarende udtryk, er det så ikke helt i orden? Nej, siger VT-lederne, 'nærværelse' er det eneste rigtige! Faktisk er det ikke et sprogligt problem, men et fortolkningsmæssigt, fordi det gælder forståelsen af Jesu profeti om hans parousia, som han udtalte i året 33, ved påsketid. Sagen er, at oversættelsen 'komme' hviler på den forståelse, at Jesu apostle bad om et 'tegn', et varsel om Jesu forestående komme 'i magt og herlighed', til dom over dem, der havde modstået ham og hans tjenere. Dette ses ret klart i en del moderne oversættelser, fx i 'The Good News Bible' fra 1976:

"Hvad vil der ske for at vise, at tiden er inde til dit komme og tidsalderens afslutning?"

Trods sit lidt aparte sprog peger Peter Schindlers danske oversættelse fra 1959 i samme retning:
 

"Hvilket Tegn vil varsle din Tilbagekomst og Verdens Undergang?"

Heroverfor hævder Jehovas vidner, at dette er forkert - de tror nemlig, at Kristi parousia kan dateres til året 1914, og at det tegn, som apostlene bad om er tilbagevisende til dette år og skal betragtes som 'bevis' på, at han overtog sit kongedømme, i det år, og at han siden har været 'usynligt nærværende'. De opfatter dette tegn som et 'sammensat tegn', bestående af alle de elementer, som Jesus nævnte i sit svar, dvs. krige og krigsrygter, jordskælv, og så videre (Matt. 24:4-14; Mark. 13:5-13; Luk. 21:8-19). De hævder, at alt dette er indtruffet siden 1914 som 'tegn' på Kristi 'nærværelse', og derfor kan ingen anden gengivelse anvendes her! Denne opfattelse er de dog helt alene om, og de ved da udmærket, at så at sige alle andre har en helt anden opfattelse, som det kom for dagen i VT fra 15.8.1996 i artiklen 'Jesu komme eller Jesu nærværelse?' (s. 10, par. 3):

Mange kirker lærer derfor at apostlene spurgte om hvad der ville være tegnet på Jesu "komme", tegnet på at hans genkomst var umiddelbart forestående.

Lad os derfor se lidt nærmere på det faktuelle og finde ud af, hvad der mangler i VTs redegørelse; det første interessante punkt er udsagnsordet erchomai, det sædvanlige græske ord for 'at komme'. Det forekommer over 600 gange i NT, og meget ofte om Jesu 'komme' ikke blot hos Mattæus, men hos alle de skribenter, der berører dette emne. Hvorfor har VT ikke fremhævet denne klare oplysning? Dernæst henledes opmærksomheden på ordet parousia, og det er da helt sikkert, at Gud lod Mattæus bruge dette ord med velberåd hu, men det var bestemt ikke af de grunde, som VT søger at få ind i billedet! Og man må jo undre sig over den behandling ordet får, når fx par. 11 begynder: "Kort sagt betyder parousia "nærværelse", hvorefter man citerer Vine's velkendte ordbog, der dog lidt mere korrekt siger, at det 'betegner både en ankomst og en efterfølgende 'nærværelse'. Ydermere nævner den, at andre værker anfører betydningen 'en herskers besøg', og det er nok en af de betydeligste opdagelser i udforskningen af NT-græsk, at man har fået dette belyst på en helt ny og detaljeret måde. Det skal vi se nærmere på om lidt, men vi skal lige notere os, at selvom Josefus bruger ordet parousia i de fire anførte steder, så oversættes det ikke altid med nærværelse, det sker i virkeligheden kun én gang! Andre gange gengives det med 'advent', altså 'komme', 'indgang' o.l. Her er det også godt at erindre sig, at Josefus naturligvis ikke er en inspireret bibelskribent, og dertil kan vi lægge, at i de skriftsteder, der anføres i fodnoten s. 11 som paralleller til Josefus-citaterne, forekommer ordet parousia overhovedet ikke i den græske Septuaginta-oversættelse! Det gør derimod erchomai, ordet for 'at ankomme' eller 'arrivere, komme'!

I paragrafferne 12-14 omtales brugen af parousia i brevene, bl.a. Pauli anvendelse af ordet om sin egen og sine medarbejderes aktiviteter - desuden om 'lovløshedens menneske'' og endelig om Jesu parousia, der naturligvis omtales som 'nærværelse', for det er jo det eneste, der passer i VTs kram. Desværre er det hele upræcist og argumentationen uholdbar, som man jo kunne forvente, Vi ser på det om lidt.

"Aspekter af det hebraiske" kaldes det næste afsnit, og det indeholder den besynderligste form for 'bevisførelse', som man kan tænke sig! Allerførst, så er det helt korrekt, at den almindeligste hebraiske gengivelse af parousia er bô, 'komme, at komme'; den bruges i de kendte oversættelser af Delitzsch og Salkinson-Ginsburg, desuden i den allernyeste udgave fra De forenede Bibelselskaber fra 1976, og den regnes for helt korrekt. I par. 16 står der imidlertid, at bô har mange betydninger og siden fremholdes det at af den grund kunne man 'diskutere hvordan det bô skulle forstås'. Dette er helt ved siden af: for det første anfører VT ikke andre betydninger, og de skriftsteder, der anføres, fra 1 Mosebog til Amos, indeholder ikke 'mange betydninger'! Reelt viser den hebraiske grundtekst på disse steder, at ordet betyder "komme" alle vegne, hvor det forekommer! Og dermed falder hele VTs forsøg på at undgå dette hebraiske ord for 'komme' til jorden.

