"Den store skare" igen - ifølge Vagttårnet eller Åbenbaringen?

AAbenbaringen Kap. 7. To indskudte Trøstesyner ... Den første Scene (v. l-8) er en "Besegling", der foregaar paa Jorden Den anden Scene (v. 9-17) foregaar i Himlen, hvor Joh. ser en utallig Skare holde Fest for Guds Throne. P. Madsen, Johannes'Aabenharing, 2. udg, København 1896; s. 441-451.
 

De har gjort det igen! Vagttårnets skribenter har fremført et nyt forsvar for deres fejlplacering af 'den store skare', denne gang som svar på dette spørgsmål fra læserne i Vagttårnet fra 1.maj 2002:

I hvilken del af Jehovas tempel udførte 'den store skare' hellig tjeneste i det syn Johannes fik? - Åbenbaringen 7:9-15.

Først postulerer man, at 'skaren' befinder sig 'i en af de jordiske forgårde til Jehovas store åndelige tempel', men her bør straks bemærkes, at et sådant udtryk eller begreb overhovedet ikke findes omtalt i Bibelen! Dette udtryk har Jehovas vidner simpelthen selv fundet på som en del af deres forsøg på at knytte deres moderne 'organisation' til Guds og Kristi menighed, som den omtales i de kristne græske Skrifter (Ny Testamente), men helt og aldeles uden bibelsk grundlag.

Den specificerede forgård

Dernæst siges det, at denne 'jordiske' forgård 'svarer til den ydre forgård i Salomons tempel', hvilket synes højst mystisk, da dette tempel ikke nævnes med et eneste ord i Åbenbaringens bog, der til gengæld er det eneste skrift i hele Bibelen, der omtaler 'den store skare'. Desuden er der også den hage ved det, at Salomons tempel slet ikke havde nogen ydre forgård i det hele taget! I den henseende svarede dette tempel til den gamle 'teltbolig' fra Sinai, der også kun havde én forgård. Og her bør man erindre sig, at denne 'teltbolig' udgjorde det oprindelige mønster, idet den jo var lavet meget præcist efter det forbillede, Moses så, mens han var på Sinai bjerg for at få lovens tavler. (2 Mos. 27:9-19; 40:33: 25:40; Heb. 8:5) Dette kan enhver let overtyde sig om ved at læse de relevante skriftsteder, især rapporten om bygningen af templet, der findes i 1 Kongebog 6:1-38, og som er inddelt således:

 1) Datering af arbejdets begyndelse (6:1)
 2) Tempelhusets ydre mål (6:2, 3)
 3) Bygningen af selve tempelhusets ydre struktur (6:4-10)
 4) Jehovas særlige forjættelse til Salomon (6:11-13)
 5) Husets indretning og indre udsmykning (6:14-35)
 6) Tempelforgården bygges (6:36)
 7) Afsluttende datering ved husets fuldendelse (6:37, 38)

'Og i det ellevte år, i måneden bul, det er den ottende måned, var huset færdigt i alle detaljer og efter hele planen til det. Han byggede på det i syv år.'

Som bekendt byggede Salomon også sine kongelige bygninger på Morija. bjerg, selvom de ikke var indbefattet i den inspirerede plan for templet, som han havde fået fra sin fader, Kong David (1 Krøn. 28:11-19), og den korte beretning herom findes i 1Kongebog 7:1-12, i direkte fortsættelse af rapporten om templets opførelse. Heri nævnes der to forgårde, men de var selvfølgelig ikke tempelforgårde; den førstnævnte kaldtes 'den anden forgård', og i den lå Kong Salomons eget hus, og muligvis også Faraos datters hus, idet disse jo var af privat karakter. Denne forgård lå klods op ad templets forgård, som det tydeligt fremgår af en senere beretning (Ezekiel. 43:8), hvori Jehova udtrykker sin vrede mod Israels konger, fordi 'de anbringer deres dørtærskel ved min dørtærskel og deres dørstolpe ved siden af min dørstolpe, med kun muren mellem dem og mig.' Neden for denne kongelige forgård byggede han så de officielle regeringsbygninger, nemlig Libanonskovhuset, Søjlehallen og Tronhallen (domshallen), alle på et lavere plan, ned mod Davidsbyen, og uden om det hele, både templet og de kongelige huse, blev der så bygget en mur af samme konstruktion som tempelgårdens mur, med tre rækker kvadersten og en række cedertræsbjælker, og det område, som denne mur omkransede kaldtes 'den 'store forgård’.-1 Kongebog 7:8-12.

