Om tiden for og 'tegnet' på Jesu parousia

'Pas på, at ingen vildleder jer.' - Matt. 24:4.

Der har i tidens løb været spekuleret meget over hvilket tegn, der skulle varsle Kristi genkomst for hans disciple, og i de senere årtier har ikke mindst Jehovas vidner udbasuneret deres 'ufejlbarlige' mening herom - det har de faktisk gjort lige siden deres bevægelse startede som en lille udbrydergruppe fra en fåtallig selvstændig adventistmenighed i Rochester, New York. Ganske vist gik de mest op i nogle besynderlige og højst uvidenskabelige årstalsberegninger, som de havde 'arvet' fra adventisterne, og som fik disse 'bibelstudenter', som de kaldte sig, til at hævde, at Kristi 'Genkomst' eller 'Nærværelse' havde fundet sted i 1874, og at 'tusindårsriget' var begyndt det år! Som 'tegn' herpå fremhævede de den storslåede teknologiske udvikling, som den industrielle revolution havde medført, ikke mindst dampkraften - man gik endda så vidt som til at påstå, at Job 40:15-41:34, der beskriver Behemoth ('flodhesten') og Livjatan ('krokodillen'), var en profetisk beskrivelse af henholdsvis en dampmaskine og et damplokomotiv! (Se Studier i Skriften , bd. VII, s. 92-95; Indsigt I:233; II:158) Men man nøjedes ikke hermed: fantasien rakte endnu videre, for 'Pastor' Russell påstod endog, at man kunne læse Bibelens profetiske kronologi af gangenes længde i den store pyramide ved Gizeh i Ægypten! (Studier i Skriften, bd. III, s. 373-458) De der satte deres lid til den slags fantasier var så sandelig ikke på vagt overfor vildledelse, men lod sig lokke langt væk fra Guds Ords evige sandheder!
 

Naturligvis førte alle disse hjemmestrikkede teorier til store skuffelser: De ventede 'verdens ende' i 1914, men i stedet kom der en ødelæggende krig, og da stifteren, C.T. Russell, døde træt og udslidt i 1916, var det hele ved at tage ende. En ny ledelse fik dog bevægelsen sat i gang igen efter krigen, men i lange tider viste man ikke 'tegnet' nogen særlig interesse, for der var nok at gøre med at lappe på systemet og opfinde nye forudsigelser i stedet for de gamle, der slog fejl, så det battede. Men sidst i 1930erne så den nye diktatoriske leder, J.F. Rutherford, den politiske udvikling i Europa som 'tegn' på, at nu var enden nær igen - men påny slog det fejl! 'Enden' kom, men det var for Rutherford, i 1942, og så måtte en ny ledelse igen til at søge at klare sig igennem en urolig krigsperiode. Det lykkedes, og efter krigen kom der et nyt program frem om mere bibelkundskab, og i 1950 kom så vidnernes egen bibeloversættelse, Ny-Verdenoversættelsen, og i kølvandet på den kom der en række nye 'opdagelser', Hvoraf en ny fortolkning af 'tegnet' blev aktuel - den første egentlige af slagsen stod at læse i Vagttårnet den 1.9.1951, s. 270-274, i artiklen 'Hvorfor Bibelen er af særlig praktisk betydning i vor tid', par. 11, 12, hvor man drøftede de begivenheder, der omtales i Mattæus 24 og parallelstederne:
 

Alle disse begivenheder udgør tilsammen tegnet. Hver enkelt af dem er ikke et tegn i sig selv. De er kun en del af det sammensatte tegn. ... Tegnet er ikke krig eller hungersnød eller epidemier eller jordskælv eller forfølgelse eller forkyndelse af evangeliet eller frygt, forvirring og forbrydelser. Ingen af disse begivenheder udgør enkeltvis tegnet på, at vi er i de sidste tider. Men når alle disse begivenheder finder sted i een generation og i den forudsagte rækkefølge, uden at der mangler en eneste af dem, så udgør alle disse ting tilsammen tegnet.

Denne forklaring har man snart holdt fast ved i et halvt århundrede, man er endda gået så vidt som til at påstå, at "tegnet spænder over mindst 39 begivenheder". (Forvis jer om alt, 1. udg. 1955, s. 358-365) Dette er dog siden blevet reduceret, og i den nyeste afløser, Ræsonnere-bogen fra 1985, er emnet overhovedet ikke med - selvom det behandles meget kort i stykket om 'de sidste dage' (s. 331-340). I Indsigt-bogen findes, der en ganske kort oversigt, der dog ikke bringer noget særligt nyt frem (bd. 2, s, 975-6) Reelt er den nyeste nogenlunde detaljerede fremstilling af emnet den, der findes i Vagttårnet 15.2.1994, i artiklerne 'Hvad vil være tegnet på din nærværelse?' og 'Sig os: Hvornår skal disse ting ske?' (s. 8-21) I det følgende skal vi kort betragte nogle af hovedpunkterne i disse artikler.

Før vi gør det, skal vi lige erindre om, at selve ideen med at betragte alt det, som Jesus sagde som svar på apostlenes spørgsmål som 'tegn' ikke er ny - den er ældgammel og findes i mange varianter i de lærdes kommentarer. Den store forskel er dog den, at disse i almindelighed taler om alle disse ting som 'tegnene' i flertal, mens VT regner dem for enkelte elementer i et såkaldt 'sammensat' tegn. Denne forskel gør dog hverken fra eller til set fra et praktisk synspunkt, for begge udlægninger er lige forkerte. De lærde har uret i at tale om mange 'tegn', og VT har uret i at kalde disse ting et 'sammensat tegn' - det er der nemlig slet ikke belæg for i den bibelske beretning, heller ikke i den historiske virkelighed.