Naturligvis er alle hebraiske udgaver af NT oversættelser, ganske som de danske, engelske, tyske o.a., og derfor har de ikke originalernes autoritet, men må bedømmes efter andre kriterier, Det samme gælder Sjem-Tobs gamle version fra 1385, som VT nu griber til, fordi den ikke anvender bô i Mattæus 24:3, etc., men det sjældne ord bi'ah, der er et navneord i hunkøn og beslægtet med bô. Det forekommer kun en gang i hele den hebraiske bibel, nemlig som anført i VT i Ezekiel 8:5, hvor det er sammenskrevet med en forstavelse som babi'ah, 'i indgangen'. Hvad VT undlader at oplyse os om er dog, at mange tekstkritikere anser det for et senere indskud, idet de påpeger, at der ikke skulle være nogen 'indgang' på det sted, der omtales. Ordet udelades i den græske oversættelse og mange senere, også de nyere videnskabelige, som fx Moffatts kendte engelske gengivelse. Det er derfor tvivlsomt, om man kan bygge noget på denne ene forekomst, og det samme kan siges om dets anvendelse i Dødehavshåndskrifterne, hvor man må have mere præcise oplysninger om konteksten, m.m.; her kan man dog lægge mærke til, at det anvendes om 'begyndelsen af præsternes skifter', dvs. 'indgangen', ikke om varigheden, men om deres 'komme' til tjenesten i templet, De fleste præster boede jo udenfor Jerusalem, som fx Zakarias, Johannes Døbers fader, der boede 'i bjerglandet, i en by i Judæa', ifølge traditionen Ein-Karim. Herfra, tog han så ind til Jerusalem, når 'turen var kommet til hans skifte', og når hans tjenestetid var omme, 'tog han hjem'. Det er derfor ikke så sært, at man kaldte denne 'begyndelse' for bi'ah, 'indgangen' eller 'ankomsten', og denne brug af ordet støtter på ingen måde VTs forsøg på at komme uden om ordet 'komme'! Med hensyn til den omtalte hebraiske oversættelse af Pes Jitta, så er den ingen hjælp heller - den er en oversættelse af en oversættelse, og har reelt ingen autoritet i denne forbindelse. Og hvis man, hvad VT-folkene ikke har gjort, ser lidt på de andre gamle jødiske skrifter, Misjna og de dertil hørende kommentarer, der udgør Talmud, så ser man klart, at der forekommer bi'ah adskillige gange,og det altid i betydningen 'at komme, gå ind, indgang, ankomst' og aldrig i noget, der kan betyde 'nærværelse' (Se M. Jastrow, Dictionary of the Targumim, New York, 1950, bd.I, s. 159.) Hele dette afsnit i VT viser hvor langt VT-lederne er parate til at gå for at forsvare en i bund og grund forkert og aldeles absurd læresætning! - Lukas 1:5, 23, 39, 40.

Iøvrigt er argurnentationen i par. 19 så tyndbenet, at man egentlig ikke fatter, at VT tør skrive den slags nonsens -- hvis bi'ah betyder 'indgang' eller 'ankomst' og apostlene brugte det i deres spørgsmål til Jesus (hvad ingen ved og hverken kan bevises eller modbevises) så var det naturligvis, fordi de tænkte på hans 'komme', ikke en indbildt langvarig 'nærværelse', og at Jesus skulle have brugt dette ord for 'at give rum for mere end de tænkte på', er simpelthen latterligt! Uanset hvilket ord apostlene brugte på deres modersmål, så brugte Jesus naturligvis det samme ord i sit svar, andet havde ikke været naturligt. Faktisk er hele VTs fremstilling ganske som den druknendes griben efter et halmstrå, ikke andet - hele argumentationen er forvrøvlet fra ende til anden,

Det samme kan siges om resten af artiklen (par. 20-23), der jo i et og alt bygger på falske forudsætninger, hvilket også gælder den næste artikel, 'Vil du blive frelst, når Gud griber ind?' I denne er det dog prisværdigt, at man for en gangs skyld kommer noget ind på de begivenheder, der udgjorde opfyldelsen af Jesu profeti i år 70 evt., da Jerusalem og templet blev ødelagt, og de første 14 paragraffer er nogenlunde på rette spor - når lige undtages de antydninger, der begynder allerede i par. 2 og går ind i den næste, om at der skulle være 'en større opfyldelse i vor tid'. Uanset alt det, der senere anføres til støtte for denne tendentiøse teori, så er den totalt ubegrundet, helt uden basis i realiteternes verden. Derimod er beretningen i de næste afsnit (par. 4-14) rimelig, og man retter endda en gammel fejlfortolkning i par. 10-14. Men hele resten af artiklen (par. 15-23) er det rene opspind fra ende til anden! Først og fremmest så skrev Johannes ikke Åbenbaringen 20 år efter 'trængselen' over Jerusalem, men snarere mellem 64 og 68 evt., idet hans syner gjaldt dommen over dem, 'som siger at de er jøder, og ikke er det, men er Satans synagoge'. (Åbenb. 2:9). Her tales om de kødelige jøder, der stædigt fastholdt, at de var Guds folk, ganske som VT-folkene siger om sig selv i dag (uden nogen som helst begrundelse); på den tid var det dog Jesu disciple, der var 'Guds Israel', ikke Jakobs direkte efterkommere, der boede i 'det store Babylon', byen hvori 'fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden (ge, dvs. 'landet'),(Israels land). På et andet sted identificeres staden som 'den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet'. I denne by var også Jehovas tempel, det eneste af sin art, og det er ganske udelukket, at der kan være tale om nogen anden by end Jerusalem, der jo faldt i året 70 evt. Den henlå som en ruin til Kejser Hadrians tid, og han begyndte først at genrejse den som en romersk koloni omkring 130 evt., og gav den navnet Aelia Capitolina. Så omkring 96 evt., da Domitian var kejser i Rom, kunne man ikke skrive sådan om Jerusalem og jøderne, det var ganske udelukket! I virkeligheden er Åbenbaringen simpelthen Jesu Kristi sidste afslørende meddelelse til sine trofaste disciple, en betimelig advarsel i kodesprog, før det hele gik løs!  Åbenb.2:9; 3:9; Rom. 2:28, 29; Gal. 6:16; Åbenb. 18:2, 24; Matt. 23:37-39; Åbenb. 11:8; 11:1, 2.