Tempelforgården, den såkaldte 'indre' forgård, kaldtes også 'den øvre forgård', da den jo lå højere oppe på toppen af Morija bjerg end de andre, og den benævntes også senere 'præsternes forgård', da den jo var deres arbejdsplads. Den 'anden' forgård kaldtes også 'den mellemste', idet den jo lå mellem tempelforgården og regeringsbygningene nedenfor, og 'den store forgård' uden om det hele kaldtes også 'den store plads'. (1Kong, 8.64; 2 Krøn. 7:7; Jer. 19:14; 26:2 ; 36:10; 2 Kong. 20:4; 2 Krøn. 4:9) Der er mange, der har søgt at anskueliggøre dette ved hjælp af tegninger, og her i 1.majbladet har man også indsat en tegning og et lille grundrids for at vise, hvordan man forestiller sig det. Disse er hentet fra Appendix 9E i den store studieudgave af Ny Verden-oversættelsen fra 1984, men som enhver kan se, følger de slet ikke Bibelens inspirerede  beskrivelse, og derfor er de reelt værdiløse. Førhen brugte man en anden og bedre model, der kan ses i de ældre udgaver af Ny Verden-oversættelsen, også i bogen Aid to Bible Understanding , side 1583. Denne plan, som mange lærde også har anvendt i tidens løb, var hentet fra Professor B. Stades Geschichte des Volkes Israels (I-II, Berlin 1887-88, bd. I, s. 315a), og den giver et meget præcisere billede af bygningskomplekset på Morija bjerg. Her ses de forskellige bygninger og forgårde i det rette forhold, og her ses det også let, hvorfor tempelgården blev kaldt 'den indre forgård', for ligegyldigt hvorfra man kom, måtte man passere 'den store (ydre) forgård' for at komme Ind til 'forgården foran Jehovas hus', og dernæst til selve templet. - 2 Krøn. 7:7.

Ifølge det inspirerede vidnesbyrd var der altså ingen 'ydre forgård' i Jehovas tempel som bygget af Salomon efter den gudgivne plan, og vi fastholder derfor, at 'den store skare' ikke sås stående i en sådan forgård. Derfor har Vagttårnet fejlplaceret 'den store skare' endnu engang, idet de stadig kæmper imod tekstens reelle betydning, som jo gør meget klart, at 'den store skare' aldeles ikke står i nogen forgård overhovedet - den står inde i Guds egen himmelske bolig!

De 'fem grunde'

Vagttårnets øvrige argumentation er faktisk lidt komisk, for i stedet for at forsøge at bevise deres påstand bruger de ca. tre fjerdedele af hele svaret til at modbevise deres egen 'gamle' lære, og det er jo næsten som at slå sig selv oven i hovedet! Og med hensyn til det  'yderligere studium', de henviser til, og som har åbnet deres øjne med hensyn til den såkaldte 'hedningernes forgårds' uegnethed som ståsted for 'den store skare', så kunne de have fundet ud af det for længst, for allerede i Russell's dage, tilbage i 1800-tallet, havde kyndige folk fundet en bedre løsning, som bevidnet af det lærde værk, der citeres her foroven. De 'fem grunde', som de fremfører med mange ord, er desuden noget tyndbenede - der er ikke megen bibelsk kundskab og visdom begravet i de paragraffer.