Når vi ser på det nævnte materiale fra 1994, så ser vi ét positivt træk i fremstillingen, nemlig, at VT indrømmer, at Jesu profeti blev opfyldt i årene op til 70 evt., da det hele kulminerede Med Jerusalems ødelæggelse - men desværre ødelæggerr de det hele for sig selv med at repetere den urgamle fejltagelse med deres indskud om 'en nutidig opfyldelse', noget som Bibelen aldrig har sagt så meget som et eneste ord om! Men for VT-lederne er dette blevet et dogme, som de aldrig kan slippe, for så saver de den gren over, som de selv sidder på!

Et andet interessant punkt, som fortjener vor opmærksomhed, er anvendelsen af et par græske småord, der skal underbygge den fejlagtige argumentation om en 'senere' og 'større' opfyldelse i vor tid - egentlig skulle det være rosværdigt, at man går til selve grundsproget for at få sandheden frem, men når det gøres så galt som tilfældet er her, så må det nærmere ses som et direkte forsøg på at vildlede folk. Vi skal se lidt nærmere på disse ord.

Tóte og dets betydning og anvendelse i NT

I paragraf 10 anfører man ordet 'så' fra Mattæus, 24:14 og dets græske forlæg tóte, der siges at være 'et påpegende tidsadverbium', hvilket er korrekt. Derefter følger to korte forklaringer i citationstegn, dog uden kildeangivelse, men den originale engelske WT-tekst afslører, at den første er fra, den engelske udgave af Walter Bauers bekendte ordbog til det græske Ny Testamente, under tóte, definition 2, s. 831, og den anden er fra den engelske udgave af Blass-Debrunners græske grammatik til det Ny Testamente, par, 459, stykke (2), s. 240. Disse værker er udmærkede, og hvis man havde givet den fulde forklaring, som den findes i dem, så havde det hele nok været i orden, men det gør man ikke, og det er en, skam. Fremstillingen er faktisk så mangelfuld, at den reelt fordrejer tingene ganske og aldeles, til skade for læserne, der jo nok ikke har store muligheder for at kontrollere sagen nærmere. Det er derfor bydende nødvendigt at korrigere dette, ikke mindst på baggrund af den måde, man anvender tóte på i par. 15 og senere.
 

Selve ordet tóte er, trods sin lidenhed, et sammensat ord, idet det første led, tó egentlig er den bestemte artikel i ental, intetkøn, mens te er et småord, der alene som oftest fungerer som et bindeord, 'og' selve grundbetydningen af tóte er 'på den tid', eller 'på det tidspunkt', alt efter sammenhængen, og det oversættes iøvrigt sådan i Mattæus 27:3, NV ('Netop på den tid havde de ...'). Som ordbogsdefinitionen viser, kan det bruges om fortidige begivenheder, fx oversætter NV det med 'dengang' (Gal. 4:8,29; Heb. 12:26), og det kan også anvendes om samtidige hændelser eller fænomener, altså nutidige set fra tekstens sammenhæng, som det klart ses i NV, der gengiver det 'nu' i ApGer. 13:12, Interessante er også Pauli ord i 2 Kor. 12:10: 'For når jeg er svag, så er jeg stærk.' Mere samtidigt eller nutidigt kan det næppe være!
Den overvældende mest almindelige brug af ordet i NT er dog som et bindeled til at vise overgangen fra en sætning til den næste, noget som også klart afspejles i NV, hvor det i 90 af dets 159 forekomster oversættes med 'da' eller 'så', og af dem finder vi de 80 hos Mattæus! Dette har vakt de lærdes interesse, og de har påvist, at denne den mest jødiske eller hebraistiske af evangelisterne faktisk bruger ordet på samme måde som man brugte 'og' (vav på hebraisk, i engelske værker waw)i de almindeligste hebraiske sætningstyper, 'simpelthen til at videreføre beretningen'.

Den lærde kommentator A.H. McNeile påviser, at i Mattæus 25:1, 34, 37, 41, 44, 45 svarer tóte-brugen til den hebraiske vav-sætningsfølge, og han foreslår, at man oversætter 25:1 således:

'Og den næste lignelse, der illustrerer Himlenes Rige, er som følger,' -'Tóte in St. Matthew', Journal of Theological Studies, 1911, s. 127, 128.

'Hvis nogen da siger til jer: "Se! Her er Messias," eller"Der"! så tro det ikke.'

Hidtil har vi ikke fundet nogen afbrydelse i talens sammenhæng - ikke den mindste antydning af en overgang til et andet emne eller en anden tidsperiode. Beretningen er fuldstændig homogen og sammenhængen helt naturlig - det hele skrider fremad, uden at vige fra, til højre eller venstre. Det samme gælder den sektion vi har foran os: 'Da' [tóte], og hvert påfølgende ord er tydeligvis henvendt til disciplene, som en personlig advarsel og vejledning til dem. Det er åbenbart, at Herren gør dem klart, hvad der skal ske inden længe, eller i hvert fald hvad de kan komme til at se med egne øjne, om de lever længe nok.