Hele Vagttårnets ældgamle dogme om den 'dobbelte' opfyldelse af Jesu ord i denne profeti er bygget på sand; der findes ikke et eneste ord i hele den hellige skrift, som støtter denne hjemmestrikkede udlægning, Men VT-lederne har brug for den, for uden den har de ingen eksistensberettigelse overhovedet. Ikke desto mindre er den det rene hjernespind, opfundet for at begrunde netop denne slags forudsigelser om nutiden, som alle adventistiske bevægelser har fremsat i tidens løb - og her bør vi igen erindre os, at lige fra begyndelsen var Russell's lille hjord ret beset en udbrydergruppe fra Nelson H. Barbour's lille uafhængige adventistmenighed i Rochester, New York, og at det var i den gruppe, at CT, Russell lærte alt det, som han selv senere docerede i sit Vagttårnsblad, da han - brød ud og begyndte for sig selv. Dette indbefattede også læren om den 'usynlige nærværelse' (dengang blev den regnet fra 1874) og 'hedningernes tiders' udløb i 1914 og alle de andre mærkværdigheder, som skulle blive grundlaget i 'Pastor' Russell's teologi. Fra disse gamle fejlberegninger stammer også den her omtalte læresætning, at 'tegnet' ikke er et varsel om den kommende ødelæggelse (som teksten dog tydeligt henviser til), men et 'bevis' på, at Kristus er 'nærværende' fra et bestemt tidspunkt. Hvad hverken Russell eller hans adventistiske læremestre erkendte, var at dette egentlig var en 'hovsa-løsning' af reneste vand! Sagen var jo den, at de oprindelige adventistgrupper i USA havde reelt ventet at se Jesus komme bogstaveligt på himlens skyer i 1843, og da han udeblev, så ændrede man det til 1844. Da han stadig ikke kom, splittedes bevægelsen op i mange grupper, og mens den største blev til Syvende-Dags-Adventisterne, var der andre, der endnu en gang søgte at finde frem til det korrekte årstal - og her fandt Barbour's gruppe frem til 1873!. Jesus udeblev dog endnu engang, men så gjorde man som tilforn, man valgte næste år som det rette, altså 1874. Da han stadig ikke kom, bredte skuffelsen og mismodet sig, men så blev de reddet af den storslåede opdagelse, at i oversættelsen Emphatic Diaglott, som et medlem af gruppen havde fået fat i, var parousia, oversat 'nærværelse'; og så udkastede man den teori, at Jesus nok allerede var 'nærværende', bare usynligt! Denne 'nødløsning' reddede gruppen for en tid, og det var den, der i sin tid overbeviste den unge og noget naive, skønt godt begavede, Russell om, at Barbour's gruppe havde fat i det rigtige. Og da han så, få år senere blev uenig med Barbour om noget helt andet, skyndte han sig at starte sit eget blad, 'Zion's Watchtower and Herald of Christ's Presence', der udkom for første gang i juli 1879. Vagttårnsbevægelsen, hvis medlemmer dengang mest blev kaldt bibelstudenter, men som i 1931 antog betegnelsen Jehovas vidner, blev således født i en lille adventistafkrog i Nordamerika, på aldeles falske forudsætninger, og med en lære, der trods den enorme tilslutning, der siden er kommet til, er falsk i bund og grund.

Man kan faktisk sige, at ligesom den gamle, nu kasserede lære om 1874 og 'nærværelsen' fra og med det år, var en 'hovsaløsning',så er den nuværende lære om 1914 som begyndelsesåret en 'nødløsning' ovenpå den gamle 'hovsaløsning'! Som det klart fremgår af Russell's gamle skrifter, så ventede han og hans tilhængere verdens ende i 1914. og det indbefattede, at de reelt også ventede at blive herliggjort i himlen med Jesus i det år! Det gør man ikke meget ud af nu om dage, men sådan var det - men sådan gik det ikke! 1914 kom og gik, men trods verdenskrigen udeblev verdens ende, og da Russell døde som en skuffet og udslidt propagandist i 1916, var det klart, at forventningerne ikke blev opfyldt - de var slået totalt fejl. Hvad så? Jo, den nye ledelse satte sig for at omkalfatre 'organisationen', og i løbet af 1920erne og 1930erne ændrede man simpelthen stille og roligt alle datoer: det gamle begyndelsesår 1874 gled lige så stille ud af beregningerne, og det gamle slutår, 1914, blev nu ophøjet til begyndelsesår! Det reddede det hele for en tid, og i de år talte man meget lidt om 'tegnet' - det havde iøvrigt aldrig været noget særligt hovedpunkt i Russells tid, han havde pyramider og teknisk udvikling som beviser på Jesu parousia, hvor mærkeligt det end lyder. Imidlertid vil vi nu forlade denne del af diskussionen med at konkludere, at de ovennævnte VT-artikler ikke beviser noget som helst i forbindelse med Kristi parousia udover det ene, at VT-lederne ikke har skiftet mening i noget der har betydning for forståelsen af Jesu profeti, og at de stadig står lige fjernt fra virkelighedens verden i deres hjemmelavede amatøragtige fortolkninger. Nok om det, lad os se lidt på realiteterne, som de er i Ny Testamente, de kristne græske skrifter.