De to første bygger begge på det før omtalte udefinerede begreb, som de kalder 'Jehovas store åndelige tempelordning' som jo ikke nævnes noget steds i Guds hellige ord, og som derfor roligt kan, udelades fra vore overvejelser, men i de næste to får vi mærkeligt nok en sen indrømmelse af at den store ydre gård i Herodes' tempel først 'i nyere tid er blevet kaldt Hedningernes Forgård'! Det var da altid noget, selvom det kommer lidt sent, for nu har man jo holdt sig til den fra 1972 fil 1998, altså i over et kvart århundrede. Dette navn har dette område aldrig haft, mens templet endnu stod, for da kaldte jøderne det på hebraisk Har-ha-Bajit, 'Husets Bjerg' (sædvanligvis gengivet 'Tempelbjerget'), og det gør de forresten stadig. I forbindelse med dette område laver Vagttårnet iøvrigt endnu en åbenlys fejl, når de påstår, at 'mange uomskårne hedninger her kunne bringe ofre til Gud. Heri går de imod alt, hvad Bibelen siger om ofringer i templet, for de kunne kun frembæres inde i den allerinderste forgård, 'præsternes forgård', på det store brændofferalter! Man erindre sig blot, at da alteret var for lille til den store mængde ofre ved indvielsesfesten, måtte Salomon hellige 'det midterste af forgården, som var foran Jehovas hus', for at den kunne bruges som offersted. -1 Kong. 8:64.

Mærkværdigvis nærmer den 'femte' grund sig til noget, der er relevant, og som de standhaftige lærefædre i Brooklyn burde have studeret lidt nøjere for længe siden, idet der peges på forskellen mellem de to græske ord hieron og naos, der begge af og til, oversættes med 'tempel'. Desværre er man ikke konsekvent, for så havde man fastslået en gang for alle, at det førstnævnte, hieron, aldrig bruges om tempelhuset, kun om helheden eller udenværkerne, og at naos aldrig bruges om tempelområdet, men kun om tempelhuset alene. - Matt. 23:35; Luk. 11:50, 51: 2 Krøn, 24:20-22.

Er 'den store skares’ medlemmer at ligne ved proselytter?

I de to sidste paragraffer klokker Vagttårnet i det igen, ved at sammenligne den 'store skares' medlemmer med proselytteme i Israel - derved stiller de dem jo lige med de åndelige israelitter, for i det gamle Israel blev der Ikke gjort forskel på indfødte og proselytter udefra med hensyn til gudsdyrkelsen, kravene var de samme. Den sædvanlige definition på en proselyt lyder sådan (fra Ordforklaringen i den danske bibeloversættelse fra 1992):

Proselyt ord af græsk oprindelse som betegnelse for ikke-jøde, som fuldt ud havde sluttet sig til jødedommen og forpligtet sig til at overholde hele Moseloven, derunder budet om omskærelse.

Konklusion

Eftersom dette svar i Vagttårnet hviler på de samme gale præmisser som alle tidligere forklaringer på dette problem, er det ikke så sært, at det er helt og aldeles forkert. Det kan på ingen måde rokke ved de enkle og klare konklusioner, som vi fremsatte i den forrige artikel, nemlig at Johannes så 'den store skare' træde frem i Guds egen himmelske bolig i deres lange hvide præsteklæder, som de havde fået som tegn på deres retfærdiggørelse og deres præstetjeneste for Guds åsyn. Han så dem 'kommende fra den store trængsel' som endeligt frelste, for at deltage i den store himmelske løvhytte- og indsamlingshøjtid sammen med deres gode hyrde, som vil 'lede dem til kilder med livets vand.' Efter dette fremadskuende syn optræder de endnu engang efter Babylons fald som lovsyngende deltagere i lammets bryllupsfest, hvor de stemmer i med det brusende stærke hyldestråb til deres frelses ophav, universets suveræne hersker: 'Lovsyng Jah!' - Åbenb. 7:9-17; 19: l-8.