I betragtning af disse kendsgerninger er det strengt taget ganske unødvendigt at dissekere VTs brug af tóte i den næste artikel, på siderne 20 og 21, paragrafferne 21-23. Lad os blot lige notere os, at i par. 21 henvises der til Mattæus 24:30, Markus 13:26 og Lukas 21:27, hvor NV har 'derpå' i de to første, men 'da' hos Lukas. Hvorfor man ikke har oversat tóte ens på alle tre steder, er ikke godt at vide, for den engelske NW er mere korrekt og konsekvent, den har nemlig 'then' ('da' eller 'så')- hos alle tre, ganske som Kingdom Interlinear har det i sin ordrette gengivelse. Iøvrigt gælder det her som i det forrige afsnit, at brugen af visse tiltaleord placerer de begivenheder, der forudsiges i dette afsnit af Jesu store profeti, direkte i det tidsrum, hvori apostlene kunne forvente at være i live, for Jesus siger direkte i Luk.21:28:

'Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres, befrielse nærmer sig.'

Ekeinos: dets betydning og anvendelse i NT

Det næste græske ord, som man fører i marken for at udskyde dele af Jesu store profeti, er det lille og i reglen ganske upåagtede stedord ekeinos; her gives der dog ingen citater fra anerkendte værker, i stedet giver VT sin egen forklaring, der dog er mindre heldigt formuleret i den danske oversættelse; passagen fra selve ordet ekeinos og ned til skriftstederne kunne gengives bedre sådan:

ekeinos, et påpegende stedord, der viser hen til noget, der tidsmæssigt ligger fjernt. Ekeinos kan bruges til at henvise til en fjern fortid (eller til noget, som har været nævnt tidligere) eller til noget i en fjern fremtid.

Desværre er forklaringen i sig selv ufuldkommen, for netop i forbindelse med tiden er anvendelsen af dette ord ret så fleksibel, og det bruges ikke nær altid om 'fjerne' tider. I virkeligheden er det først og fremmest i forbindelse med personer og genstande, at det bruges til at betegne én af to som fjernere end den anden, dog uden at det behøver at betyde noget meget fjernt. Dette kan ses af mange eksempler i NT, og i forbindelse med tid kan vi se på Mattæus 3:1, hvor der tales om Johannes døberens fremkomst 'i de dage', dvs. foråret 29 evt. Ifølge VTs egne beregninger skrev Mattæus sit evangelium i 41 evt., så der er kun tale om et tolv års mellemrum. Udtrykket i 'de dage' eller på 'den dag' er iøvrigt en kendt hebraisme, der forekommer 48 gange i NT, og en af dem er i Hebr. 8:10, hvor der er et citat fra Jeremias 31:33, der har det originale hebraiske udtryk hajjamim hahem, 'dagene disse'. Faktisk er det et meget emfatisk udtryk, hvilket dets græske modpart også er, selvom NV-oversættelsen ikke gør ret meget ud af det. Dog ses denne betoning i forbindelse med et ord for 'time' i Joh. 4:53:

Så vidste faderen at det var netop i den time Jesus havde sagt til ham: "Din søn lever."

Så talte Jesus strengt til dæmonen, og den kom ud af drengen, og han var kureret fra samme time.

'Men når de overgiver jer, da vær, ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i den same time.'

'I stedet burde I sige: "Hvis Jehova vil, skal vi leve og også gøre dette eller hint.'

Når der i Markus-13:24 tales om "den trængsel", henviser det altså ikke til den trængsel som romerne voldte ...'

Selve den ide, at der her på en eller anden måde skulle være tale om en mystisk og udefineret 'trængsel' næsten to tusinde år senere, er blot noget, som Vagttårnets ledere har bildt sig selv og andre ind i mange år, men der er ikke nogen som helst bibelske beviser for denne hjemmelavede lære - tværtimod modsiger den Bibelens klare ord på alle punkter, den er det rene hjernespind! Læg lige mærke til, hvordan den erfarne og kyndige bibelkommentator James Stuart Russell udtaler sig om Markus 13:24ff og parallelstederne hos Mattæus og Lukas (The Parousia, s. 77):

Her udelukker udtryksmåden ganske tanken om en overgang fra det foreliggende emne til et andet. Der er intet, der tyder på, at der er tale om at skifte skueplads eller emne. Dette afsnit knytter sig klart til den "store trængsel", der omtales i Mattæus 24:21, og på grund af adverbiet 'straks' (eutheos de) er det udelukket at regne med et tidsinterval derimellem. Desuden er scenen for "den store trængsel" uomtvisteligt Jerusalem og Judæa (v. 15, 16); der er overhovedet ingen afbrydelse i talen.

'Al myndighed i himmelen og på, jorden er blevet givetmig.'

Konklusion

Jesu store profeti, fremsat på Oliebjerget kort før påske i året 33 evt., efter at Jesus havde forladt Jerusaems tempel for allersidste gang, var en klar og detaljeret fremstilling af de kommende begivenheder, men skønt disse ville få indflydelse på hele den dalevende generation af jøder og andre, der boede i Israls land, især i Jerusalem og Judæa, så fremsatte Jesus den kun til en lille, udvalgt hob af nære tilhængere, nemlig de to brødrepar fra Betsajda,, Peter og Andreas og Zebedæussønnerne, Johannes, og Jakob. Det var helt klart, at denne profeti skulle ikke spredes ud med det samme, ikke engang de andre apostle blev indviede i den direkte - de var henvist til at høre om den senere, Ikke desto mindre er det en af de vigtigste af alle Jesu profetier, og den er så klar og tydelig i alle detaljer, at man må sig forundre, når både lærde teologer og sekteriske bevægelser som adventisterne og Jehovas vidner fejlfortolker den gang på gang. Lad os repetere:

l) Jesu formaning om at 'passe på ikke at blive vildledt' i forbindelse med tiden for og 'tegnet' på hans parousia var meget betimelig, for der var mange falske profeter dengang, og endnu den dag i dag bliver folk vildledt på det grusomste angående dette.