Et blik på de relevante græske ord
Idet vi lader de hule og tomme VT-teorier bag os, inklusive de hebraiske ord, der blev bragt ind i diskussionen, men som reelt kun har sekundær betydning, skal vi nu se på de relevante udtryk, nemlig de græske ordpar pareimi-parousia og erchomai-eleusis, og vi tager dem i den nævnte rækkefølge.

Pareimi
Dette græske udsagnsord er et sammensat ord, dannet af forstavelsen para ('ved siden af, langs med'), og eimi ('at være'), og det gengives i regelen 'nærværende, tilstedeværende', eller 'at være tilstede' eller 'at være nærværende', alt efter bøjningsformen. Desuden bruges det også om at 'komme tilstede, arrivere, ankomme', og det har været brugt sådan helt fra den klassiske oldtid. Ifølge Dr. Bullinger havde det i hellenistisk græsk betydningen 'at være ankommet', og  Septuaginta oversætter det gerne med det førnævnte hebraiske bô ('at komme'), og i NT, de kristne græske skrifter, findes det i alt 24 gange i begge betydninger, både 'at komme' og 'at være ankommet', altså at 'være tilstede'. Et godt eksempel på dets anvendelse ses i Apostlenes gerninger 10:21, hvor Peter spørger Kornelius' udsendinge, der lige var ankommet fra Kæsarea, og endnu stod uden for døren: "Hvorfor er I kommet?" (Da.-1992). Her har NV lidt stift: "Hvad er grunden til at I er her?" Situationen taget i betragtning er den første gengivelse at foretrække. Vi har imidlertid ikke i sinde at gå nærmere ind på dette ord, da, det - mærkværdigvis nok - aldrig bruges om Jesu parousia; dette fænomen synes dog at finde en fornuftig forklaring i den nytestamentlige sprogbrug, og det skal vi se på senere.

Parousia
Dette græske hunkønsord er dannet næsten som det ovenstående, nemlig af forstavelsen para og navneordet ousia ('væren, -værelse', det sidste i sammensætninger). Dette ord kendes også helt fra den klassiske oldtid, og det anvendes den dag i dag i moderne græsk på samme måde som den gang. I nygræsk bruger man endda deutera parousia (ordret 'andet kommel') om Jesu 'genkomst'. Om ordets oprindelige betydning og anvendelse siger Dr G. Milligan i sin kommentar til Thessalonikerbrevenes græske tekst, s. 145:
 

I klassisk græsk betød parousia almindeligvis nærværelse, ... men det findes også i den nært beslægtede betydning ankomst ... Den samme sprogbrug kan illustreres, fra senere græsk, ... men desuden er det af betydning at notere sig, at parousia ofte findes i papyrerne som en slags teknisk udtryk i forbindelse med en konges eller en embedsmands 'visit'.

1. nærværelse ... 2. komme, ankomst som første trin i en nærværelse ... mest i senere forfattere ... a. om mennesker, i den sædvanlige betydning.

De, der har ladet sig forblænde af VTs ustandselige brug af ordet 'nærværelse' bør her lægge mærke til, at en parousia aldrig er et varigt ophold! For et sådant har det græske sprog andre udtryk, fx verbet meno, 'at forblive', mens paroikeo bruges om 'at tage ophold som udlænding i et fremmed land' (ordret, 'at bo ved siden af'). Og at slå sig ned, bosætte sig, tage fast ophold' hedder på græsk katoikeo, 'at bo i hus, inde'. Det var dette ord, der anvendtes om Josef, da han kom fra Egypten og 'bosatte sig' i Nazaret, og det anvendtes også om Jesus, da han forlod Nazaret og 'bosatte' sig i Kapernaum. (Matt. 2:23; 4:13) Om sådanne permanente ophold bruges parousia aldrig, kun om kortvarige ophold, som vi normalt ville kalde 'besøg, visitter', og derfor bør det heller ikke undre nogen, at det i den hellenistiske periode fik den allerede nævnte særlige anvendelse, som beskrives så udmærket af den tyske forsker Adolf Deissmann, der var en af de første til at drage nytte af de tusinder af papyrusmanuskripter, som man havde fundet i Egyptens tørre sand i slutningen af det 19. århundrede:

Der er også et andet centralt begreb i det ældste kristelige kultsprog, som de nye tekster kaster lys over: det ord, som allerede bar med sig Paulus! skønneste håb: parousia: advent, ankomst, besøg. Vi kan nu sige, at den bedste fortolkning af det ældgamle parousiahåb er det gamle adventsord: 'Se, din konge kommer til dig!' Vi kan følge ordet i Orienten helt fra ptolemæertiden til ind i det andet århundrede efter Kristus som et teknisk udtryk for kongens eller kejserens ankomst eller besøg; og at herskerens parusi må have været et velkendt og populært begreb ses af, at i Egypten opkrævede man faktisk særlige afgifter og skatter til dækning af omkostninger ved parusien, og at man i Grækenland begyndte en ny æra med Kejser Hadrians parusi, at man i hele verden lod præge adventsmønter efter Kejserens parusi; der er endog eksempler på, at man bragte adventsofre. - Licht vom Osten, 4, udg., Tübingen, 1923, pp. 314f 315.

parousia .. 1. nærværelse ... 2. en kommendes nærværelse, derfor komme, ankomst, advent. ... I N.T. især om adventen ('genkomsten') dvs. Messias' fremtidige, synlige tilbagekomst fra himlen, for at opvække de døde, holde den endelige dom, og oprette Gudsriget formelt i herlighed.