2) Jehovas vidner har her taget téten; i langt over 100 år har de påstået, at Kristi parousia er noget nutidigt, og de har vildledt mange med deres verdensomspændende propagandavirksomhed,

3) Deres nuværende lære om det 'sammensatte tegn' går ud på. At det består af alle de begivenheder, som Jesus beskrev forud i sin store profeti, og de siger, at nok opfyldtes den inden for hans egen generation, men, siger de, den har nu en 'større' opfyldelse,

4) Det nyeste forsvar for denne tendentiøse teori søger de at afstive ved hjælp af to græske småord, men denne fremgangsmåde er ikke til nogen nytte: disse to ord kan på ingen måde bære den fortolkningsmæssige byrde, som vidnerne lægger på dem.

5) Som enhver ærlig bibellæser selv kan se, og som fornuftige kommentatorer har forstået for længst, så er Jesu store Oliebjergstale én enhed, en organisk helhed, kun henvendt til hans daværende disciple, der ville opleve dens eneste opfyldelse inden for deres egen normale levetid. Den rækker ikke udover den daværende 'generations,' tid, og det hele kulminerede i 70 evt. med Jerusalems og templets totale ødelæggelse.

6) Den logiske følge af dette er, at hele den lære, som VT-lederne har opbygget og som Jehovas vidner kolporterer alle vegne, må forkastes: det hele er en grov fejlfortolkning, ganske som alle deres oprindelige læresætninger fra Russell's tid, der jo alle som bekendt slog fuldstændig fejl.

7) Der var kun ét tegn, og det var ikke 'sammenslat', og der var kun én trængsel, den der førte til hele det jødiske samfunds sammenbrud på en måde, så det gamle tempelvæsen, etc., aldrig kunne genskabes. Gud havde udvalgt sig et nyt åndeligt 'Israel',, og det gamle, kødelige folk havde mistet hans godkendelse - fra den tid af var en israelit ikke mere end noget andet menneske i Guds øjne, han kunne kun komme til Faderen gennem Sønnen, ganske som andre.

Herefter mangler vi stadig at identificere 'tegnet', som det var dengang, og at se lidt på det tidsmæssige, som apostlene spurgte om. Disse ting skal vi se på i den anden del af denne artikel, hvor vi ser nærmere på Jesu svar til apostlene, som det findes i de tre evangelisters beretninger.
 
 
 

Om tiden for og 'tegnet' på Jesu parousia

'Lad ingen bedrage jer med tome ord.' - Ef. 5:6.

En uforvarende indrømmelse?

Som vi så tidligere i artiklen om 'Kristi parousia - 'komme' eller 'nærværelse', afsnit 1, så ved VT-lederne ganske udmærket, at deres opfattelse af 'tegnet' ikke er den almindeligste; som der stod i dette blad (VT 15.8.1996, s. 10, par. 3):

Mange kirker lærer ... at apostlene spurgte om hvad der ville være tegnet på. Jesu 'komme', tegnet på at hans genkomst var umiddelbart forestående.

I sit svar beskrev Jesus et sammensat tegn som skulle angive at den jødiske ordning inden længe ville ophøre. Denne profeti gik i opfyldelse da Jerusalem blev ødelagt i år 70.

... ville der i stor målestok kunne ses et tegn som viste at den nuværende onde ordning snart ville gå under i en stor trængsel. (udhæve af os i begge citater).

Når vi nævner dette, så er det naturligvis ikke, fordi der er noget som helst holdepunkt i vidnernes lære om disse ting, for det er der ikke: som det allerede har været slået fast, så talte Jesus kun om én 'stor trængsel', og det var så vist den, der kulminerede i romernes totale ødelæggelse af Jerusalem og templet, og som bragte den jødiske 'tidsalder' (ikke 'ordning') til ophør i det skæbnesvangre år 70 evt.

Apostlenes spørgsmål

Dette spørgsmål og dets baggrund er jo velkendt: Efter at Jesus gentagne gange havde forudsagt den kommende katastrofe, der skulle komme over det utro jødefolk og dets hovedstad med templet, bl.a. ved sit indtog i byen lige før påske året 33 evt., og i slutningen af sin revsende tale til farisæerne og de skriftkloge lige før han forlod templet for sidste gang, forsøgte hans disciple at vække hans opmærksomhed over for 'templets bygninger' - vel nok, da de var på vej op fra Kedrondalen til Oliebjerget - men han svarede kort og godt (Matt, 23:377; 24:2; Mark. 13:1, 2; Luk. 13: 34, 35; 19:41-44; 21:5, 6);

"Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned."

"Sig os:

Hvornår vil disse ting ske,og hvad vil være tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning?"