Parousia i Bibelen
De bibellærde har i regelen kunnet finde god hjælp i Septuagintaoversættelsen af de hebraiske skrifter, når der har været tvivl om de hebraiske og de græske ords indbyrdes forhold, og det har der jo temmelig tit. I forbindelse med parousia har det dog været ret småt med assistancen fra den kant, af den simple grund, at ordet slet ikke anvendes i de kanoniske skrifter i denne oversættelse - lige med undtagelse af en enkelt forekomst i et enkelt manuskript, nemlig i det alexandrinske, fra det 5. århundrede (symbol: A). Her findes ordet i Nehemias 2:6, hvor det erstatter det sædvanlige poreia, ('en rejse'), der oversætter det hebraiske mahalakh ('en rejse'). Der er her tale om Nehemias' rejse til Jerusalem til at genopbygge stadens,nedbrudte mure, dvs., dette er et 'officielt besøg', om ikke af en konge, så dog af hans repræsentant eller embedsmand, for Nehemias var statholder i Israel fra da af, med meget udstrakte beføjelser, for at kunne fuldbyrde sit specielle ærinde. Hvorfor dette ene håndskrift har parousia her vides ikke, men det anses alment for at være en senere afskrivers 'rettelse', eller tillempning til tidens skrivemåde.

Derimod findes ordet nogle få gange i de apokryfe bøger, men da disse som regel er skrevet på græsk, uden hebraisk forlæg, er de sjældent til nogen hjælp ved at fastslå hvilke hebraiske ord der kan være tale om. Dog mener nogle lærde, at fx Judiths bog oprindelig er affattet på hebraisk, men da forlægget forlængst er gået tabt, er det reelt uden betydning. I denne bog beskrives Judiths besøg hos den assyriske hærfører Holofernes' lejr i 10:18: 'Men der opstod et Opløb i Lejren, da Rygtet om hendes' Komme bredte sig rundt om til Teltene.' (Buhls oversættelse) Den ældre danske oversættelse oversatte her parousia ved 'ankomst' (v. 20) Hele besøget varede fire dage og Judith udførte sit ærinde, som var at dræbe hærføreren, hvorefter hun undslap fra lejren. Dette var helt sikkert et 'officielt besøg', ganske vist ikke af en hersker, men i hvert fald en besejrer!

Ordet forekommer også i 2 Makkabæerbog 8:12, 13 og 15:21: 1. Da Rygtet om Nikanors Fremrykning nåede Judas, og han meddelte sine Folk Hærens Komme, løb de fejge og de, der ikke troede på Guds Retfærdighed, deres Vej. (Buhl) I 15:21 gengives ordet med 'fremrykkende', mens, den engelske udgave fra Bagster har 'komme', som må siges, at være præcisere i forhold til konteksten. Og i 3. Makkabæerbog ses ordet i 3:17, hvor Bagster gengiver det 'fremkomst', 'tilsynekomst', idet der er tale om den modtagelse Jerusalem gav Ægypterkongen, og som han var utilfreds med, fordi man forbød ham at gå ind i selve templet, hvor jo kun præster havde adgang. Den tyske udgave af Kautsch har 'besøg', mens hele denne bog er udeladt af de danske oversættelser. Som det vil ses, er der intet i Septuagintas brug af ordet parousia, der støtter Vagttårnets egenartige fortolkning af dette ords anvendelse i hellenistisk græsk, som jo indbefatter nytestamentlig græsk.

Parousia i Ny Testamente, de kristne græske skrifter
Dette ord forekommer ialt 24 gange i NT, 4 gange hos Mattæus, 14 gange hos Paulus, 2 gange hos Jakob, 3 gange hos Peter og 1 gang hos Johannes, Det vil sige, at den hellenistiske jøde Paulus bruger det mest, mens apostlen Mattæus, der sikkert var vant til 'officielle besøg' eller inspektioner fra sin tid som toldembedsmand, bruger det næstmest. Peter og Johannes, der begge var til stede på Oliebjerget, da Jesus blev udspurgt om sin parousia, bruger det også, og det gør Jesu egen broder Jakob også. Lad os se hvordan de forskellige skribenter anvender dette interessante ord.

Paulus' brug af ordet om sig selv og sine medarbejdere
Paulus, der var vokset op med aramaisk og græsk i sin hjemby Tarsus, og nok havde lært hebraisk i synagogen og hos rabbinerne, brugte parousia om sig selv og nogle af sine medarbejdere, en sprogbrug vi ikke finder mage til hos andre bibelskribenter. Han skrev fx til Korinterne c. år 55 evt. om den måde de talte om ham på:

'Man siger jo: [Hans] breve er vægtige og magtfulde, men [hans] personlige nærværelse er svag og [hans], tale ikke værd at regne med. Lad den [der siger sådan] tage dette i betragtning: at som vi er i ord gennem breve når vi er fraværende, sådan vil vi også være i handling når vi er nærværende.' 2 Kor. 10:10, 11.

'Betydningen af parousia fremgår klart af 2 Kor. 10, 11 og Flp 2:12, hvor Paulus taler om sin nærværelse i modsætning til sit fravær.'

Et lignende synspunkt må anlægges i forbindelse med ordene i Filipperbrevet, hvori han udtrykker ønsket om 'at være sammen med Kristus' (1:21-26), og dog konkluderer, at det er gavnligere for ham at leve videre 'i kødet' endnu en tid og være sammen med dem, for, som han siger i v. 26:

' ... så jeres glade stolthed over mig må strømme over i forbindelse med Kristus Jesus ved min nærværelse hos jer igen.'

'Derfor, mine elskede, ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær, sådan skal I blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.'

Paulus brugte også parousia om andres besøg, som det ses i 1 Kor. 16:17 (der blev skrevet fra Efesus):

'Men jeg glæder mig over Stefanas' og Fortunatus' og Akaikus' nærværelse, fordi de har udfyldt savnet af jer.'

'Det er muligt, at brugen af ordet parousia skal antyde, at de delegeredes besøg var af officiel natur,'

'Men Gud, som trøster dem, der er nedslåede, gav os trøst ved Titus' nærværelse; dog ikke alene ved hans nærværelse, men også ved den trøst hvormed han var blevet trøstet over jer, idet han bragte os bud tilbage om jeres længsel, jeres klagen, jeres nidkærhed for mig, så jeg glædede mig endnu mere.'

'Gud ... gav mig rigtignok en Opmuntring, da Titus kom fra Korint. Det var ikke bare det, at han endelig kom ...'

Disse eksempler fra apostlen Paulus' breve støtter ikke den tendentiøse udlægning som Vagttårnsbevægelsen har gjort brug af nu i over 100 år, og som de i stædig kortsynethed holder fast ved trods alle de kendsgerninger, der viser, at de har taget fejl lige fra begyndelsen. Ordet parousia kan som sagt betyde nærværelse, og bruges til tider om dette fænomen, men det kan også betyde komme, ankomst, som indledning til en nærværelse, et besøg, en visit - og denne udvikling skete helt tilbage i dden klassiske tid, længe før Jesu og apostlenes brug af ordet. Og så kom udviklingen i den hellenistiske periode, hvor det simpelthen blev det sædvanlige udtryk for et 'officielt besøg', enten af kongen eller kejseren, eller af en af hans embedsmænd, og ved et sådant besøg kunne der både uddeles belønninger til de lokale embedsmænd, der havde tjent trofast og loyalt og givet straf til dem, der ikke havde skøttet deres hverv på rette måde. Disse træk genkender vi som de anvendes i Jesu forskellige lignelser om en husbonds tjenere, der fik overdraget visse tjenester medens husbonden selv var på rejse langt borte - og da han så kom hjem, blev de enten belønnet eller afstraffet, alt efter hver enkelts måde at røgte sit hverv på.

Vi er i ovenstående nået frem til den specielle brug af parousia i forbindelse med 'de sidste ting', som de omtales i afsnittene om Kristi komme i magt og herlighed til dom over modstanderne og til glæde for hans trofaste tjenere, og dette er det, som vi skal se nærmere på i næste afsnit af denne artikel.

Kristi parousia: 'nærværelse' eller 'komme'?

II

'Derfor skal I også være rede,for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.' - Matt. 24:44; Da.-1992.

Efter at have set den udvidede anvendelse af ordet parousia i en officiel betydning, skulle det ikke undre nogen, at det blev anvendt om Jesu 'komme' og i forbindelse med de begivenheder, der da skulle indtræffe. Efter sin opstandelse fik Jesu Kristus 'al magt i himlen og på jorden' (Matt, 28:18, Da-1992), og han var fra da af den øverste hersker, ikke blot for apostlene og de andre disciple, men også for alle andre inden for det nævnte område, jøder såvel som hedninger. Derfor ville det naturligvis være helt passende at kalde hans 'komme, besøg' eller 'visit' for parousia, i betydningen 'officielt herskerbesøg', præcis som det længe havde været anvendt om jordiske herskere. Vi møder det som bekendt første gang i det velkendte spørgsmål, som vi har beskæftiget os med her i artiklen, det som Jesu fire mest betroede apostle stillede ham da han havde sat sig Oliebjerget lige overfor det storslåede tempelområde på Zions bjerg, hinsides Kedrondalen. Kort før havde Jesus udtalt en skarp profeti i slutningen af sin tordentale til Israels falske vejledere, farisæerne og de skriftkloge, som vi læser i Mattæus 23:37-39:

'Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende - hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke - Se! Jeres hus overlades til jer selv.'

'Hvis du, ja du, på denne dag havde været klar over hvad der fører til fred - men nu er det skjult for dine øjne, For dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider, og de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden, og de vil ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.' - Luk. 19:41-44.

'Øksen ligger allerede ved roden af træerne; hvert træ som ikke frembringer god frugt vil altså blive hugget om og kastet i ilden.' - Matt. 3:7-12.

'Han har sin kasteskovl i hånden, og han vil rense sin tærskeplads fuldstændigt og samle sin hvede i forrådshuset, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes.'

'Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage, som ikke vil blive revet ned.'

'Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [parousia: 'komme', Da.1992] og afslutningen på tingenes ordning?'- Matt.. 24:31.

'Men disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet [aionon, 'tidsaldrene', KIT].

'Ta tele ton aion, ordret, Tidsperiodernes Afslutninger er et udtryk, der svarer til 'acharit hajjamim, 'Dagenes Ende', hos Profeterne; smlgn. Udtrykkene de sidste Tider (1 Peter 1, 20) og den sidste Time (1 Joh. II, 18).' F. Godet, Pauli Første Brev,til,Korinthierne, København 1896.