Desværre har ingen af de fire udspørgere efterladt sig en skriftlig beretning om dette lille private instruktionsmøde på Oliebjerget, men det er muligt, at Markus' ovenstående version er den, der kommer nærmest en øjenvidneberetning, for ifølge traditionen har han skrevet sit evangelium efter Peters oplysninger (se Hele Skriften, s. 181-186). Hvis det er tilfældet, og det er der meget, der tyder på, så må vi gå ud fra, at han gengiver det som den altid vågne og impulsive talsmand for apostelgruppen erindrede sig det, der skete på denne mindeværdige dag, og det har nok været en aldeles nøjagtig erindring, for sandsynligvis var det Peter selv, der udformede spørgsmålet. Desuden må vi huske, at Markus jo, som alle de andre evangelister og brevskrivere, hvis skrifter i dag udgør NT, var inspireret til at skrive en omhyggelig, korrekt og 'gavnlig' beretning. (2 Tim. 3:16, 17).

Imidlertid har vi jo også de to andre udgaver, og her skal vi lige se på Lukas' version han var jo Paulus' følgesvend og læge, og hans evangelium er sikkert skrevet for de paulinske menigheder, altså med henblik på ikke-jøder og proselytter og dem, der boede i 'adspredelsen' der hvor Paulus havde sit virke. Dette præger hans fremstilling, som naturligt er, og han gengiver spørgsmålet næsten som Markus (21:7):

"Så spurgte de ham, idet de sagde:

"Lærer, hvornår vil disse ting da ske, og hvad vil være tegnet, da disse ting skal indtræffe?"

"Sig os:

"Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?"

pote      tauta     (oun) estai    kai ti to semeion.

hvornår disse ting derfor vil-blive og hvad tegnet

Markus: hotan mellei    tauta   synteleisthai panta

         når skal-til disse ting at-fuldendes alle

Lukas: hotan mellei    tauta      ginesthai

        når skal-til disse ting  at-indtræffe

Mattæus: tes  ses parousias    kai synteleia  tou aionos

        dette dit herskerbesøg og fuldendelse tidsalderens

Her følges Markus og Lukas ad lige op til hovedverbet; de begynder begge med tidsbiordet hotan ('når, hvornår') og følger op med verbet mellei, konjunktiv af mello ('at skulle lige til, at stå i begreb med'); dette verbum antyder altid noget umiddelbart forestående, ofte noget uafvendeligt. Dernæst repeterer de tauta ('disse ting') fra første del af spørgsmålet, således at der ikke er nogen tvivl om hvad der menes; derpå følger hovedverbet, og her kommer så den første egentlige forskel, for Markus bruger synteleisthai, der er passiv infinitiv af synteleo 'at fuldende'. Dette ord er dannet af syn- ('(sammen) medl').. og teleo, 'at ende, afslutte', og er en perfektiv form, dvs. det udtrykker en fuldbyrdet handling, altså 'at fuldende, fuldbyrde'. Dertil føjer Markus så ordet panta ('alle'), fordi der jo er tale om at alle 'disse ting' skal fuldbyrdes, ikke blot nogle af elementerne i profetien.

Lukas er kortere i sin form: han bruger verbet ginesthai, der er infinitiv af ginomai, 'at blive til, ske, hænde, indtræffe', og selvom det ikke understreger den totale og uafvendelige fuldendelse helt så stærkt som Markus' synteleisthai, så kan der ikke være nogen tvivl om betydningen: det spørges jo om 'tegnet' på at 'disse ting', altså den kommende katastrofe over jerusalem og alt, som der hørte byen og folket til, skulle fuldbyrdes, og det er også det der henvises til med det anvendte verbum. Lad os derfor slå fast en gang for alle, at hverken hos Markus eller Lukas er der den ringeste mulighed for at fordreje betydningen, sådan som VT-lederne længe har gjort med Mattæus' version: begge viser, at 'tegnet' peger fremad, som et varsel om den umiddelbart forestående fuldbyrdelse af det forudsagte - der er aldeles ikke tale om noget 'tilbagevisende', som et såkaldt 'bevis' på en påstået 'usynlig nærværelse', sådan som VT-folkene bilder sig selv og andre ind!

Men hvordan skal vi så forstå det, når vi ser, At MAttæus har formuleret den sidste del af sætningen helt anderledes? Han har jo ikke et eneste ord til fælles med de to andre i denne del af spørgsmålet! Hvordan kan det være? Lad os lige erindre os igen, at også Mattæus var inspireret til at skrive en korrekt beretning, så der må være en fornuftig forklaring på fænomenet - Guds Ord er ikke selvmodsigende. Allerførst, så var Mattæus jo apostel, og selvom han ikke var til stede på Oliebjerget den dag dette skete, så har han naturligvis fået sine oplysninger, ikke blot om spørgsmålet, men også om Jesu lange og detaljerede svar, fra de fire, der var der, så han havde også de allerbedste muligheder for at skrive en nøjagtig beretning om det, der skete, og de ord, der faldt. Uanset de observerede forskelle må vi da betragte hans version som lige så god som de andres, og måske endda som ekstra værdifuld, fordi han giver oplysninger, som de andre ikke har.