'... der sigtes derved til, at Paulus og hele den nytestamentlige Slægt lever ved Slutningen af "denne Tidsold" og "Begyndelsen af "den kommende Tidsold". - Første Korinterbrev, 2. udg., København 1950.

'Han var ganske vist forud kendt før verdens grundlæggelse, men ved tidernes ende (ordret: 'i de sidste tider') blev han gjort kendt [ordret: 'kom han til syne'] for jeres skyld.'

'Undertiden betegner Plur. [flertal] den Mangfoldighed, der lægger sig for Dagen i ... Tidens Indholdsfylde, som 'olamim, Evighed. Overhovedet anvendes Plur. som Betegnelse for det indholdsrige, vægtige, uden at Mangfoldighedsbegrebet er fremtrædende.'

'Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette er sket.' - Matt. 24:34.

'For ligesom lynet udgår fra øst og lyser over til vest, således vil Menneskesønnens nærværelse være.'

'For ligesom Noas dage var, således vil Menneskesønnens nærværelse være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, Sådan vil menneskesønnens nærværelse være.'

Paulus anvendte også parousia om Kristi 'komme', først i sine breve til menigheden i Thessalonika i Makedonien, ca. år 50 evt. Vi læser:

'For hvad er vort håb eller vor glæde eller vor jubels krone - er det ikke netop jer? overfor vor Herre Jesus ved hans nærværelse?'

'... så han gør jeres hjerter stærke, udadlelige i hellighed overfor vor Gud og Fader ved vor Herre Jesu nærværelse med alle sine hellige.'

'For dette siger vi jer med Jehovas ord [et ord af Herren, KIT], at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse ['Tilkomst', Rørdam]. afgjort ikke skal komme forud for dem, som er sovet ind [i døden]; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som, lever og som bliver tilbage sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.'

'Måtte selve fredens Gud hellige jer helt og fuldt, Og måtte jeres ånd og sjæl og legeme blive bevaret på en udadlelig måde, hele i enhver henseende, ved vor Herres, Jesu nærværelse. Han som kalder jer er trofast, og han vil også gøre det.'

'Men brødre, med hensyn til vor Herre Jesu Kristi nærværelse, og hvordan vi skal samles til ham, anmoder vi jer om ikke hurtigt at blive bragt fra besindelsen eller at blive opskræmte, hverken ved en inspireret udtalelse eller ved et mundtligt budskab, eller ved et brev, som var det fra os, gående ud på at Jehovas dag er her.' - 2 Thess. 2:1, 2.

'Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde med sin munds ånde og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.'

Eftersom Paulus nok skrev disse breve i 50-51 evt., var der altså endnu en 15-16 år tilbage, inden dette 'oprør' fandt sted, så de gode thessalonikere havde behov for at lære tålmodighed, de skulle ikke 'leve uordentligt' men arbejde for føden uden at ligge andre til byrde, og ikke 'give op med hensyn til at gøre det rette ['det gode,' Da-1992).- 2 Thess. 3:13.

Som bekendt nævnte Paulus også Kristi parousia i 1 Korinterbrev, i opstandelseskapitlet (k. 15), hvori han irettesatte dem for at nære tvivl om de dødes opstandelse; han siger (15:22, 23):

'For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias. Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias' nærværelse, de der tilhører ham.

Jesu broder Jakob anvendte også ordet parousia i sit brev, der i hvert fald er skrevet før år 62 evt.; efter at have revset disciplene for deres fejlagtige anskuelser siger han (5:7, 8):

'Vær derfor tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse. Se! Landmanden venter på jordens dyrebare frugt, idet han er tålmodig med den, indtil han får tidligregn og sildigregn, I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter, for Herrens nærværelse er kommet nær.'

Apostelen Peter, der jo var en af de fire, der påhørte Jesu udførlige redegørelse for de ting, der skulle ske op til og ved hans parousia, har også nævnt dette fænomen i sine breve. Vi læser i 2 Peter 1:16 (jfr. v. 17-21), der blev skrevet ca. 64 evt.:

'Det var jo ikke snedigt opdigtede fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed.'

'Dette skal I først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse [ordret: spottere med spot] og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: "Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore fædre sov ind [i døden], er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse".'

'Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke [ordret: 'idet I venter og fremskynder Guds dags komme'].

Johannes skrev også ret sent, måske også omkring 64 evt., men ikke meget senere, for han siger i 1 Joh. 2:28:

'Og nu, børnlille, forbliv i samhørighed med ham, så at vi, når han bliver gjort kendt, må have frimodighed og blive til skamme [og fjernet] fra hans nærværelse.'

'Saa bliver ogsaa nu, Børnlille, i ham, for at vi, naar han aabenbares, maa, have Frimodighed og ikke med Skamme vige fra ham i hans Tilkomst.'

Hvis Johannes' læsere skulle, være i stand til dette, indbefattede det naturligvis, at hans parousia, hans 'tilkomst, komme', hans 'officielle herskerbesøg, inspektion', ville finde sted endnu mens de var i live, altså inden for en rimelig tidsperiode. Dette er helt i overensstemmelse med alt andet, der siges i de kristne græske skrifter om denne begivenhed. Og dermed forlader vi dette ordpar, pareimi og parousia, for at gå i gang med det næste.

Om erchomai og eleusis
Det første, erchomai, er det sædvanlige græske ord for 'at komme', altså et verbum, og det andet er det tilsvarende navneord, 'komme'. Vi tager det sidste, eleusis, først, for det forekommer kun en gang i hele N.T., og det er i ApGer. 7:52, hvor Stefanus anklagede jøderne med disse ord:

'Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? Nej, de dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme, ham hvis forrædere og mordere I nu er blevet.'

Men erchomai er et ord, der har stor betydning for vort emne, for det er det udsagnsord, der hovedsagelig anvendes på lige fod med parousia i beskrivelsen af Jesu 'komme' i magt og herlighed til doms over de genstridige; det benyttes uhyre meget i mange forbindelser, i alt over 600 gange i hele N.T., idet det som nævnt er det almindelige ord for 'at komme'. I det efterfølgende vil vi koncentrere os om dets brug i forbindelse med Jesu parousia eller 'officielle herskerbesøg', og der er nok at tage af, for det anvendes mere end 50 gange i den forbindelse. Vi skal betragte et repræsentativt udvalg.

Et af de store og gennemgående motiver i denne sammenhæng er det, som kommer frem i Mattæus 16:27:

'For Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans adfærd.'

Vi finder det samme motiv i Jesu lignelser om hans eget komme som herre eller husbond, der har været langt borte på rejse, og nu vil enten belønne eller straffe sine tjenere, alt efter deres handlinger i hans fravær, som det ses i Mattæus 24:45-51; 25:1-46 og Lukas 12:41-48. Og i den forbindelse må vi ikke glemme, at Jesus antydede, at der var nogle af hans disciple, der ville leve længe nok til at se hans løfter blive til virkelighed:

'Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke vil smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.' - Matt. 16:28; Mark. 9:1; Luk. 9.-27.

'Jesus sagde til ham: "Hvis det er min vilje, at han skal blive indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig? Følg du fortsat mig."' Joh. 21:21-23,

'Børn, det er den sidste time, og som I har hørt at antikrist kommer, således er der allerede nu kommet mange antikrister; deraf erkender vi at det er den sidste time.' - 1 Joh. 2-.18.

Paulus antydede jo også, at de dalevende disciple ville opleve tiden for Kristi komme, blandt andet i 1 Kor. 4:5:

'Døm derfor ikke noget før tiden er inde, førend Herren kommer, som både vil bringe mørkets hemmeligheder for lyset og gøre hjerternes beslutninger kendt, og så vil enhver få sin ros af Gud.'

'For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.'

'For endnu en "ganske kort tid", og,han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve.'

Der kunne anføres mange flere eksempler på ordet 'komme' i forbindelse med Jesu tilbagevenden, hans parousia, som omtales både i evangelierne og brevene, men lad dette være nok for denne gang. Et nøgternt blik på Bibelens klare vidnesbyrd viser os utvetydigt hvad det var Jesu apostle spurgte om, da de kom til ham privat, uden nysgerrige tilhørere, da han havde sat sig ned på en afsats på Oliebjerget, efter at have forladt templet for sidste gang - hverken de eller han tænkte på en eller anden mystisk 'usynlig nærværelse', der ville vare hele decennier, måske et helt århundrede - Vagttårnsfolkenes 'nærværelse' har jo allerede varet 8 år, noget ganske uhørt, set på baggrund af Guds Ords beretning, De tænkte heller ikke på vort århundrede, næsten to tusind år efter deres egen tid! De tænkte på det nært forestående opgør med Jesu modstandere, de utro jøder, og alt hvad det ville indebære - og Jesus bekræftede dette, for han sagde klart og utvetydigt:

'Dette er hævnens dage, da alt det der står skrevet, skal opfyldes.' - Lukas 21:22.

Og nu, da vi har undersøgt alle forekomster af ordet parousia i Bibelen, kan vi drage en ganske enkelt konklusion angående dette ords betydning, både i al almindelighed og i den særlige anvendelse, som det finder i forbindelse med ovennævnte begivenhed. Generelt har ordet altid haft grundbetydningen 'nærværelse', men allerede i klassisk tid blev det også anvendt om 'ankomst' eller 'komme',' som indledningen til en 'nærværelse', et kortvarigt 'besøg', og i den hellenistiske periode blev det simpelthen ophøjet til være det tekniske udtryk for en herskers officielle visit til en stad eller provins, når han kom for at inspicere og regulere forholdene, hvorved han også kunne belønne trofaste tjenere og embedsmænd med forfremmelser og andre privilegier, samtidig med at han også så sig nødsaget til at straffe og degradere de utro og svindelagtige, der ikke havde arbejdet i overensstemmelse med deres herres vilje. På den baggrund er det let at se, hvorfor Mattæus, Paulus, Jakob, Peter og Johannes anvender ordet om Kristi 'officielle herskerbesøg' eller 'inspektion', som han profeterede om i sit lange og udførlige svar på disciplenes spørgsmål hin mindeværdige dag lige før påske året 33 evt, da de sad og skuede over på det pragtfulde Herodestempel, der skinnede i aftensolen denne skønne forårsdag.

Hvilket ord skal vi da bruge i Mattæus 24:3 og alle de andre steder, hvor ordet parousia forekommer som betegnelse for denne særlige herskervisit, 'nærværelse' eller 'komme'? Det er klart, at 'komme' er at foretrække for 'nærværelse', der lyder unaturligt i dette spørgsmål - men nu kan vi godt gå et skridt videre og oversætte apostlenes spørgsmål i overensstemmelse med den kendte sprogbrug fra den tid, der er tale om:

'Fortæl os, hvornår disse ting skal ske, og hvilket tegn der skal være på dit officielle herskerbesøg og tidsalderens afslutning?'

Tilbage til forside

Eller videre - Hvad mente Jesus med "denne generation"?