Med hensyn til årsagerne til disse forskelligheder, så er der flere muligheder, og vi kan se på de sproglige først: ét er fælles for alle vore evangelier, og det er at de er affattet på græsk, men heri gives der straks en forskel, for Jesus og hans disciple har afgjort ikke talt græsk sammen, når de drøftede tingene privat som ved denne lejlighed - de har enten talt aramaisk, datidens folkesprog i Galilæa, eller hebraisk som det stadig anvendtes i synagogen og hos mange jøder endnu på den tid; og derfor er alle vore gengivelser af disciplenes spørgsmål oversættelser. Og eftersom de alle tre er praktisk taget ens ned til ordet for 'tegn', nemlig semeion, så må de have haft det samme semitiske forlæg til at gå efter. Her er så spørgsmålet, om den sidste del har været formuleret så specifikt, at der var mulighed for at variere den græske gengivelse så meget, som det er tilfældet her? Nu er det ikke, fordi Mattæus er helt forskellig fra de andre, for der er en klar sammenhæng med hans synteleia og Markus' synteleisthaia; han så føjer tou aionos ('tidsalderens') til kan enten ses som en gengivelse af et element i det semitiske forlæg, som de andre ikke har taget med, eller endog som evangelistens forklarende udvidelse af udtrykket. Sagen var jo den, at hele udtrykket synteleia tou aionos forekommer et par gange hos Mattæus forud for dette, og her må han have haft det semitiske forlæg direkte fra Jesu mund, for Mesteren brugte det i lignelsen om ukrudtet i hvedemarken, hvor han siger: "Høsten er tidsalderens afslutning." (Matt. 13:24-30, 36-43, KIT). Han brugte det også i sin sluttale på bjerget i Galilæa, hvor han kundgjorde disciplene sin nye a kongeværdighed og gav dem den velkendte befaling om at undervise ikke blot jøder, men også hedninger, hvorefter han sagde, i Mattæus 28:18-20, KIT:

"Og se! Jeg er med jer alle dage indtil tidsalderens afslutning."

Der er dog endnu et centralt element i Mattæus' version, som vi må se nærmere på, nemlig brugen af ordet parousia, som ingen Af de andre evangelister overhovedet anvender, og som heller ikke ses i Mattæusevangeliet før ved denne lejlighed. Hvor har han dette udtryk fra, og hvorfor anvender han det her? I og for sig er der ikke noget mærkeligt i at han kender og anvender ordet, især ikke når man betænker den betydning ordet havde fået i den hellenistiske verden dengang, nemlig 'officielt herskerbesøg'. Mattæus har sikkert kendt en hel del til 'herskerbesøg, inspektioner, officielle visitter' fra sin tid som toldembedsmand i Kapernaum, og han har også kendt det gammeltestamentlige udtryk 'Herren har besøgt sit folk', som Zakarias, Johannes døberens fader, brugte, da han profeterede ved sin søns fødsel, og som folket anvendte, da Jesus havde vakt enkens søn fra Nain op fra de døde. (Lukas 1:68, 78; 7:16; NV, Da-1992 og ældre) Dette udtryk bruges også i ApGer. 15:14 og det findes ofte i de hebraiske skrifter, men hverken NV eller de nyere danske oversættelser er særlig nøjagtige i gengivelsen af det; men se 1871-oversættelsen af Gamle Testamente, 1 Mos. 21:1; 50:24, 25; 2 Mos. 3:16; 4:31; 13:19; Ruth 1:6; 1 Sam. 2:21, og mange flere steder. Mattæus havde også selv hørt Jesus sige, at dommen ville komme over Jerusalem, fordi den 'ikke kendte sin besøgelsestid' (Luk. 19:41-44, Da-1992), så han vidste godt nok, hvad der var i vente: en 'besøgelse', et 'officielt herskerbesøg, en inspektion' (KIT), dvs. en parousia! Ganske vist anvendte Lukas ordet episkope ('besøg, eftersyn, inspektion'), et navneord, der svarer til verbet episkeptomai ('besøge, inspicere'), der blev brugt om Herrens, 'besøg' hos sit folk. Sandsynligvis ligger der et fælles semitisk ord bagved, og selvom de to evangelister anvender forskellige græske ord, ligger der nok den samme tanke til grund for dem. Uden tvivl har den inspirerede apostel Mattæus anvendt ordet parousia fordi denne 'visit' eller 'inspektion' var det, der ville udløse dommen over den utro by og dens tempel, og derfor hørte dette element med til 'disse ting', der skulle komme, præcis som Jesus selv havde sagt!

En anden mulig årsag til den forskelligartede fremstilling er den, at selv om Peter nok som apostlenes talsmand har fremsat det relevante spørgsmål i klare og koncise vendinger, så må vi huske på, at der var tre andre interesserede apostle til stede, og en eller flere af dem kan have føjet et par ord til, også fordi de havde jo alle hørt Jesu brug af udtryk som 'tidsalderens afslutning' og 'besøgelse', og det kan være, at Mattæus så har villet lægge vægten på dem, hellere end på den enklere formulering, som de to andre evangelister har. Dette er imidlertid et punkt, som vi ikke kan komme længere med, men en ting er sikker: Vi må betragte alle tre versioner som ligeværdige og i fuld overensstemmels med hinanden. De er ikke i indbyrdes modstrid, men sande og ægte dele af Guds inspirerede ord, som vi aldrig må søge at fordreje til at passe bedre ind i hjemmelavede teorier, sådan som VT-lederne nu har gjort i langt over hundrede år.

Jesu svar: Om, tiden og 'tegnet'

Før vi går i detaljer med dette emne, så bør vi lige erindre os, at der er endnu en fejl i VTs udlægning af tingene, og det er at den grundes, ikke på Jesu svar, men på disciplenes spørgsmål, og selv om det var godt og relevant i dette tilfælde, så var det så sandelig ikke altid tilfældet. Desuden har de koncentreret sig om den ene version, nemlig Mattæus', mens de har ignoreret Markus' og Lukas', som jo begge udelukker den helt skæve fortolkning, som har været vidnernes kæphest lige fra begyndelsen. Og som enhver bibellæser ved, så spurgte disciplene ofte om de forkerte ting og sagde de forkerte ting, der ofte viste, at de ikke helt havde forstået alt det, som han havde forklaret dem, Selv på den dag, da han havde taget dem med op på Oliebjerget for at blive optaget til himmelen, stillede de ham et forkert spørgsmål: "Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?" Hvorfor spurgte de nu om det? Sandsynligvis fordi de havde misforstået de gamle profetier om 'genoprettelsen af alt det som Gud har talt gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid'; Jesus korrigerede dog straks deres opfattelse, hvad tiden angik, dog uden at gå i detaljer - i stedet henviste han til åndens komme og deres fremtidige virke, der ville give dem nok at bestille. (ApGer. 1:4-8; 3:21) Et er sikkert og vist, den sande lære bygger på, Kristi ord, og selv om han tog deres spørgsmål alvorligt og svarede uden at kritisere - fordi det var relevant og i højeste grad aktuelt - så er det dog hans omhyggelige svar, der må danne grundlaget for vor forståelse af 'disse ting'.

Hvilket 'tegn' gav Jesus så disciplene?

Som vi har set ønskede, disciplene at vide hvornår 'disse ting' skulle finde sted, og så ville de gerne have et 'tegn', et varsel, der kunne vise, at nu nærmede det sig - nu var Jesu 'officielle herskerbesøg' og 'tidsalderens afslutning' lige for hånden. Gav Jesus dem disse oplysninger? Ja, for så vidt som han selv havde dem, for der var endnu ting, som Faderen ikke havde oplyst selv ham om - og for at se dette i det rette lys kan vi endnu en gang rette vort blik mod siderne 14 og 15 i VT fra 15.2.1994, hvor de tre evangelisters beretninger er stillet op til sammenligning.

Det første afsnit, ned til den stiplede linie, advarer mod falske profeter og messiaser, krige og krigsrygter, jordskælv, hungersnød og pest, og som det korrekt forklares i den første studieartikel, opfyldtes Jesu profeti 'i forbindelse med de begivenheder der førte frem til afslutning på den jødiske ordning [aion, 'tidsalder'] (par. 11, s. 10). Men dette var åbenbart ikke 'tegnet', ikke engang en del deraf, for som Lukas 21:9 siger, 'men enden kommer ikke straks'; det var 'en begyndelse til veer', og der var et godt stykke vej fra 'begyndelsen' til 'enden'. (Mark. 13:8) I sidste del af afsnittet beskrives disciplenes forkyndergerning og de advares om kommende forfølgelser, som de dog kunne møde med den styrke, som løftet om guddommelig hjælp gav dem. Og husk: alt dette gjaldt den tids apostle og disciple, ingen andre! I dette afsnit har Mattæus tiltaleordene 'I, jer, jeres' fem gange, Markus har dem tretten gange, og Lukas ialt atten gange! Dette var jo en helt privat samtale mellem Jesus og hans fire mest betroede apostle om et emne, som Jesus aldrig forklarede detaljeret for folk i al almindelighed - dette var kun bestemt for hans egne, ikke for Jøderne eller proselytterne eller nogen andre overhovedet; det var kun for de indviede!

I det næste afsnit nævner Jesus så 'tegnet' direkte, den enestående begivenhed, der ville være et signal til flugt fra det truede område, Judæa og Jerusalem: når disciplene så Jerusalem omringet af fjendtlige hære, var 'disse ting' nært forestående, så var det på tide at 'flygte til bjergene', for den 'store trængsel' var lige for døren. Lukas siger disse ting lige ud til gavn for sine læsere i de paulinske menigheder udenfor jødeland, i adspredelsen, mens de to andre anvender det gamle profetiske billede fra Daniels bog, om 'afskyeligheden, der forårsager ødelæggelse'; dette udtryk ville jødiske læsere forstå uden vanskelighed, og det sigtede naturligvis på præcis det samme, som Lukas talte om. vi må gå ud fra, at Jesus har anvendt begge udtryk i sin tale, vel nok med det gamle jødiske udtryk først, og siden det andet som en enkel forklaring, som alle ville kunne fatte. På den måde ville han sikkert forebygge enhver misforståelse, og sådan gik det til:
Efter det jødiske oprør i 66 evt. omringede romerske legioner byen under ledelse af den syriske statholder, Cestius Gallus, men så pludselig, uden nogen påviselig grund, opgav han belejringen og trak sig tilbage, endda med store tab! Og det var 'tegnet', nu kunne de kristne flygte uhindret ud af byen og væk fra Judæa, over til den bjergrige region hinsides Jordan, til Peræa, hvor de tog tilflugt i den lille by Pella, en af de såkaldte Dekapolis, der var en sammenslutning af græske byer, der intet havde med jødekrigen at gøre. Om krigen beretter Josefus, men om dette træk fortæller kirkehistorikeren Eusebius detaljeret.

Men dette var naturligvis ikke enden på sagen: romerne reorganiserede deres hære under en ny general, den erfarne Vespasian, der havde sin søn Titus med sig, og de fik snart overtaget mod de ilde forberedte, skønt modige og tapre israelske styrker, men så blev Vespasian kaldt til Rom til at overtage kejsertronen, i året 69 evt., og så blev det Titus, der foretog det endelige angreb i foråret 70, og det kulminerede med stormen på byen og dens totale ødelæggelse om efteråret. Og da templet brændte, ødelagdes alle slægtsregistre og andre officielle optegnelser om stammerne, så herefter kunne ingen fremstå som præst eller tronprætendent for uden skriftlig dokumentation kunne man ikke beklæde disse høje embeder. Dette betød igen, at hele den traditionelle mosaiske jødedom mødte sit endeligt for bestandig; den jødiske 'tidsalder' var omme, lovpagten var ophævet, Kristus var mellemmand for den 'nye pagt', der var ikke længere brug for den gamle. (Ezra 2:59-63; Heb. kap. 10) Man kan sige, at her udspilledes jødefolkets rolle i Guds hensigter, ikke sådan at forstå, at dette folk gik til grunde, for det gjorde det jo ikke - men herefter havde det ingen privilegier fremfor andre , sådan som det havde haft i århundreder, så længe lovpagten var i kraft. Dette var en meget betydelig begivenhed i verdenshistorien, en af de allerbetydeligste overhovedet i udførelsen af Guds evige hensigt.

Vi vender lige tilbage til VT-siderne 14 og 15, hvor det midterste afsnit indeholder yderligere advarsler fra Mattæus og Markus om de falske profeter og messiaser, mens Lukas indskærper, at den omtalte 'trængselstid' vil blive en grum tid, helt behersket af hedninger, af de ikke-jødiske nationer, dvs. de 'hedninger' der omtales i v. 23, hvortil nogle af de overlevende fra katastrofen skulle føres som fanger. Ifølge Josefus blev nogle solgt til Ægypten som slaver, andre til Grækenland og igen andre til Italien, altså til forskellige dele af det romerske imperium. Her må vi lige indskyde, at disse kairoi ethnon eller 'hedningetider' naturligvis ikke var et allerede påbegyndt tidsrum, der skulle vare helt op til vores tid; udtrykket hentyder helt klart kun til den relativt korte tid, som det tog de romerske hære og deres allierede at nedkæmpe modstanden og derved nedtrampe den jødiske hovedstad - andet er der overhovedet ikke tale om!

Om de ting, der nævnes i det sidste afsnit, altså neden for den dobbelte stiplede linie, skal vi ikke gå i detaljer her. I denne del af talen bruger Jesus ganske enkelt de gamle hebraiske profeters stærke poetiske sprog til at beskrive den jødiske kulturs og tidsalders forkastelse og undergang i dens gamle form - det er helt udelukket at tage disse ting bogstaveligt! Sådanne talemåder blev brugt om tilsvarende begivenheder i fortiden, om Babylon, Bozra, Samaria og Jerusalem, da deres daværende ødelæggelse blev fremstillet profetisk, (Es. 13:9-13; 34:4, 5; Mika 1:3, 4) og lad os lige engang til se efter, hvem hele å profetien er rettet til, for i hele det medtagne stykke bruger Jesus ordene 'I, jer, jeres' ti gange hos Mattæus, atten gange hos Markus og hele treogtyve gange hos Lukas! Og den sidstnævnte viser med al ønskelig tydelighed, at hele profetien hænger sammen som en helhed, for han knytter an til spørgamålets 'disse ting' og disciplene, idet han gengiver Jesu ord således (21:28):

"Da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig."

Nogle kommentatorer har bemærket, at eftersom Jesus hverken angav år, måned eller dag, så svarede han ikke på den del af Spørgsmålet, der angik tiden, og nogle har så fantaseret om, at Jesus, nok ikke var ufejlbarlig, etc., fordi han ikke vidste disse ting. Her er de dog på vildspor, for Jesus gav så gode tidsangivelser, som det var ham givet på den tid. Dem kan vi imidlertid ikke se i de dele af hans profeti, der er med i bladet, så vi går lidt ud over det skel, fordi vi finder en omtrentlig tidsangivelse, en øvre grænse, angivet i Matt. 24:34; Mark. 13:30, og Luk. 21:32:

'Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.'

"Men om den dag og time ved ingen noget, hverken himlens engle eller Sønnen, kun Faderen alene." - Matt. 24:36.
"Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer ... Af den grund må I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en timeå I ikke forestiller jer." - v. 44.

Konklusion

Jesus besvarede således disciplenes spørgsmål om 'tegnet' meget klart: dette uhyre enkle 'tegn', der ikke var spor 'sammensat', signalet til at de kristne disciple skulle flygte ud af Judæa og Jerusalem før enden kom, var de romerske hæres første belejring af byen sent på året 66 evt., den belejring, der blev hævet uden synlig grund, så der blev en pause i kampen. På det tidspunkt stod de hedenske romerske hære med deres afguderiske felttegn på 'hellig grund', og dette var en 'afskyelighed' for jøderne. Og de romerske hære kom senere, fire år efter denne episode, til at 'forårsage ødelæggelse', så forudsigelsen opfyldtes til punkt og prikke.

Det med 'tiden' blev ikke klarlagt helt så, grundigt, men det fingerpeg, at det skulle ske inden den daværende generation var væk, var en udmærket ramme at gå efter. Dette, sammen med den udvikling, som Jesus skitserede, ville være nok for dem, hvis de holdt sig vågne - og så ville det åbenlyse 'tegn' være let at se, når det viste sig. De havde ikke brug for flere oplysninger end disse.

Sluttelig konkluderer vi, at de ubibelske teorier, som kommentatorer og sekteriske sværmere har udviklet om en senere og større opfyldelse af Jesu profeti, er værdiløse og det gælder naturligvis også Jehovas vidners tomme spekulationer. De bygget ikke på Guds Ords sikre klippegrund men på løst ørkensand, og man gør bedst i at holde sig langt fra dem.